Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Fedraheimen. |
24de Septbr. 1881.
den fortvivlede, skaanselløse Kamp
mellem mætte og sultne. En bugnende,
letfærdig Overdaadighed i Høiden, og
i Dybet et Mylder af rovlystne sultne,
der intet andet ved eller bryder sig
om at vide, end at der er Andre, som
er mætte. og intet andet higer efter
end at udrydde dem for selv at stille
sin Hunger. Elendigheden var saa
uafhjælpelig, Hadet saa fortærende !*
— Og De kan tro mig," segjer han
til Kornelia, *at havde De været i
mit Sted, saa havde De ogsaa for-
tvivlet. De vilde ialfald kunne for-
staa, at hele det smaalige Kiv her
hjemme, der ikke vil bringe de store
Samfundsspørgsmaal et Haarsbred nær-
mere sin Løsning, maa være mig det
ligegyldigste af Verden. Du gode Gud,
hvorledes skal man faa Taalmodighed
til, medens Verdensuveiret sortner mer
og mer derude, at kives med vore
hjemlige Alvorsmænd om, hvad der er
udkjæmpet for Aartier siden? ...
Hyad skulde det desuden føre til?
Vor Skjæbne er uafvendelig: vort Land
er et af de stille Steder, hvor de ud-
levede Ideer dør en langsom Straadød.*
Han spottar yver sine gamle De-
klamasjonar og yver heile sitt Ung-
domsstrær. Han hev eingong stiftat
eit *Folkesamfund:*; det finn han no
er ”Pøjt.”. Lat Konsul Hamre og Re-
daktør Bjørnholt styra Byen; lat Kon-
sul Hamre verta Minister. *Har du
set Hamre udbringe en Skaal? Nu
vel. Har du ved disse høitidelige Lei-
ligheder betragtet hans Næse? Ikke!
Men det er en Feil; man bør være
Iagttager. Jeg siger dig, at i et Land
som vort kommer det hos en Minister
udelukkende an paa Næsen. Den maa
være høitidelig; Ministeren maa have
Anlæg for officiel Mimik. Hamres
Næse er aldeles ministeriel. Kjære,
lad ham faa følge sit Kald1* —
Han er som utsløkkt. Far hans
bed han um aa taka upp Arbeidet
etter honom og slaa seg paa Poli-
tikken; han kan ikkje. Det nyttar
ikkje. Alt stend stillt her; her er
ingenting aa gjera. Han raakar att
sine gamle Kjenningar; dei stend paa
same Flekken som daa han reiste.
Aage Storm f. Ex. gjeng enno og talar
um *dei Gamle* med deira *dybe,
sterke Evighedstanker*, um *Urtiden
med dens Guddomslys”, um ”Evigheds-
tankerne i Folkedybet.” Knut vert
reint harm av aa sjaa paa al denne
Stillstand, som ingenting kann læra og
ingenting gløyma. Han kann ikkje
eingong finna nokot gildt ved Landet.
Kva hev me her? ”Sterke Evigheds-
tanker og store Syner? ak Gud for-
barme sig! Kræmmertanker og Silde-
syner, min Ven, og intet andet.”
Han er ikkje lenger *Brandstiftar.*
Han hev vortet ein *Fredens Mann,"
og tenkjer sterkt paa aa leggja seg
til *Mage, Embætte og aalmenn Høg-
vyrdnad.* Han hev meldt seg inn 1
de ligegyldiges Forening.*
— Dette skulde no ikkje vera bra,
korkje for han elder andre. Men dei
*gode* Borgararne vert reint glade,
naar dei fær vita dette. *Men saa er
De jo en af vore! skrik Redaktør
Bjørnholdt; lad mig omfavne Dem,
unge Mand !* Og sidan vert han beden
i Selskap hjaa haade den eine og den
andre, ja hjaa sjølve Grosserar Hamre.
For no, daa han ikkje trur paa nokon
Ting — *han ser gyselig blaseret ud,
har formodenlig ført et vildt Liv,
segjer Bjørnholdt — no finn dei, at
han *hylder solide Grundsætninger.*
No kann han faa koma inn i det gode
Samfund millom Prestar og Missions-
søstre og Redaktør Bjørnholt og alle
desse andre gode Borgarar, som
trur, —
Og der gjeng han daa, den store
Fridoms-talaren og Brandfakkelen, og
tigjer og bukkar, og smiler og bukkar,
og gjer Narr av alle ihop og seg sjølv
med, og er paa Lag som dei andre.
