Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
% "
74
Fedraheimen.
l4de Mai 1881.
unge Mennesker, som toge Roller (den
farligste var dog givet en afdanket dansk
Skuespiller) kunde ogsaa let faa sig et
Blis i Panden. En af dem vilde ogsaa
til min Forfærdelse just i Aabningsøje-
blikket træde tilbage paa Grund af at
Vinen generede ham fra Middagsbordet.
Bi — wiswas! ud i Kjøkkenet! — bø:
Hoyedet! — en Bøtte Vand styrtedes
over — han erklærede sig ædru og saa
vips ind paa Scenen. Stykket gik; jeg
blæste atter i Trompeten; men baget-
ter? Ja saa blæste ”Den Constitutio-
nelle” og ”Dagligt Allehanda”.*) Dette
havde jeg forudseet og havt den Klog-
skab at vælge et heldigt Kobberstykke
(Bilæte) istedetfor 10 Daler i Honorar
for Stykket, saa jeg gav de rasende
Journalister en god Dag, hvergang jeg
saa paa det. Det holder jeg for den
klogeste Handling i mit Liv, ligesom
den med Vandbøtten for det ypperligste,
jeg mnogensinde har lagt for Dagen af
Konduite”.
Kona hans — han vart gift i 1839
med Amalie Bekkevold — skriv um
Wergeland og den 17de:
”Den l7de Mai var altid en Festdag
i vort Hus; vi saa altid Venner hos os,
og tidlig om Morgenen var Wergeland
paa Benene og heiste sit Flag. Den Dag
skulde alting være trefarvet, endogsaa
min Klædning skulde bære Frihedsfar-
verne; men jeg: slap dog med en blaa
Kjole, hvidt Forklæde og trefarvet Sløife.
Naar vi sad til Bords om Aftenen, var
der gjerne paa Åltanen og i Gaarden
samlet en Mænede Mennesker af alle
Stænder, der udbragte et Leve for Da-
gen og for ham. Ingen Dag staar han
saa levende for mig i al sin Ungdoms
Friskhed som denue”.
Mange av sine beste Minne hadde
Wergeland fraa den Dagen. Han nem-
ner sjølv Talen ved Krohgstytta den
l7de Mai 1833 og Møtet med Her-
mann Foss utanfor Thinget nokre
Aar seinare. Og han vart ein ”ufor-
bederlig Syttendemai-Gast”, so lengje
han livde. 17de Mai 1845, same Aaret
han døydde, var det at han gav ”17de
Mai-Pokalen” sin til Eidsvolls Herad.
Paa den stod:
”Gid 17de Mai, den velsignte blandt Dage,
bestandig maa skjønnere vende tilbage!
I Eidsvoll er Norriges Frihed fød;
thi tøm der med Jubel mit Gyldenskjød!”
Her skal me prenta av nokot av
ein 17de Mai-Tale av Henrik Werge-
land, halden i 1835. Legg Merke til
baade Formi og Innhaldet; det eine
som det andre er ægte Wergelandsk,
stort, djervt, friskt og fritt. —
”Den Dag er kommen, Brødre! som
er os den kjæreste, fordi den er Fædre-
landets skjønneste. Æ rens Dag er op-
runden; thi paa den indtraadte Fædre-
landet i Rækken af frie Nationer, paa
den vandt det sin Frihed, uden hvilken
ingen Ære er og al Folkelykke kun
et Bedrag. — — —
"Derfor er Fædrelandet os dyrebart,
fordi det har kjøbt os Ære og Lykke
for Anstrengelser — fordi det midt i sin
Armod og Magtesløshed erkjendte, at
Frihed ei kjøbes for dyrt. Hyvo
der leyer af Slægten, som erkjendte
dette, vil vidne. — —
— ”Intet er mindre egenkjærligt end
Frisindet.
”Dette eiendommelige er Frihedens
Guddomsglorie — dette, at enhver Slægt
der har Frihed, arbeider mere for de
kommende end for sig selv. Den ved,
at den skal vorde velsignet, om den
*) som sagde, at han var ein Hyklar, ein
Unionsfiende og alt annat stygt.
kun overantvyorder Efterslægten
Friheden ukrænket. Og enhver
Slægt kræver derfor Friheden som en
naturlig Arv. Overantvordes den ikke,
da er der ingen Hellighed om
Fædrenes Grave, ingen Glans ved
Navnene, ingen Historiens Hæ-
der, ingen Mindernes Ærefrygt.
Det forekommer Slægten, der opdager
dette med Blusel, som om det paaligger
den at begynde en ny Historie, at om-
skabe sig til en ny Nation, at wudsone
Fædrenes Synder ved æat ofre sig for
EBfterkommerne. — -—
”Det var for Ffterslægten, for os,
at vore Fædre samledes for at oprække
de faa Hænder mod KFuropa, æskende
Frihed af en Himmel, de vidste kræ-
vede mere derfor end Bønner, og Ret-
færdighed af en Jord, der kun lader sig
den aftvinge. — —
”Dette gjorde Fædrene for os — dette
og mere; thi de vidste, at den nye Fri-
hed skulde æske flere Ofre end der be-
høyedes for at vinde den. Fædrene have
vundet Friheden to Gange. Først med
Blodet, siden med Formuen. Først med
Modet og siden med Ædelmodet. De
indtoge Tinden og befæstede den. De
vunde Klenodiet og udjævnede Banen
dertil for oss — den Bane, de selv maatte
gjennembryde med Sved og mærke med
Blod. — —
”Vi, Brødre, ere Mellemledene mel-
lem hine Frihedens Skabere og Ætterne,
der skulde nyde dens modne Frugter.
