Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17de Septbr. 1881.
Fedraheimen.
147
Hofflivet med sin Ovlivnad, sin Stas
og sitt Fjas og sine Udygder gløypte
og i seg uhorvelege Pengehaugar, og
det hev visseleg gjort meir til aa auka
Riksskuldi enn Folk veit av. Eg skal
her berre faa Lov til aa minna um
dei aalkjende Ting, som kvar einaste
Skulebok veit aa fortelja um desse
Kongarne, og so kann Ein sjølv døma.
Um Kristjern I heiter det: ”Han
var stødt i Pengeknipa”, og Svenskarne
kallad honom ”den bottenlause Taska”.
- ”Norig fekk svida hardt for Pengeknipa
hans.” Fredrik II: ”Turad dugeleg”.
Fredrik III: *Brukte alle Slags Raa-
der for aa faa Pengar aat seg”. Krist-
jan V: ”Øydde upp mange Pengar”.
Fredrik IV: *Øyddeupp mange Peng-
ar paa unyttige Ting og livde eit for-
argelegt Liv. Kristjan VI: *Øydde
upp uhorvelegt med Pengar paa gjilde
Kongsgardar*. Fredrik V var nok
umpass lik Fredrik IV og Kristjan VII
heldt paa med *Lauslivnad og Turing,
til han gjekk fraa Vitet*.
No meiner eg, at berre av dette
kann Ein skyna, at Hoffet gjorde sitt
til aa arma Landi ut og auka Skul-
derne.. Kor mange Millionar det gjekk
med berre til aa byggja upp Kongs-
gardar fyre er ikkje godt aa segja;
for det var mest endelaust. Vilde Ein
so rekna med «alt det, som Norig tapte
paa annan Maate for Skuld den altid
bottenlause Kongepungen, — so skulde
det verta Summar, som gjekk yver
alt det me kann drøyma um.
Danmark hadde noikkje havt stort
likare Lagnad en me, og difor var
det væl best at me tok vaar Part av
Riksskuldi og drakk den beiske Ufri-
domsdrykken ut til siste Dropen. Men
at det skulde vera so reint gjildt aa
gjera dette, elder at det skulde vera
so galet av Nordmennerne, um dei
tenkte seg litt um, fyrr dei gjekk med
paa dette Kravet etter alt det vonde,
dei hadde røynt av Danskeveldet, og
ettersom Landet daa stod i Penge-
vegen, — det kann eg ikkje finna. Eg
trur, at naar Fridomsmennerne gjorde
Motstand, so gjorde dei det i den ær-
lege Trui, at Norig alt hadde ofrat
nok av sitt Gull til Danmark, og det
hadde dei visseleg Rett i.
Men — *den som er med i Herra
Leik fær taka nokot av kvar Steik.*
Hadde Norig havt Raad til aa halda
eit slikt Styre gjenom 400 Aar, — so
fekk det og hava Raad til aa betala,
kor urettvis Betalingi enn i seg sjølv
kunde vera. Det er dette, som Ein
kann segja Fridomsmennerne i den Tidi
gløymde; men det er og alt, som Ein
med Grunn kan segja imot dei.
1789—18839.
* (John Lie.)
Eg mins *ki bær hell eg las her
ein Dagen at Høgre slær paa, at i
1888 hell so bør eit Stormannsmøte
traa saman aa gjeva Norgi ein ny
Grunnlov. — D’æ spelege Draumar,
som Høgre daa nossar seg mæ. D’æ
stutt millom 1888 aa 89; den nye
Grunnloven ville væl vera ferug i 89
kann me tru; men Høgre sill’ minnas,
at dette 89 æ eit lagnads-tungt Tal —
for Absolutistar aa Aristokratar, daa.
I 1889 bli de nettupp 100 Aar ette
den store franske Revolutionen,
aa de ville vist lite nytte aa
koma mæ absolutistiske Draumar cg
Tiltak just daa. Me vonar, at Høgre-
mennerne for si eige Skull tenkjer
seg um baade tvo aa tri Gaangur, fyrr
dei legg i Veg mæ slikt, aa at dei
kjæm ihug, at *ein Fugl i Haandi æ
bære hell ti paa Take.* Dei vill daa
væl inkje reint drive Folk upp i Repu-
blikanismen helle. De *hastar daa
væl inkje so mæ de* for Høgre,
veit eg.