Daa fær han ein Dag høyra eit sterkt
og ærlegt Ord av ei stakkars ung,
truskyldig "Missionssøster*, den bleike,
ærbare og kristelege Kornelia Vik, som
han i all Løyndom elskar; og dette
Order vekkjer han upp att. Kornelia
er for sunn og heil til aa forstaa
dette Snakket um, at det skulde vera
gagnlaust og meiningslaust aa arbeida
meir paa ein Stad enn paa ein annan:
So langt som det finnst Naud, so langt
som det finnst Urett, Fordom, laake
Vilkor, so langt rekk og ein Manns
Arbeidspligt. Det er ikkje berre dei
*store* Gjerningarne, som maa gjerast.
*Om jeg vidste, at mit Ord, min Daad
idag skulde være glemt imorgen, jeg
maatte dog raabe af alle Kræfter, ar-
beide saa længe jeg kunde røre en
Haand. Om jeg fortvivlede over, at
ikke hele Verden kan reformeres og
Millionerne hjælpes, jeg maatte dog
kjæmpe til Døden for ialfald at faa
en eneste Fordom dræbt, et eneste
uretfærdigt Forhold forandret, en eneste
nødlidende reddet ... Den, der spør-
ger, hvad kan det hjælpe? vil ikke
hjælpe.*
Dette Ordet vekkjer Holt. Han er
*utsløkkt*, men ikkje utbrend. Han
elskar, og Kjærleiken gjev Aaålvor.
Dei simple, ærlege Ordi, han no hev
høyrt, — Ord, som korkje er nye
elder store, men som er fødde av eit
sunnt og godt Hjarta, bit seg fast i
han og vinn Magt med alle hans *høge
Tankar.* Han ser, at det er Narre-
verk aa gaa og kasta sitt Liv burt i
Spott og Dagdriving, fordi um Ein
ikkje ser sig god til aa reformera
Verdi. Ein fær takka til, um Ein
kann faa gjera nokot tilgagns, um det
er mindre enn so. Og han tek paa
nytt til aa tenkja paa Politikken. Han
vert paanytt ein *Aalvorsmann*, som
ikkje held seg for god til aa arbeida
paa Løysningi av dei *udkjæmpede
Spørgsmaal*, som her uppe ikkje er
utstridde. Fraa no av veks han til
att og vert frisk. Han læt seg setja
upp som Storthingskandidat med Sida
av den vadmaalsklædde *Urtidsdyr-
karen* Aage Storm, og han gjeng
paanytt i Striden mot Stillstandsmag-
terne i Samfundet, mot Uretten og
Fordomarne og Hyklarskapen og Lygni.
Han sluttar med aa tenkja paa "Magen
og Embættet og den aalmenne Høg-
vyrdnad*; han vert ein Arbeidar.
Men saa fær han daa og paanytt Sam-
fundspolitiet paa Nakken. Bjørnholt
skriv ein *Leder* mot han paa 5
Spaltur aa rakkar han til, so det er
ælt aa sjaa, og dei gode Borgararne
stengjer sine Salar for han, liksom
han var ein Brotsmann. Han er Fri-
tenkjar, Kommunist, ein Faare for
*Samfundets helligste Interesser; han
er gin usedelig og gudlaus Mann, som
Ein ikkje kann venta annat enn vondt
av, — og alt dette berre fordi han vil
prøva aa hjelpa dei, som lid Naud og
Urett, istadenfor aa gaa og driva og
spotta og vera like sæl um alt.
Slik gjeng det nok i vaart gode,
moralske Samfund! (Meir.)
Offentlege Pengar.
Der er ein Styresmand for eit Eim-
baatssamlag uppi Bergen, som nok
styrer og steller med Samlagspenin-
gen paa same Maaten, som visse Folk
høgre uppe steller med Rikspeningen.
Samlaget held 26 Expl. av Bakstræ-
varblad, som vert betalte med 260 Kr.
aarleg. Men av liberale Blad held
Laget berre 16 Expl., som ihop kostar
80 Krunur Aaret. Alle Lysingarne
fraa Samlaget gjeng i dei tvo Ber-
genske Bakstrævarbladi. Fin og annan
hente Gong slumpar der ei Lysing inn
i ”Bergensposten”; men i ”Bergens Ti-
dende”, som er mest leset i og um
Byen, set dei aldri ei einaste Lysing.
