Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4de Juni 1881.
Fedraheimen.
87
Fredrik Wilhelm
paa Handelen.
Det vart og brukt Magt for aa
faa fat i lange Hermenn. Preussiske
Soldat-Røvarar, som kunde alle Maual
kjende alle Krokar, flakkad Euro-
på rundt i alle Slags Forkledningar
og brukte alle Slags Kunster for aa
skaffa Kongen det han ynskte. Det
gjekk gladeleg inn
var faarlegt aa vera 3 Alner høg i
den Tidi; men var Ein nokre Tomar
til, so var Ein seld. Dei kongelege
preussiske Folkerøvyararne fylgde den
arme Kjempa Fot og Fet, lagde Fella
etter Fella for Foten hans og brukte
seg paa alle Maatar, til dess det ende-
lig vilde heppast for dei aa faa han
bunden og inn i ei læst Vogn med
fyrebunden Munn — og so avstad til
den preussiske Grensa. Soleids vart
Abbed Bastiani ført burt fraa Altaren
i Klosterkapellet sit i Tyrol; ein annan
Gong hadde so nær ein keiserleg Sende-
mann ved det engelske Hoffet vortet
burtrøvd paa same Maaten.
Ein Forpaktar unne eit Kloster i
Polen var 6 Fot Tomar høg og
hadde lenge voret ettersett av dei
kongelege Røvararne. Men han hadde
fengjet visst um det og tok seg i Agt.
Han passad seg for aa koma for nær
Grensa og sov sjeldan tvo Nætter i
same Huset. Men ventad Kona
hans seg snart, og han laut i den Tidi
vera heime. Det visste Røvararne, og
ei Nott braut dei inn 1 Huset.
Dei fann han i Sengi, munnbatt han
der. vilde so binda Føterne hans ihop,
men i Myrkret batt dei den eine Foten
hans saman med den eine Foten aat
Kona og slæpte paa den Maaten det
arme Kvinnfolket med seg hurtetter
Golvet. Ho vart so skræmd, at ho
døydde paa Staden, men endaa heldt
Røvyararne fram med Tiltaket sitt og
tok Mannen med seg.
Men Klosteret, som han var For-
påktar under, kravde han tilbake. Og
daa Kongen ikkje svarad paa dette.
so tok Abbeden nokre Kjøpmenn fraa
Zillichau, som var komne til em Mark-
vad der i Nærleiken, og heldt dei til-
EE
Og =
1
seg
Abbeden ikkje vilde gjeva seg, og Kon-
gen helder ikkje vilde sleppa den nye
Grenaderen sin, — 80 gav Kongen seg
til aa føra Krig mot Klosteret.
p (Meir.).
== ae
Ordskiftet i Storthinget
um Professorlem til Mans Ross.
(Or ”Stortingstidende”.)
Johanssen: Som det vil sees af
Indstillingen, er der i Komiteen et Min-
dretal, som ikke har troet at kunne an-
befale det foreliggende Forslag. Jeg
skal tillade mie kortelig at begrunde
dette Mi Opfatning. Det er vis-
selig af stor Vigtighed for det hele Folk,
at vore Byg sdbmen) holdes i Aet og Are,
at de ikke blot bruges freidigen og lyt-
tes til med Agtelse og Velvillie, men
ogsaa faar videnskabelig Bearbeidelse.
Hvorledes vort nuværende føælles Tale-
og Skriftsprog vil komme til at udvikle
sig, kan ingen sige i det enkelte; men
ligesaalidt som det mere end noget andet
Sprog kan staa stille, ligesaalidt er det
vel tvilsomt, at Udviklingen maa gaa
i den Retning, at det efterhaanden bliver
mere hjemligt og kjært for alle i dette
Land, hvilken Landsdel de saa tilhøre,
og saaledes bliver endnu mere tjenligt
til Udbredelse af sand Oplysning og faar
endnu større Magt, end det nu har, til
at binde os alle sammen. Hvilken Be-
tydning en videnskabelig Bearbeidelse
af. Bygdemaalene i saa Henseende har,
erkjender Mindretallet ligefuldt som Fler-
tallet. Vi erkjender ogsaa, at det er
naturligt og rigtigt, at man ønsker at
se ogsaa dette videnskabelige Arbeide
repræsenteret ved vort Universitet, men
for det første antager vi, at som Regel
bør Universitetet selv først høres, før
man skrider til at oprette nogen ny
Professorpost; det antager vi i den Me-
ning, at Universitetet er en selyskreven
Talsmand for de Krav, som baade den
almene Videnskabelighed og nationale
Interesser stiller til vor Høiskole. Der-
næst er vi, som det sees af Indstillingen,
tilbøielige til at antage, at der med
størst Rimelighed tillægges et saadant
nyt Professorat, som her er foreslaaet,
norsk; eller om man vil, nordisk Sprog-
videnskab i det Hele. Personlig er jeg,
som jeg har anført i Instillingen, til-
bøielig til at tro, at det ogsaa baade i
national og videnskabelig Henseende er
korrekt, om man tillægger en ny Pro-
fessor norske Bygdemaal og Oldnorsk.