Ligesom Fædrene for os, maa vi arbeide
for Ætten — glade hvad enten det skal
tillades os som Oldinger at udhvile os
mellem en taknemmelig Bfterslægt, der
nyder Frugterne af vort Virke, eller
om vi først i en endnu friere Tilstand
skal forhøie vor himmelske Lyksalighed
med Glansen af vort jordiske Fædre-
lands. — —
”Det maa være en given Sandhed for
Verden og en Erfaring for hver Ab,
at den kommende er mere frisin-
det end den selv var. Faderen maa
trøste sig over, at ikke han har gjort
nok, ved, at Sønnen vil gjøre mere. — —
”Dette sagt, Brødre! og vi vide, at
det ikke er for os selv,at vi feire denne
Fest. Vi feire mere det Forbigangne
og Tilkommende end det Nærværende.
Vi ville fæste Efterkommernes Øine paa
os som værdige til at overlevere dem
Friheden mere fuldkommen end vi
modtoge den fra Fædrene. Det
Frihedstræ, vi fryde os om, skal ikke
være af disse Underhavens forstenede,
hvor Frugterne kun til Øienslyst er Dia-
manter og Rubiner, men et, der lædsker
og nærer, forædler, voxer og voxer til
en Ygdrasil, der omskygger Verden. Det
er ikke en Fest for den taabelige Stolt-
hed at kunne skjænke disse Arvye-
klenoderligesaaufrugtbare, foræl-
dede og koldtglimrende til Æt-
lingerne. Ikke en Stagnationens
Fest,*) dette Dynd, hvori Menne-
skeheden og alt godt bliver hæn-
gende; dette er en sendrægtig Friheds-
vaars "Tælegrøp, hvori Norge lettelig
skulde nedsynke. Det er Fremskrid-
ningens Fest, vi feire!
Saaledes, Brødre — hvilken Hellighed
1 vor Glæde! Saaledes tilhøre vi Da-
gens Ide ganske. Vore herligste Idræt-
ter skulle kun være som udstraalede
af den. Hvilken Spænding i vor Energi!
Thi hvorledes skulde vi turde
vove at meddele Efterslægten —
Friheden unyttet eller endog ned-
værdiget og bedækket med For-
haanelser?
— — ”Aanden taaler ligesaalidt Stil-
stand som Tilbagegaaen, og Forbedrin-
gerne, Udviklingerne er vor Sag.
”Derfor, lader os fremkalde vor
Vilje, lader os bede til vor Kraft! Thi
den er det, Gud engang for alle har
anbetroet Friheden og Fædrelandet. For-
*) Stagnationa: Stillstand.
fulner vor Vilje, indtørker vor egen
Kraft — da skulle hverken Englenes
Legioner komme, og heller ikke, om de
kom, skulde de kunne frelse det For-
raadte. Men brender Frisindet og Fæd-
relandskjærligheden, skulle selv de Skjæb-
ner, Himlen forbeholdt sig selv at til-
skikke vort Land, ikke være andet end
det ædle Aasyns mørke men forbifa-
rende Skyggedrag. — —
”— Himlen vil være barmhjertig mod
dem, der gave Slip paa mange af Jor-
dens Goder for det ene himmelskes Skyld:
for Friheden.
”Men hvad der beror paa os selv —
lader os sværge at vinde det: Oplys-
ning, denne Frihedens Lysstære, Med-
borgersind, dette Frihedens Styrkebelte,
Oprigtighed og Uforfærdethed,
denne Frihedens Veltalenhed, Flid, dens
Haand, og Hæder, den Dragt, som til-
hører den!”
Av Talen hans ved Krohgstøtta den
17de Mai 1833 tek me her med ein
liten Stubb:
”— Vi skal sige til Fædrene; Naar
I. henvandrer, da vandrer hen med Tryg-
hed for Eders Norge! I satte vort For-
eningssted, da I reiste Mindet for dets
bedste Borger. Dets Malm har sammen-
loddet vor Kraft. Vor Hu staar ikke
over Bølgen did syd eller udenfor de
Fjelde hvorfra Solen rødmer først over
Norge. Anden Ære end den norske
Borgers — kjende vi ikke, og — I vide
det — Norge er stærkt!