D’æ væl visst, at i 1889 kjæm de
ti bli stor Stas aa Gleda Verdi rundt
ti Minne um den Fridoms-Soli, som
daa for 100 Aar sidan rann upp yve
Heimen. Aa denne Soli hev etter den
Tidi stige alt høgre og høgre; Reak-
sjonen hev sendt fæle Lygner aa Bon-
ningar bortyve henne liksom digre Sky-
Flokar; men ho æ like vene, varme,
blanke, ja venare, varmare, blankare.
Derfor vil Heimen halde Fest. Aa so
sille me daa liggje her aa innføre ab-
solut Veto aa Overhus aa heile dette
gamle Skrape, aa so kansi til Takk
faa oss utnemnt ein ”Jarl av Vika”....
Jau de vart Stas! —
— Aa nei! So langt ut or Ætti
er daa Nordmennanne ikkje komne.
Ny Bok.
Det norske Samlag gjevi desse
Dagar ut "Lauvduskar’* No. IV.
Denne *Dusken* er større enn dei, som
fyrr hev komet ut, og er ei heil Bok
(121/, Ark). Boki inneheld baade mykje
og mangt, som du kan sjaa av Inn-
haldslista:
I. Avhandlingar og Skildringar.
Norig og Norden (Arne Garborg). —
Harde-Aslak (Johannes Skar). — Per Bø
(Kristofer Janson). — Olaus Fjørtoft (R. F.) —
Kongedøme og Republik i Grekenland, —
Glop-Urdi. — Targjei Gunnarsson Kollshus
(Joh.s Skar). — Norsk Maalarkunst. — Det
norske Teater i Bergen. — Ferdaminne fraa
1876 (G.) — Fraa ei Englandsferd (S.) —
Nokre Dagar ut med Havet. — Øysterdalen
(I) — Skotteslaget 1612 (Andr. Austlid). —
Henrik Wergeland (etter Kr. Janson). —
Jon Sigurdsson (A. H).
Forteljingar og Sogur.
Det skulde so vera (John Klæbu). —
Den store Ramskei-Fyla. — Fremmandgjenta
paa Torpo.— ”Fraa Dansketidi” (Kr. Janson).
— LarsFlug. — Friarferd (Helge Eivindson).
Il. Dikt.
Bondevotum i Maalsaki (0. E. Følsvik).
— Norsk Fedrelandssong. — Til mitt Land,
daa A. 0. Vinje gjekk burt (H. R.) — Ole
Bull. — M. B. Landstad (Jørund Telnes).
— Henrik Krohn I (Kr. Janson). — Henrik
Krohn II (Hans Mo). — Karl Johan Nilsen. —
Guten syng. — E lita vakker Draak (Jo
Øverkil) — Sumardag (0. E. Følsvik) —
Hausten (John Lie). — Upp og ned (J.) —
Frodevers (J.) — Valdrisen paa Heimvegen
(Henrik Wergeland).
Me vonar, at Folk vil sjaa Mun i
denne Boki no, daa dei lange Haust-
kyeldarne og Vinterkveldarne kjem.
Er du med i Samlaget, so fær du
Boki strakst, og fritt, so sannt som du
hellest hev betalt Aarspengarne.
Av Innhaldet skal me nemna eit
nytt Dikt, som Folk vil tykkja Moro i
aa sjaa, av di dei det vist vil kjenna
att ein gamall og kjær Skald, som no
lengje hev tagt med Songen sin; Dik-
tet heiter ”Upp og ned” og skildrar
Tidi no mot Tidi fyrr.
Ordskiftet i Stortinget um
Bevilgning til norsk Bibelumskrivt.
(Or ”Storthingstidende”.)
(Fraa Nr. 36.)