til Oldnorsken er det saa
umulig at lære Bygdemaal. Men naar
jeg antager dette, er det ganske vist
med den Forudsætning, at man ogsaa
med det samme eller snart efter vil
komme til at oprette et Professorat 1
vort nuværende Tale- og Skriftsprog.
Vi tror fremdeles, at der ikke tør siges
at være irettelagt Vidnesbyrd fra viden-
skabelige Autoriteter om, at den fore-
slaaede Mand, hvis Iver og Dygtighed
jeg kjender ligesaavel som, hans varme
Hjertelag for alt folkeligt, at han er
skikket til at være Professor, og han
har ikke endnu fremlagt saa betydelige
Skrifter, at der iblandt Publikum har
kunnet fæste sig nogen Dom med al-
men Tilslutning i saa Henseende. Hvad
Oprettelsen af extraordinære Professora-
omtrentlig
ter for en bestemt Mand angaar, maa
jeg erkjende, at jeg anser det for en
tvilsom Ting, selv om Universitetet an-
befaler det, naar ikke de videnskabelige
Fortjenestér er ganske extraordinære.
Jeg tror det var tjenligt, om det blev
almindelig anerkjendt, at det er nyttigt
og priseligt at støtte og understøtte
rundelig mange Videnskabsdyrkere, selv
om man ikke gjør dem til Professorer.
Men hvor de videnskabelige Fortjenester
er anerkjendte som ualmindelige, der
vilde ikke jeg have nogen Bet pe
hed ved at følee et her som var
taget her i Salen, og stemme for et
extraordinært Professorat for en bestemt
Mand. Med disse Bemærkninger tillader
jeg mig at optage Minoritetens Forslag
om, at det for Ross bevilgede. Stipen-
dium forhøies til Kr. 3,500. Jeg er
vistnok ikke utilbøielig til, hvis den
Tanke finder Støtte hos flere her i Sa-
len, at foreslaa — om end ikke at oprette
et extraordinært Professorat — hvilket
jeg nødig gaar med paa, men foreslaa,
at man henstiller til Regjeringen til
næste Aar at lade os faa høre Univer-
sitetets Mening om Oprettelsen af et
ordinært Professorat i norsk Sprogvi-
denskab.
J. Sverdrup:
dent, tillod mig at fremsætte
slag, ventede jeg ikke i noget
at. blive imødeganet med de Grunde,
hvorpaa Minoriteten har lagt Vægt. Vi
har anskuet Sagen her i Storthinget
tidligere ikke blot fra et videnskabeligt
Standpunkt. Vi har — og der var
mange Mænd med i den Henvendelse —
henvendt os til Styrelsen for at faa vort
Folkesprog respekteret i vor Folkeskole,
og jeg mener, at naar man ønsker dette,
naar det er en Trang hos Nationen, som
har faanet sit Udtryk gjennem dens valgte
Da jeg, Hr. Præsi-
mit For-
Tilfælde
gere Foranstaltninger at tage end at
lade Bygdemaalet videnskabelig bear-
beide videre, efterat den nødvendige
Samling og Forberedelse har fundet
Sted. Ja,jeg vil sige, at i det Øieblik,
jeg forlanger Folkesproget indført i Fol-
keskolen, anser jeg det for min Pligt at
benytte alle Midler, som staar til min
Raadighed for at se Folkesproget bear-
beidet rent og klart videnskabelig. Hvad
siges der da? Jo, der siges af Minori-
teten som Grund til ikke at oprette et
extraordinært Professorat for Hr. Ross,
at Universitetet bør høres først. Jeg
har i denne Mal gjentagne Gange hørt
med stor Anerkjendelse berømmet den
Liberalitet, som Storthinget i ethvert
Tilfælde eller ialfald regelmæssig har vist
ligeoverfor Universitetet. Skulde det
saa kanske være en passende Gjengjæld
for dette Hensyn, som Storthinget har
taget til Videnskabens Dyrkelse i vort
Land og til vort første, jeg kan næsten
sige eneste videnskabelige Institut,
skulde det være en passende Gjengjæld,
at naar Storthinget ønskede en Profes-
sorpost oprettet til videnskabelig Bear-
beidelse af et af de vigtigste Fag, hvor-
ved dette Folk kan fæste sit Hjerte,
saa skulde det ikke kunne ske, forinden
man havde hørt Universitetet? Hvad
skulde man faa høre? At Universitetet
kanske kunde have en anden Mening
om en Professorpost som denne, at man
før skulde tage en anden Mand ind.
