Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
27de August 1881.
Fedraheimen.
135
Raaskap hellest. Det er daa plent
som Ein ikkje kann stella det same
Krav um eit reint og sedsamt Liv til
ein Offiser som te Folk av andre
Samfundslag. Eg hev set mange
Mannsemne vorte burtskjemde paa
Eksisturen, men aldri nokon vorte
betre. Eksisen er det greidt me maa
hava for aa læra oss te aa verja Lan-
det, og Ein fær finna seg i den Møda
med Godvilje, men eg er sikker paa,
at Eksisen kann gjerast slik, at han
ikkje vert anten so lei heli so skade-
leg for Moralen og Samfundet.
Det er det, at Eksisen er so ut-
skild fraa det andre, som gjer han so
lei for Landet, det at han berre gjev
seg av med aa læra upp Folk te aa
eksera. Men var me eit vitugt Folk,
so nytta me ut solangt som me kunde
dei Pengarne, me er nøydde te aa
gjeva fraa oss. No nyttar me Eksis-
pengarne daarleg, for den Upplæringi
i Herteneste, me fær, veg ikkje upp
mot det Tap, Lande hev for desse
Pengarne i Moral og Daning, endaa
me kunde nytta dei ut te Vinning i
so Maate au. Me fortener sanneleg
Fatikdomen vaar, naar me er so daar-
lege Hushaldarar. ;
Eit huglaust Arbeid gjer Mannen
lei og vond. Soleids gjeng Eksisen
for dei fleste, dei skynar ikkje kva
Vit og Meining det er i alt det, dei
gjer, og anten maa det daa au so
vera, og daa er Tid og Pening burt-
kasta, hell um det er Vit i det, kvi
legg ikkje Offiserarne det ut daa, hell
skriv ei grei Bok um det, so andre
au kunde skyna det?
Eit daarlegt Stell med Mat og
Husvær vert Ein hell ikkje godhuga
av. Merkjer Ein so attaat, at han
ikkje vert akta og vyrd som Andre,
og at han vert driven te Mangt, som
Andre gjer godbedne, so skal det vera
sterke Gutar, som ikkje tek Skade av
det. So nokoleis er det med Eksisen.
Paa Austlandet held dei det ikkje
for burtkasta Pengar aa byggja upp
gjilde, ljose Sæterhus, um dei berre
kann vera der £—5 Vikur um Aaret.
Det aukar Daningi og Vælværet. Tru
det daa ikkje vilde løna seg aa hava
det likeso gjildt for dei som skal liggja
paa Læring baade tvo og tri Maanar
um Åaret. Eg meiner, det var ikkje
burtøydt, um Amtet au lagde til ein
Skiling, der dei hadde Raa, te aa faa
Skikk paa detta. For det er greidt
det maa vera sopass, at det kunde
haldast Skule hell Fyredrag i denne
Tidi, so dei kunde hava gode Minne
med seg heimatt og ikkje som no
fyllast meir med Last og Lyte. Men
korleids er det no? Ullmann var der
nære, men han visste, det kunde ikkje
nytta so mykje som aa spyrja um Lov
til aa tala paa Moen. Slik er det
laga. — Det stend noko forfallne Hus
paa Moen, det er allvisst eit stort eit,
som er so veikt, at dei ikke tor lata
Folk vera i det, men mykje av Emnet
ser ut te aa vera brukelegt. Eg trur
det var meir Vinning, um dei tok alle
800 Mann og te aa riva ned desse
og faa Lag paa dei, so dei kunde
brukast te noko, mot at dei no skal
ganga Aar etter Aar og argast og
sjaa paa, at dei fell ihop for Ver og
Vind. Slik er det laga.
Hellest er det Offiserarne ved Krigs-
skulen, som hev raadd her iaar; me
tykkjer han var striare Eksisen iaar
enn ifjor, for det er no fyrst ein halv
hell imot ein heil Time lenger Årbei um
Dagen iaar, og so er Kviletidi au slik
laga no, at ho meire blandest inn i
Eksisen, so det er Eksis og Kvild um
kvartanna heile Dagen, og me be-
gjynder ikke fyre Kl. ’,7 um Morgo-
nen. Me likar betre, som me hadde
det ifjor; daa begjynda me fyrr, og
fekk kvila godt ut ved Middagen, men
no vinn han snaut meire enn aa eta
og drikka, sova og pussa, han fær
ikkje Stunder te anten lesa hell skriva.