Liestøl: Nu, lad det være! Men
naar der er religiøs Trang tilstede, skulde
det da være saa farligt at ofre nogle
faa Skilling for at imødekomme denne
religiøse Trang? Det Spørgsmaal vil
jeg fremsætte. Og om det er nationale
Interesser, som tildels driver dette, saa
vil jeg sige, at naar denne Sag bliver
fremmet, vil den fremkalde religiøs
Trang; thi en Oversættelse af Bibelen
vil bevirke, at den bliver mere læst og
bedre forstaaet af mange, og Læsning
af Bibelen tror jeg fremkalder Religiø-
sitet. Uagtet Bibelen er oversat paa
de fleste vilde Hedningmaal, saa kom-
mer man her og siger: det norske Folke-
sprog er ikke udviklet nok til at skrive
og tale Guds Ord paa. Naar jeg da
tænker mig, at der har været skrevet
mange Bøger og Blade paa dette Maal,
som læses med Interesse, kan det saa
siges, at det norske Sprog er simplere
end de vilde barbariske Hedningmaal?
Kan det være nogen Fornedrelse af
Guds Ord at skive det paa dette Maal”
Motzfeldt: Den sidste Del af den
ærede Talers Ord rører ikke mine Yt-
ringer; men forsaavidt han har villet
udtale sig mod, hvad jeg har sagt, saa
vil jeg sige, at jeg har ment det, at
det norske Folkesprog nu, det er Skrift-
sproget, det er det Sprog, hvori Grund-
loyen er skreven, og hvori vi ber ta-
ler, og hvori Folket har faaet sig Guds
Ord forelagt gjennem Generationer, —
det er Folkesproget. Men jeg har sagt,
at jeg har al Apgtelse for Dialekterne,
og vil have, at de skal øve sin Indfly-
delse paa dette Sprog saaledes, at det
efterhaanden faar en stærk Udvikling
med synbar Paavirkning af Dialekterne.
Men jeg mener, at der er overmaade
stor Vanskelighed ved paa en Gang at
skulle gaa over til et andet Sprog, som
man vilde kalde Folkesprog i Modsæt-
ning til det Sprog, vi nu bruger; det
er denne Modsætnihg, jeg for min Part
ikke kan gaa ind paa. Nei, det er ikke
mig, som har sagt, at Ivar Aasen bar
lavet et Sprog; men det blev sagt her,
at det var dette Sprog, som af Ivar
Aasen hovedsagelig var sat sammen, og
kanske med nogle Ændringer, blev det
udtrykkelig sagt. Men den ærede Re-
præseutant sagde jo selv det, at man
kan ikke tage Ordene bestandig saale-
des som de tales. Nei, det er ganske
rigtigt; thi der er høist forskjellige Ord
— det er netop det, jeg har paavist,
at der er høist forskjellige Ord i de for-
skjellige Bygdelag, og den, som altsaa
nu skal skrive i Landsmaalet, skal vælge
Ordene, eftersom de passer bedst, snart
fra den ene, snart fra den anden Bygd;
thi holder han sig udelukkende til en
Bygd, bliver det sandelig ikke noget
over det hele Land forstaaeligt Sprog.
Jeg tror ikke, at den ærede Repræsen-
tant fra Nedenæs skal saa ganske overse
den Agtelse, som jeg har for Dialek-
terne, og den Maade, hvorpaa jeg vil
have, at de skal komme til sin Ret.
Saxe: Det var kun et Par Be-
mærkninger, jeg vilde gjøre. Jeg tror
ikke, at jeg behøver at svare stort paa,
hvad Hr. Liestøl sagde, da det beroede
paa en Mishørsel eller Misforstaaele af
mine Ord. Jeg mener ikke, at det er
farligt at ofre nogle Skillinger paa den
religiøse Trang, jeg gaar gjerne med
paa at ofre mange Skillinger paa den.
Heller ikke er det min Mening, at Spro-
get i og for sig skulde være for sim-
pelt til at udtrykke de Ting; jeg tror
ikke, at noget Sprog, som er et Udtryk
for Hjerternes Tanke, er for simpelt til
at udtrykke de hellige Ting i; men det
mener jeg, at for at skulle kunne ud-
trykke det, maa det eie en Kraft i sig,
og det maa være udviklet til en vis
Grad. Nu, jeg tør ikke udtale mig
nærmere om, til hvilken Grad det er
udviklet, jeg henholder mig kun til den
Strid, som her er oppe. Jeg vil for-
øvrigt, siden jeg har faaet Ordet igjen,
kun sige, at for mig staar Sagen saa,
at hele denne Bevægelse, om jeg maa
kalde den saa, ikke er rigtig naturlig.
