Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
78.
Fedraheimen.
2Ide Mai 1881
ham og laante bam sin Vadmelskjole
og Verkensvest. Hermed traadte Hen-
rik Wergeland freidigt op og talte over,
hvorledes Fædrelandet skal elskes.
Men nu tænker jeg, at for os har Traa-
dene i Vadmelsfrakken tvundet sammen
et vakrere Digt herom, end noget, som
paa den Dag blev sagt og sunget, og
jeg tænker videre, at Henrik W erge-
land i Vadmelskjolen var det indily-
delsesrigeste, som skede i Norge den
Dag.
I har vel ogsaa allesammen hørt
om, at Henrik Wergeland i en Tid af
sit Liv gik med Lommerne fulde af
Træfrø og kastede en Næve ud nu og
da paa sine Spadserture og vilde have
sine Kammerater til at gjøre det samme,
”for ingen kunde vide, hvad som gro-
ede etter det”. Dette er et saa tro-
skyldigt og rørende Digt om Fædre-
landskjærlighed, at det i Virkning
kommer i Høide med det største, han
har skrevet.
Vi finder ham i Asylerne hos de
forældreløse med Sang og med Hand-
ling, vi finder ham 1 Fængslerne hos
de forladte paa samme Maade, 1 Hos-
pitalet, i Barnekamrene, 1 Færd med
at stifte Sognebibliotheker og hjælpe
Selvundervisningen op, og for den Sags
Skyld selv gaa Tra Gaard til Gaard i
Eidsyold, arbeide pa at faa Myrud-
tapning, Skogplantning, give af sit
Hjerteblod for at betri Folket fra In-
kassatorvæsenets Vampyr, som dengang
sugede det og beskyttedes af Juriste-
riet; han skrev om Militærmishandlin-
gen, Bestikkelserne, han arbeidede for
Religtonsfrihed, for de forfulgte Jøders
Adgang til Landet, han skrev selv vor
Frihedshistorie, han skrev filosofisk-
historiske Afhandlinger, der førte indi
Europas moderneste Ideerligesaa stærkt
som hans stærkeste Digte —, kort der
var intet saa smaat, at hans Hjerte
ikke fandt det og intet saa stort oppe
-i Samtiden, at hans Aand ikke omfat-|y
tede det. Saaledes mættet med Opgaver
er, vor Nationalfølelse bleven siden
hans korte, men store Arbeidsdag, og
aar Vi fortiden har Kamp saa at sige
om alt muligt paa engang, saa er dette
ikke noget, som vi skal forfærdes over,
men i høieste Grad glæde os over, thi
desto rigere bliver her engang Slæg-
tens Udvikling, — og dette har vi frem-
for nogen anden at takke Henrik Wer-
geland for.
Og saa tænker jeg, at i Sammen-
ligning hermed er det smaat, hvad
man klager over hos ham. Derved
-tænker jeg ikke engang paa hans Mang-
ler som Digter; men paa saadant, som
at hans Arbeide og Liv flød ikke af
den vette Kilde. Herregud, lad os
overlade til en upartisk Fftertid at
analysere, hvad der var i hans Kilder,
som gjorde Marken saa frodig og frisk
efter ham. Og naar man klager over
hans stormende Ungdomsliv, — ja, jeg
vil bare derom sige, at naar hans Livs-
træ, trods at det fik Skrammer i Bar-
ken og kanske nogle Grener knækkede,
alligevel blev Skogens rankeste, største
Træ, med den frodigste Krone, saa vil
vi være fornøiede.
Eller er dette ikke et Verdenstræ?