Iaar hev det kome tvo nye Paa-
bod, som er merkjelege. Soldaten maa
ikkje bruka norsk Maal, naar han skriv
te sine *Foresatte.* Det er hell ikkje
Lov for Soldatarne aa samla-seg og
talast ved, ikkje *Optog’* og ikkje
Uppslag paa nokon Vegg hell skal
vera lovlegt.
General Wergeland var kjærkomen
er Urett” Kva er godt? Kva er vondt?
Kva er stygt?” Kva er ædelt? Kya er
Maatehald?” Kya er Daarskap?” Han
var den græske Moses elder Paulus,
Forkynnaren og Forklaararen av dei mo-
ralske Tankarne. Samvitet, Guds Stat-
haldar i Sjæli vaar, var i honom ei
Apostelrøyst, og hans djupe og fagre
Ord fann Medhug hjaa Folket hans og
lærde dei med Hugnad aa lesa den evige
Loytavla, ritad i kalde men forunderlegt
klaare Drag paa hans gjenomtenkte Vis-
doms Marmor:
3. Men den græske Filosofien bygde
Herren Veg, ikkje berre gjenom klaar-
nande Gudsuppfatning og djupare Moral,
men og gjenom Utvikling av sjølve
den religiøse Trong elder Kjensla.
a. Han vekkte ei djup Skuldkjensla.
1) Ordet, som vart brukt til Uttrykk
for alle Slags Upgjerningar, er ”até.”
Grunntanken i dette Ordet synest vera
det same som den kristelege Syndstanken.
”Até var ei Forvending av den mo-
ralske Naturen. ei Fortrylling av Sans
og Vit (som ved Svevnørska og Vin) ved
Innyerknad av vonde Guddomsmagter,
og so dernæst: Forbrot, Syndeyerk. Den
græske Diktarhugen, som gjorde kvar
stor Tanke til Person, tenkte seg Afté
som ei Gudinne. 2) Natur-Røysti i den
Helleniske Filosofien lærde liksom Mose-
loven, at ”Sjæli, som syndar, skal døy.”
Folk trudde, at dei maatte lida for
Syndi liksom naar Ein betalar ei Skuld.
Dei hadde eit uklaart Fyresviv um, at
”Syndeløni er Dauden.” For i Hælarne
aat Afé fylgde Nemesis, Hemn-Gudinna,
det personleggjorde Uttrykk for den rett-
vise Vreiden aat Gudarne. Vak og
sterk som ho var, kunde ingen Syndar
sleppa ifraa henne. Ho var den helle-
niske Blodhemn-Valkyrja, og ingen ”fred-
lyst Stad” kunde gjeva Frelse for henne.
Loyarna hennar gjekk med Toredøn som
paa eit attisk Sinai gjenom det seinare
græske Metvit.
b. Denne sterke Skuldkjensla fekk
Sjælerne til aa ropa etter ein Uppreis-
ningsmann, ”ein Dagens Mann imillom
oss, at Notti kann leggja Henderne paa
baae.” Folk søkte Trøyst mot si Sjæle-
naud i Bøn til Gndarne og i Ofringar.
Men Offeret kunde ikkje meir her enn
i Jødeland gjera sine Framberarar full-
komne. Ettersom Gudsuppfatuingi klaar-
nad og Tanken um Synd fekk meir og
meir Magt, tok Manna-Sjæli i Hellas
til aa lengta etter ein Frelsar. Den,
som kjenner seg syndig, er rædd Nær-
været av ein rein Gud. Hjartat kann
ikkje kvila i det uendeleg høge. Me
iaar, daa han kom te Moen 4£—5 Da-
gar fyrr me slutta, med di at han hadde
Brigademusiken med seg. Den hev
spila kvar Dag baade seint og tileg.