Thi naar der er Trang i et Folk til at
faa den hellige Skrift oversat paa sit
Sprog, saa tror jeg, at det vil ytre sig
ad ganske andre Veie end denne, som
her foreligger, at et Selskab, som er
dannet i sproglig national Interesse, hen-
vender sig til en Mand, som tilfældig-
vis er tilstede, og som erkjender, at
han kun daarlig kan gjøre dette, men
til hyem man, da han tilfældigvis er
ledig, siger: Oversæt Du Bibelen for os.
Hvis der er den Sandhed og Kraft i denne
nationale Maalreisnings-Bevægelse, som
der siges, at der er, hvad jeg ikke tør be-
nægte — jeg vil heller ikke bekræfte
det — saa tror jeg, at denne Sag har
en Fremtid for sig, og jeg mener, at
der da vil komme den Tid, hvis Tran-
gen er berettiget, da der vil fremstaa
i denne Bevyægelse, som i enhver anden,
En, i hyem den naar til sin Blomst, og
som altsaa fuld af Begeistring for Spro-
get og med Byne til at bruge det og-
saa forener en vis Fylde af den Aand,
der gaar igjennem den hellige Skrift;
— de to Ting er efter min Mening
Betingelsen for, at en heldig Bibelover-
sættelse kan komme istand, en 1 hvil-
ken Folket kan kjende sine egne Tan-
ker og Længsler igjen, saa at de heilige
Ord kommer til at ramme deres Hjer-
ter paa bedste Maade.
Qvam: Jeg havde ikke tænkt at
tage Ordet igjen. Men der faldt en
Ytring fra den ærede Repræsentant fra
Jarlsberg, som jeg havde ventet havde
faaet sin Besvarelse af en eller anden
af de ærede Repræsentanter fra Nord-
land, og da det ikke er skeet, har jeg -
fundet mig opfordret til atter at ytre
nogle Ord. Den ærede Repræsentant
fra Jarlsberg sagde, at det Sprog, som
tales i Nordland, er vort almindelige
Skriftsprog. Ja den Tale har jeg hørt
fra mange forskjellige Kanter, og da
jeg derfor selv kom til Nordland og
hørte det Sprog, som taltes deroppe,
blev jeg i Sandhed høilig forbauset; thi
det Sprog, jeg hørte tale af Bønderne
der, havde en mærkelig og betydelig
Lighed med de bedste Dialekter i Ber-
vens Stift, altsaa de oprindeligste, de
som ligner mest Oldnorsk. Og jeg
gjorde en anden Brfaring deroppe:
Jeg fandt i Bondegaardene, og det end-
ogsaa paa de mest afsides Steder, sam-
let omtrent hele den Landsmaal-Litera-
tur, som var udkommen, og som store
og smaa læste med den største Begjær-
lighed og Interesse. Det vidner om to
Ting: For det Første om, at der ikke
er Sandhed i dette, at Landsmaalet i
Nordland er vort almindelige Skrift-
sprog, og for det Andet om, at det Aa-
senske Normalsprog, som er det Sprog,
byori omtrent hele vor Landsmaal-Li-
teratur er skreven, der saavelsom rundt
omkring i de øvrige Landsdele, er i
Sandhed hvad det har udgivet sig for
at være: Generalnævneren for alle Lan-
dets Dialekter, — det Sprog, som man
1 alle Landsdele forstaar og elsker, naar
man blot- vænner sig til at læse det,
som man forstaar og elsker og betrag-
ter som sit eget i Modsætning til det
Sprog, som jeg hører Repræsentanten
fra Jarlsberg nu kalder vort Landsmaal
(Motzfeldt: Nei, saa har jeg ikke
kaldt det) — ja, som han kaldte vort
Folkesprog, vil jeg da sige. Det hed
ikke saa, Hr. Præsident, for en 20—30
Aar siden! Da hed det det danske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