Men om saa var, det kan da ikke skade
Universitetet, at det faar en Professor-
post mere, og at det stilles i Udsigt,
at man kan komme til at kræve nok
en Bevilening for at supplere det store
Nationalarbeide, hvorom her handles, og
hvad dermed staar i Forbindelse. Det
maa da være en fremtidig Sag at over-
lade til Storthingets Konduite at træffe
en Bestemmelse. Skulde det være mu-
ligt, at man mødte nogen virkelig alvor-
lig Indyending af Tuiversitetet, om man
bevilgede Midler til at oprette et Pro-
fessorat i det . norske. Folkesprog? Jeg
kan ikke tro det; det vilde ialfald
stemme meget daarligt med den omtalte
Aner kjendelse af, hvormeget Universite-
tet skylder Stortingets Tåberalitet. Men
der er en liden Tilføielse endnu. Der
siges, at Hr. Ross har vistnok været
anbefalet, men kun været anbefalet til
en Fer ikke til en Profes-
sorpost. Jeg kan altsaa tænke mig, at
Universitetet kunde sige: Ja, vi skal
ikke indvende noget mod Oprettelsen af
en Professorpost 1 norsk Folkesprog;
men vi anser den og den Mand, Hr. N.
N. for mere skikket til det end den,
er det sagt at det kjem av den blaae
Andalusia-Himelen og det herlege Ver-
lage. Damunne ber Mantillur og Kjole
av myrkt Ty, Kvinnunne av dei lægre
Klassunne hev bert Haar, som dei set
ein Blom i, og ljoseraude, gule hell
grøne Kjolar. Kvar større By i Anda-
lusia gjer naturlegvis paa spansk Vis
Krav paa aa eige dei fagraste Kvinnur
og held fram Fagerleiken deira i Vers,
som so: "Las Granadinas son muy
tinas”. "Las Malaguenas son muy hala-
guenas” (tryllande) osfr.
Ei serskild Form for den egte Anda-
lusiaren hev ein i Majo’en dei kallar,
eit Ord, som ein ikkje godt kann setja um,
men der er nærast tenkt paa Klædebuna-
den, vakker, pynta. - Han er den spanske
Dandyen, ein ven, velvaksen Andalusiar,
som veit um Venleiken sin, er glad i
fine Klæde og trur, Gjentunne ikkje
kann staa seg mot han. —Majo-Klæ-
debunaden, dei egte, andalusiske Folke-
klædi, er ei stutt Trøye av farga Fløyl,
oftaste folet, utsydd med Silkesnorer,
Rosur og Sylvknappar; vidare: ein stri-
putt Silkeduk um Halsen, Knebrok av
vidkjende Songar utanaat, danse Fandan-
go’en sin, vera god til ride, og um han
ikkje nett maa vera Oksekjempe, maa
han likevæl kunne syne seg paa Vig-
vollen. Han er kvendekjær og givmild
mot Gjenta si, jamvel mykje meir enn
han kann tole; han hev god Hug til
hemne seg sjølv med Dolken, og fær
det derfor ofte kjeidsamt med Politie;
stutt aa segja, det er ein greid Fyr, men
eit ”mauvais sujet”.