Det er ikke kjendt andre Steder end
af os 1 Norge, siger man. Kan saa
være; men Hardangerfjorden og Digtet
over- den er lige herlige, fordi man
ikke taler om dem i Paris. Der kan
komme den Dag, at de gjør det. Og
hvad hans Størrelse angaar, Verdens
største Fjeld kan blive meget ringe,
naar man der leder efter Bjergarter,
som detikke har. Tag af Henrik Wer-
gelands Digte, lad mig sige 100, eller
bare 50, ja bare nogle Udtryk hist og
her, lad saa en Mand eller Kvinde,
som kjender Literaturhistorien, og som
har den Evne at kunne blive bleg;
naar det Åandsstore rører deres Fore-
stilling, at faa Taarer ved et Udtryk,
smeltet og gydt af den meægtigste
Småsfylde, eller at henrykkes af en
ætherklar Fantasi i uendelig Aands-
frihed ...,lad saadan en Mand eller
Kvinde læse * ”til en Gran? eller ”Ege-
bladenes” Leg og Samtale paa Farten
til to politiske ”Modstanderes Grave,
eller ”til Foraaret”, ”den første Som-
merfugl”, ”mig selv”, ”den første Gang”,
”George Fredrik von Krogh”, "Ludvig
Mariboe”, ”Robert Major” (afdøde Vin-
jes Yndlingsdigt, jeg hørte ham aldrig
citere det, uden at jeg saa Taarer i
hans Øine), Hilsningsdigtet til England
i ”den engelske Lods” (og det er, som
om jeg gjør en stor Uret ved at tage
disse ud fra deres Sødskende og der-
ved ligesom sige, at de er skjønnere
end Hundrede, som staar igjen) eller
søg nede i en mindre Sfære, f. Ex.
blandt hans Barnedigte; man siger om
Verdensskalden Victor Hugo, at hans
Barnedigte er det skjønneste, han har
skrevet, — Henrik Wergelands staar
fuldkommen ved Siden, ligesom hans
Eventyr: ”Der er Brand i Rosernes
Leir”, kommer op ved Siden af H. C.
Andersens allerskjønneste; eller søg
ned 1 noget lavereliggende, tag f. Ex.
”Opsang for Nantesfareren, Kommer-
ceraad Clausen”, — jeg tænker den
skal holde Maal..., og saa optager
Jeg igjen min Traad og siger: Hvis
en fremmed Kvinde eller Mand, be-
vandret i Verdensliteraturen, kunde
læse dette og andet af Henrik Werge-
land, vilde de ubetinget sætte ham
blandt de største i hans Samtid, og i
det, som er særeget for ham (og en-
hver stor Digter har sit særegne) holde
ham for uovertruffet.
Det særegne for ham er: den Sinds-
fylde, hvori Forestillingerne inderlig-
gjøres. Jeg gjentager det: den Sinds-
fylde, hvori Forestillingerne inderlig-
gjøres, -— her har jeg nemlig ikke Tid
til en nærmere Udvikling; men jeg
tror I forstaar, at det er dette, som
giver ham hans Magt over os, saa at
vi maa beundre, hvad han beundrer,
og elske, hvad han elsker, og først og
fremst beundre og elske ham selv paa
Grund af den grænseløse Hengivelse.
hvormed han beundrer og elsker. Der-
for siger vel ogsaa nu tusener og atter
og atter tusener med mig: Wergeland
var i vor Barndom vor eneste literære
Kjærlighed og siden altid vor dybeste.
og det var af ham, vi først lærte at
elske Fædreland og Frihed, og det
igjennem at elske ham.
Fra denne vor Barnekjærlighed er
det, at Smaaskillingerne har trillet
sammen og støbt hans Billede. Sagnet
siger, der er Billedstøtter, som klinger,
naar den opgaaende Sol rører dem.
Her i Norge vil enhver opgaaende Fri-
heds- og Oplysningstanke først trætfe
hans Billede og derfra forstærket klinge
tilbage i Slægternes Sans.
Der vil hende mere; alt nyt frem-
kalder Kamp, og han vil stige ned og
kjæmpe med. Han er elsket af alle,
men kommer vi ind: paa den dybere
Undersøgelse af ham som Fritænker
som Republikaner, som. den store Ev o-
lutionsaand, der sang om undergaaede
Verdener, og om andre Verdener ”der
endnu slumrer ufødte i Melkeveien”,
— da begynder Striden.
Det er saaledes mer end et Tilfælde
at der blev Strid om ham paanyt,
netop som der var Strid om hans Barn-
domskammerat Grundloven, — om den
rette Forstaaelse af den ene og om den
rette Forstaaelse af den anden. — Det
er saa naturligt efter vore Forholde.
at Hovedstaden vil blive det Sted, hvor
man sidst bliver enige herom. Derfor
kan vi sige, at begge, baade Grund-
loven og han, endnu er paa Reise fra
Eidsvold og hid. Hvorlangt de er
komne, altsaa hvor de tor Øieblikket
befinder sig, er ikke saa let at afgjøre,
«de; som ønsker dette og heri ser
som at det er hid de vil, hvor vi fore-
løbig reiser hans Statue. Den Dag
de begge helt er komne hid, det vil
sige fulgt af hele det norske Folk, da
er ”første Ring” færdig, og Hovedsta-
den blevet Norges Hjerte.