Du kann tru, det er Moro aa mar-
sere, naar den læt, Foten dansar 1
Marstakt av seg sjølv, og du vyrder
ikkje, kor lenge du held paa. So um
Morgonen. Denne Trumma var me
so leide, naar ho kom Kl. 5 og dura
so vond og vill paa det, at no laut
me standa upp; var Ein trøytt, var det
lite morosamt aa høyra. Men naar
heile Musiken kom, ja det var nok
same Marsen, men det var Forskjel
paa; han var so ven, du kunde graata.
Du kann ikkje faa somna att, fyst
han tek te, du maa liggja og lyda og
høyra Tona te Eudes.
Men underlegt er det, at dei ikkje
kan stella det slik, at me fekk høyra
den oftare; naar det er Brigaden, som
eig den, tottest det rimeleg, at han
anten dela seg um Sumaren, hell reiste
umkring te dei fire Bataljonarne i
Brigaden, so dei kunde faa godt av
den alle, mot no, naar han skal vera
i Kristiansand mest all Tidi.
Grdskiftet i Stortinget um
Bevilgning til norsk Bibelumskrivt.
(Or ”Storthingstidende”.)
(Fraa Nr. 32.)
Konow: Hvis det gjaldt om at
fastslaa en endelig Form for en officiel
Udgave af Bibelen paa Landsmaal, da
vilde det være et Spøresmaal af Vigtig-
hed, i hvilket Maalføre denne Oversæt-
telse skulde foregaa. Men alle er vel
enige om, at der ikke nu er Tale om
en saadan Udegave, og da synes jeg, der
ligger mindre Vægt paa, hvilket Maal-
føre der her bruges. Hvad der er af
Vigtighed er, at Oversættelsen foregaar
paa en saa god Maade, som ønskelig er,
og i et Sprog, der værdigen svarer til
Indholdet. Hr. Skoledirektør Bonnevie
mente, at det var en Misforstaaelse fra
min Side, naar jeg havde forstaaet Hen-
vendelsen fra denne Forsamling til Re-
gjeringen og Regjeringens Foranstalt-
ninger i saa Henseende, som om det
gjaldt at lade Lærerne tale almindeligt
Landsmaal i Skolerne, hvorimod Menin-
gen jo har været, at Læreren saavidt
muligt skulde lempe sig efter Børnenes
Sprog. Jeg kjender meget vel til den
Form, hvori Henvendelsen er skeet og
kann ikkje byggja vaar Heim inn un-
der Glansen av eit allsynt Auga. Me
kann ikkje finna Kvild inn ved Thruna,
umringad av Skyer og. Myrkr. Me
kann ikkje taka det evige med Hen-
derne. Aaleine ein løynd Gud, som
stig fram som ein av oss, som Bein av
vaare Bein og Kjøt av vaart Kjøt,som
kan graata med oss og yver oss, som
kan segja til oss: ”Kom hit til meg, og
eg vil gjeva dykk Kvila”, han aaleine
kann gjeva oss Trøyst og Fred. Det
græske Hjartat hadde Trong til ein slik
Gud, mild og naadig, i Manns Skapnad,
og at han skulde koma, det gjekk som
ein uklaar Draum gjenom alle Folke-
slag, som alle lengtad. etter honom.
Hjaa Hellenararne finn me Draumen
meir og mindre bunden i Synerne um
Prometeyvs og i andre Former av græsk
Mytologi. So kjende hadde Folk gjort
seg med denne Tanken, at daa Paulus
og Barrabas 1 Lystra viste si overna-
turlege Lækjarmagt, sagde Folket: ”Gu-
darne er komne ned til oss i Menns
Likning”, og dei kallad Barrabas Jupiter
og. Paulus Merkur. (Meir.)
til den Form, som Regjeringen har givet
sin Henstillen til Skoleautoriteterne.