Det kvendelege Sidestykkje til han
er la Maja; ho svarar heiltupp til han;
Blode hennar er heitt; ho jamrar seg
ikkje, um Kjærasten hennar ikkje er
henne tru, menu forstend godt aa faa
hemna seg sjølv.
Den livlege Audalusiaren — baade
Majo og Maja, ser ein i sin fulle Glans
paa den vidkjende Marknaden i Mairena,
ein liten By millom Sevilla og Carmona.
Marknaden varar i tri Dagar, 25de, 26de,
og 27de April og er ein Folkefest for
heile Andalusia. Daa kjem Fjellbyggen
ned paa Sletta, syngjande:
I den blømande April
til Mairena no me vandrar”
Guitarar, Smell av Smellstikkur, Skrik
av Kræmarar, Tatarar, Esel, Oksar,
Kattemusik utan Ende! For maalande
Klædebunadar ! for eit Folkeliv! Majoen
trakterar paa Maja si Manzanillavin, og
Mauraren fraa "Tafilet byd Dadlar til
Skyldingarne sine i Europa. Daa syner
Majoen rett kor han kann njota Live og
vera sjølvgod i Elsken sin; han kann ta-
kaidaa: ”Du Kjærleiks-Engelen, 2jøym
den litle Foten din litt betre og lat
ikkje ærlege Folk reint fortapast og lide
Helvetes Plagur! Ser du ikkje, at han
er endaa fagrare enn Åugo dine og
stuttare enn Ly kkami? Kvier eg ikkje
ein Silkemakk, so eg kunde spinne Silke
ut or Hjarta mitt fil aa dekkje Foten
din med til Aars?” ”Sjaa ikkje paa
dei stakkars Gutanne med slike Augo,
som glimar meir enn Stjernunne paa
Himelen, og som er myrkare enn mi
Sorg!”
Åndalusiaranne er dei, som røykjer
mest i Spania, endaa der. som dei røy-
kjer so mykje. Um dei er fatike, vil
dei likvel gjerne syne seg og trakterar
endaa framande Ferdafolk, som sit ved
9 Av E) .
ake me ot ”s slar aa | Uden Oldnorsk og uden stadiet Hensyn | E - - i
bake med Magt ”som Gidslar Daa SA RD y Repræsentanter, da er der ingen nytti-|som er bragt i Forslag. Her, Hr. Præ-
ved seg noko, som baade er sterkt og|Fløyl, eit raudt Silkebelte um Liveltil Mairena, som ligg midt imellom Oli- |same Borde i Kaffihus og paa andre
yudigt, og som gjer at dei vett dreg l|(faja), fine, kvite Hosur og Sko. Han |venlundar, som ein Drope i ei Blome- |offentlege Stader; naar ein ikkje vil
Folk aat seg, det er det som Spania- [maa kunne bruke Vaapni sine — iser | klokke, Åndalusia- Dronningi i mnokre|finne seg i det, vert dei misnøgde. Denne
ranne kallar ”Salte”. I ein Folkesang|Dolken —, spela paa Guitar, kunne. alle|Timar. — For eit Staak! Klunk paal|givmilde Naturen syner seg og å, at
dei er meir godhjarta mot F: atikfoll k enn
andre Spaniarar.
Den ytterlege Religiøsiteten deira
gjer dei fælt so ovtrune. Dei trur dei
utrulegaste Sogur og Segner; 1 dette
Stykkje er det Granadafolke som serleg:
merkjer seg ut; den austlandske Hug-
syni deira kann late dei søkke ned i
den eventyrlegaste og underlegaste Drøy-
ming, slik som Washington Irving hev
synt oss det i Sogunne sine um Gra-
nada, soleids um dei gjøymde Skattanne
i Alhambra, som Drakar hell tryllte
Maurar vaktar paa; um underfulle Na-
turkrefter; den merkjelege Vokstereu
Pito Real, som kann lækje blinde og
hev ei slik Kraft, at Hestehovar spring
sund, naar han kjem innpaa dei, osfr.
Folke i Alpujarras-Fjelli, der dei siste
Leivinganne av Manrarar hev halde seg,
liknar mest paa Norfedrenne; dei er
gjestmilde, ordhaldne og annsame; Maale
deira er blanda med mange mauriske
Ord, og dei hev halde ved mange mau-
riske Skikkar. (Meir).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