”Vi skulle sige til Europas frie Natio-
ner: se, et Tegn staar der i Støtten for
Værneren om den norske Konstitution
— et Tegn, at Norge tilhører eders
Samfund, at det har en Frihed, Mænd
som vogter den, og et Folk, som hæd-
rer disse. Lader os forstaa hverandre,
Nationer! ogsaa gjennem vort Nord gaar
en skinnende Bue af den Ideernes Lys-
kreds, en Del af den Frihedens trefar-
vede Himmelbue, som ogsaa skal skyde
sine Straaler ind i Europas Indlande og
engang ubrudt ombue Aljorden! — —
”Og til hverandre skulde vi sige:
lader os elske dette Minde; thi det lærte
Ynglingen Betydningen af at være Bor-
ger, Kvinden Rangen af at være Bor-
gerinde! Lader os vorde. levende Min-
der om den bedste Borger! Fædrelandet
tabe ham ikke, men se ham opstanden
i sine Tusinder! ;
”– — Vi ville være som Kroghs
Støtte norske i Malm og Klang og
Præg og Pryd. og dog under Borger-
Kransen skuende frit og vidt udover
Verden”.
Av ein Tale til ”Fædrenes Minde”
(Eidsvoll 18384) —:
(Det unge Norges) ”Nationalaand,
vak om Friheden som Ørnen om sin
Yngel, omhyggelig om Nationalæren
som den, der bestandig pudser sit Kle-
nod, taaler ligesaw lidet af den medfor-
bundne Stat som af hvilken anden. Den
blusser vel, men slukkes ikke med Bau-
nerne. — Den findes bos alle. Det maatte
være et Ribbunghjerte, som manglede
den. Den gjennemtrænger Samfundet,
forener dets Klasser — og er Forfatnin-
gens Livsaande, Thronens Værn og Fri-
hedens Styrke. Nærmere er ikke Tre-
farverne parrede med vort Flag end den
er med Nationalæren. Denne staar
særlig under Almenaandens, Nationali-
tetsfølelsens, Nordmannafolkeaandens Be-
skyttelse. De leve og dø med hinanden.
Ingen Nordmand tør fornegte den. Den
udgjør den Lighed, som kan forenes
med Friheden, og som vi tiljuble i vore
Sange. Den elsker det gjenfødte Nor-
ves trefargede Flag og intet andet
end dette. — —
”Grundloven taaler og æsker en Fri-
hed, der nærmer sig Republikens.
Det. ske!”
Av National- og Fridomssongarne
hans tek me inn nokre Smaastubbar.
LE
(Norges Frihedsdag).
Velsignte blandt Dage!
paa blomstrende Sky’r
til Norge tilbage
fra Himlen du flyr.
Der stille du svævte
blandt Engle i Len,
til Skyerne bæryte
og brast af vor Ben.
I Heiden saa rolig,
velsignte! du laa,
Serafernes Bolig
var Domen din blaa,
til did itra Jorden
et Længselsraab gjaldt;
da nedover Norden
du straalende faldt.
— Sig Himlene .dunkle
af Jorderigs Ve.
Cheruberne funkle,
naar Taarer de se.
Vor Længsel de hørte,
det straalende Hvælv,
de bo i, det førte
de ned til os selv.
Paa Dagtinden luer
Maisolen som Flag.
Som Taget af Duer
bedækkes du, Dag,
af Engle, som dale
for aarlig engang
din Høihed at male
for Norge i Sang.
IT.
0 Fædreland! du eier
hver Nordmands Arm og Blod!
Tvivl ei da om din Seier
saalidt som om hans Mod.
Han slumrer ei i Freden:
paa Fienders Overmagt
saa vak som Ørn i Reden
han vaager paa sin Vagt
Om Sværdet ved sin Hotte
han end ei drager ud,
trofaste Rifle ofte
maa med til Prøveskud.
Det Bly, som Maalet rammer,
vel rammede sin Mand,
om Krigens vilde Flammer
slog om vort Fædreland.
III.
Den hedeste Flamme i Nordmandens Indre
er Had mod Tyranner, de store og mindre.
Ve den, som tør Norriges Grænseskjel flytte !
Ve den, som tør krænke den Fribaarnes Hytte!
Ve den, som tør.bryde hans Lov! thi
han kalder
jo Loven sin Konge fra Fædrenes Alder.
IV.
Didind, hvor Fyrren suser, ind
tør ingen Nidding vandre,
som har forglemt i troløst Sind
sit Fædreland for andre.
Ham vilde Rædsel gribe, – bleg
han vilde hore, Skoven skreg,
hvor klagende dens Røster steg.
Did tør ei Nidding vandre.
Ham vilde som en Dommer haard
hvert Fjeld imødetræde.
”Hvad vil du i din Moders Gaard,
som glemt har hendes Kvæde?”
Hvor Tjernets Blik blev kummerfuldt !
Ak det, der smile kan saa huldt!
Ve den, hvis Barm ei voldsomt slaar
ved Hjemmets Syn af Glæde!
V.
Stenen i Stefanens Pande —
den er Løgnen mod det sande.
Taabelige, grumme Haand
som vil sigte paa en Aand!
Ha, hvad Seiersglans, der bryder
af det Saar, hvis Blodstrøm flyder!
Løgnen kun Sekunden vinder.
Intet Sandhedsord forsvinder.
Som et Hvift af lette Lin
løsner styrtende Lavin,
er det nok til at begrave
Verden, naar den er af Lave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