De. som ikke ønsker dette, ja som
heri vilde se vor største Ulykke, og
vor
største Lykke, de bestraales begge idag
af hans frugtbare Tro paa Sundheden
i dette Folk, — og de omfavner i ham
begge Fædrelandets største Søn, — vi
omfavner idag 1 ham (som engang før)
hele det norske Folk.
Herfra gaar vi tilbage til Kampen;
men lad os indvies til den ved at føle
os Brødre og Søstre under Afglansen
af hans Billede.
Saa har jeg nu den Ære og den
uendelige Glæde pe det norske Folks
Vegne åt lade Dækket falde for Bille-
det af den i Folkekjærligheden gjen-
opstandne Henrik W er geland.
Det falde!
Gong paa Gong vart han stansad
— ikkje av ”Optøier”, som. visse Folk
hadde spaatt, men av ein Jubel so
sterk og sann, at um det hadde voret
nokso mange Pipeblaasarar i Flokken,
so vilde dei ha skjemst og tagnat.
Og daa han sluttad og Sløret fall, so
Wergelands Bilæte stort og straalande
steig fram i Solglansen, daa vart Ju-
belen til ein sann Storm, ein ”Haygang
i Luftii: Og Musiken gav Fanfare
Fanurne sekkte seg til Helsing, og
" 2
det var ingen lenger som hugsad,
at der hadde voret Strid
lands Fest.
Det var av dei Stunderne som ikkje
gløymest.
um Werge-
Under heile Festen var Veret fagert.
Ei Stund under Talen kom det eit
millt, droplande Regu gjenom det
sterke Solskiuet, so det vår som heile
Naturen stod i ”Smil gjenom Graat?.
Det var «eit sannt ”Grove’r”, — just eit
Ver for Wergeland.
Litt lenger utpaa klaarnad det
reint upp og vart reint straalande,
og dertil stillt som ein Sumarkveld.
Dette gjorde mykje til, at Festen vart
so fager. Det var so mykje meir mer-
kjelegt, fordi det baade Dagen fyrr
Fraa Spania:
(Fr re)
Klostre, som eingong var so sjaalegt
gildt, lige no for. meste Parten i
Røys; men fraa øvste Toppen, St. Gero-
nimo, hev ein eit storlagt Utsyn yver
Katalonia, noko av Valencia og Ara-
gonia, som ligg utbreidt framfor Fin
liksom eit Landkart med dei stolte snø-
tekkte Pyrenæarfjelli til Bakgrunn, og
mot sudvest ser Bin ende ut yver det
blaae Middelhave, som leikar i Solglan-
sen, til dess det stansar ved nokre blaa-
vorne Prikkar ut mot Himelsyni — dei
baleariske Øyanne.
Eit Fjell, som lige mindre einslegt,
er Monjuich, Barcelona’s Borg, ein raud-
gul Knaus ut mot Have, som han fell
- bratt ned imot; fraa Flata paa Toppen
hey ein eit fagert Utsyn yver den blanke
Havflata og like eins ut yver Barcelona-
Sletti og dei lægre skovvaksne Fjelli,
alt til dess dei veldige Pyrenæenne stan-
sar Syne.
Sitt rikaste Fegre breider den span-
ske Natur. likevæl ut for oss i Sud, iser
langs med Middelhave i Landskapi Va-
lencia, Murcia, Granada og Andalusia,
som alle eig ei Natur-Ynde og ein Vok-
Og :
sterrikdom, som knapt finn sm Like i
heile Europa hellest.
Vidspurt er iser Lande kring Valen-
eia: ”Hagen”, la Huerta, dei kallar;
den strekkjer seg fraa Puzol og Murvi-
edro mot nord til Catarroja og Torrente
i sud, fraa Villamarchante og CUhiva
mot vest, til Middelhavsstrandi mot aust.