Men jeg fastholder alligevel, at dette vil
det i mange Tilfælde være vanskeligt
for Lærerne at gjøre, naar de ikke kan
støtte den mundtlige Undervisning ved
skriftlige Hjælpemidler. - Der siges vist-
nok af Hr. Bonnevie, at der er stor
Forskjel mellem de enkelte Maalfører og
det Normalsprog, hvori en stor Del af
Bøgerne er udgivet. Det kan saa være,
at Forskjellen er stor, meget stor endog
paa enkelte Steder; men den ér deri-
mod i andre Egne temmelig forsvin-
dende. I den Del af Landet, hvori jeg
er kjendt, er Forskjellen mellem Bygde-
maalene og det Normalsprog, hvori
Literturprøyer har været udgivne, ikke
betydelig, og jeg tror, at i hvert Fald
i hele Bergens Stift vil en Udgave af
Bibelen, selv om den er skrevet i tem-
melig stivt Normalsprog, ligge det Tale-
sprog, som der bruges, betydelig nær-
mere end den i vort nuværende Skrift-
sprog foreliggende Udgave. Jeg kan
derfor ikke komme fra, at et saadant
Arbeide vil være af stor Nytte for Læ-
rerne i en stor Del af Landet.
Qvam: Jeg er bange for, at de
Herrer, der har erklæret, at Tiden ikke
er kommen til ved offentlig Understøt-
telse at bidrage til Bibelens Oversættelse
i vort Folkesprog, ikke har fulgt syn-
derlig med MWMaalsagens Udvikling og
navnlig ikke kjender synderlig til den
Literatur, som allerede er oparbeidet i
Landsmaalet. Kjendte man tilstrække-
lig til dette, vilde man ikke komme
med Udtalelser som de, at Tiden ikke
var inde, og man vilde endnu mindre
sige, at vi ved ikke endnu, hvorledes
Bibelen eller Afsnit af Bibelen vil tage
sig ud paa det Sprog. Thi der er alle-
rede udkommet Oversættelser i Lands-
maalet af forskjellige Dele af Bibelen.
Jeg har for mit Vedkommende læst en
Oversættelse af et af Evangelierne, og jeg
maa sige, at den tiltalte mig. Der er
ogsaa udkommet paa Landsmaalet adskil-
lige Opbyggelsesskrifter og Salmer, deraf
ikke saa faa af adskillig Værd. Naar
man ved Siden af dette erindrer sig, at
Bibelen er oyversat paa mangfoldige
Sprog, og ogsaa hos os paa et Sprog,
nemlig det lappiske, som aldeles ikke er
dyrket, som aldeles ingen Literatur har,
saa høres det forunderligt, at man kom-
mer med den Paastand, at Tiden er endnu
ikke inde til at oversætte Bibelen i vort
Folkesprog. Dernæst er der gjort den
Indvyending, at det endnu er ganske
uvist, hvilket Maalføre der skulde væl-
ges. Ja Meningerne derom er dog ikke
saa delte, som paastaaet her idag. De
allerfleste, som har praktisk bearbeidet
denne Sag, som har deltaget i denne
Literaturs Udvikling, har mer eller min-
dre nært sluttet sig til den saakaldte
Åasenske Normalform. Naar det er
bleven paaberaabt, at en Maalmandi det
Throndhjemske, Hr. Høyem, har vakt
Qpposition derimod, vil jeg dertil sige,
at Hr. Høyem hidtil egentlig kun har
arbeidet i sin Bygdedialekts Tjeneste,
forfegtet den. Han har søgt at bear-
beide den Dialekt, som laa ham nær-
mest, saa at den optog 1 sig de for-
skjellige thrønderske Maalfører. —Saa-
ledes begyndte han; men efterhaanden,
søm han har arbeidet sig videre i denne
Sag, har dog hans Maal nærmet sig
mere og mere til det Aasenske Normal-
sprog, og det vil sikkert blive Ende-
resultatet for hans Vedkommende ogsaa.
Jeg ved nok, at han endnu staar paa
det Standpunkt, at de Thrønderske og
Østlandske Dialekter maa faa mere Raa-
derum, komme mere og stærkere til
Orde end skeet er i den Åasenske Maal-
form; men, som sagt, den Ting jævner
sig nok af sig selv. Saa er der ind-
vendt, at Belsheim ikke er Manden til
at overtage dette Arbeide. Ja, hvisjeg
ikke har opfattet Tingen feilagtig, er
Belsheim saavidt Manden, som han er
Herre over Grundsproget. —Textkritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