Heile Stykkje er ikring 7 Mil langt og
4 Mil breidt og ber med god Rett sitt
Namn ”Hage” hellrettare ”Hagar”. For
ein Motsetning dette rike, veldyrka Lande
daa er imot dei nakne Bergi, dei tre-
lause, svidde Slettenne lenger inn 1
Landet, aude og daude som dei er,
so daudé, at ein kunde tru Ein var midt
burti dei afrikanske Øydemarkjenne, der-
som det ikkje var noko, som minnte
um Berg-Knausanne i Norig! Den byrge
Spaniamannen kallar Lande sitt for
”Europas Andlit”. Men ingenstad er
dette Andlite so vænt og med slik ei
dragande Magt som i la Huerta. Dei
høge Fjelli mot vest og nord liver mot
dei kalde Vindanne, og Verlage her er
so godt, at det endaa for bringesjuke
og andre helsekleine Folk er mykje betre
enn det italienske. Det er framifraa
mildt og utruleg jamt Aare rundt;
strenge Vetrar og Is er so godt som
ukjende; Sumarhiten mildest lin-
og
nest av dei svale Hav-Vindanne. —In-
genstad finn du reinare Luft, ein blaa-
are Himmel, ein grønare Vokster, gil-
dare Tre hell meir straalande Frukter.
Voksterrikdomen 1 la Huerta er so
stor, at nokre Skjeppur Land kann vera
nok til aa føda eit heilt Hus. Dette
kjem no fyrst av det sode Verlage, men
deretter og av den Fonte Vatuings-
maaten; For dei fører Vatn: fraa Gunda-
lavar hell Turia gjenom Kanalar ut yver
Sletti; fraa dei større Kanalanne, Ace-
quias, som er 8i Tale, gjeng mindre
ut; desse leider Vatne umkring til dei
einskilde Sengjenne i Haganne. — Desse
Vatningsgreidunne hev Arabarfolke sett
i Skikk; dei er mura av raud Murstein
og dei er so godt bygde og lagde, at
ein tusund Aar etter ikkje finn noko
aa brøyte.
I det heile maa den stakkars Elvi,
ikkje lenger ho er — 25 leguas —, tola
30 ”Aarelatningar”, som Spaniaranne
kallar det; dei 8 siste og største er net-
upp dei, som vatnar la Huerta. Flvi
vert paa den Maaten so utpint, at ho
ei lang Tid av Aare knapt eig ein Drope
som ho kann føre til Havs, og ein und-
rast daa med god Grunn yver dei staute
og gilde Bruenne, som er bygde yver
Elvi, men no synest vera heiltupp mei-
Det gamle Lagé med Vat-
ningi fraa Maurer -Tidi held seg enno.
Daa det lett vert Strid millom Folk um
alt dette Vatsstellet, hev det ein ser-
skild Domstol til aa greide alt slikt,
Cort de la Seo, som alt skal vera skipa
under Mauraranne. Denne Domstolen:
held Møte kvar Torsdag Kl. 10 utanfor
Hovudingangen til Mee og Do-
niaranne er Bønder fraa la Huerta —
gode Bønder —, og dei segjer Domen i
kvart einskilt Ti felle etter ei stutt Raad-
leggjing. Det er eit merkjelegt Syn aa
sjaa desse Rettsmøti; baade dei stridande
og Domaranne er i Folkebunaden sin,
dei fyrste set sjølve fram NSaki si og
forsvarar ho med mykje Liv og Ordhegd,
og dei siste samraader seg dømer
med likso mykje Ro og Vyrdnad. Domen
kann ikkje innankast; Granden av Spa-
nia maa bøygje seg for den likso væl
som den simplaste Bonden. Vanlegvis
gjeng Domen ut paa Pengebøter, og for
aa vera visse paa, at Bøterne vert be-
talde, er det fastsett, at’den dømde ikkje
maa faa ein Drope Vatn inn paa Marki
si fraa Kanalanne, fyrr Boti er betald.
Det er ein patriakalsk Rettargang, men
vyrdeleg: ved sin store Alder; det span-
ske Styre læt klokeleg Bønderne faa
hava den gamle Retten sin til aa av-
ningslanuse.
50
og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