Den Styraren kann ”Snittet”, han.
So er han daa og ”Commandør” maa-
tru: hellest heiter Mannen Lous.
No lyt ein merkja seg, at dette
Eimbaatssamlaget er eit av dei, som
hev størst Tilskot av Rikskassa. Det
skulde vera morosamt eingong aa
faa vita, kor mykje der paa ein Slomp
gjeng inn i Kassa til Bakstrævarbladi
av Riks- og Heradspengar um Aaret.
Det er ikkje litet.
So lengje hev dei drivet paa med
slikt Stell uppi dei høgre Lag, at
Kunsti no hev naatt nedyver til dei
lægre. —
For tvo elder tri Aar sia vardt det
paa ei Tollbud (eg trur det var i
Bergen) uppført nokre hundrad Krunur
i Reikneskapet for Utlegg til Katte-
mat. Dette viste seg aa vera ei prak-
tisk Uppfinning. For eit Aar elder so
baketter kom dei paa ein Landbruks-
skule paa Vestlandet i Knipa med
Mjølkereikneskapen sin, av di dei nok
ikkje hadde haldet god Greida. Dei
fylgde daa Fyredømet fraa Tollbudi
og smurde upp 400 Potter — trur eg
— nysilad Mjølk paa Katte-Kontoen,
Dette fall likevæl ikkje retteleg
godt denne Gongen; for nokonlunde
paa same Tidi vart det uppført oin
Post i Kornrekneskapet, som gjekk ut
paa, at ei heil Mengd med Korn var
uppetet av Myser og Rottur. —
Det er ikkje altid, at Katten er
god aa skulda paa. Men nokot er
betre enn inkje.
Dette Ustellet, at dei ligg og føder
visse politiske Blad med offentlege
Pengar, altso brukar desse Pengarne
til aa driva Politik med, — det er
nokot, som dei fær bera Skuldi fyr
aaleine.
Lauduskar IV
inneheld Stykkje av ikr. 20 Forfattarar,
fraa Wergeland av og til dei nyaste.
Innehaldet er heilt igjenom teket av
Bøker, som Samlaget sjølv ikkje hev
gjevet ut. Paa same Maaten er fleire
Forfattarar, — serleg Diktarar —, som
er svært godt kjende av Samlagsfol-
ket fyrr, berre *framsynte* med eit ein-
skilt Stykke.
Det er Meiningi, at Boki skal gjeva
eit nokonlunde fullt Bilæte av Maalet,
som det hev utviklat seg til no. Ein
vil sjaa, at der i det heile er ein annan
Svip paa det no mot fyrr: det hev i
Stil og Uttryksmaate komet Dagleg-
talen nærmare. Retskrivningi er min-
dre stød enn i ældre Maalbøker; det
hev byrjat ei *Famling etter Form,
som likevel ikkje er so stor som Ein
skulde tenkja.
Boki inneheld Livsskildringar paa
Vers og Prosa yver ei lang Rad av
Menn: Per Bø, 0. J. Fjørtoft, Tide-
mand, Gude, Henrik Krohn, Ole Bull,
Henrik Wergeland, M. B. Landstad,
Jon Sigurdsson m. fl. Av Natur- og
Reiseskildringar hev ho mange. Du
kann fylgja Turisten yver Fjellvidderne
i Øysterdalen elder yver Urer og Smaa-
votn i Dalarne; du kann fylgja Fisk-
aren paa Vesthavet elder den store
engelske London-Eimbaaten til Enge-
land. So er der Skildringar fraa
Folkelivet og fraa Kunsten, fraa Soga
og fraa Segn-Heimen. Boki inneheld
i det heile mykje Lesnad i mangfeldt
Skifte, og det er difor me trur, ho vil
koma væl med til ”Tidkort” i dei lange
Vinterkveldarne.
Daa Boki-no er ikringsend, vaagar
me oss her til aa taka upp det nye
Diktet, me nemnde sist, og som Ein
kann segja vedkjem Dagsens Til-
stand —:
Upp og ned.
Det hender seg so mangt i eit Aar elder
tvau.
og endaa myket meir daa i seks elder sjau
Um tjuge Aar er allting skift um i annan
Sed:
det nedste snur daa upp, og det øvste snur
ned.
Du kjem til ein Gard, der du tyktest vera
kjend,
du gled deg til aa finna den gode gamle
Grend.
Men Grendi er snudd um; du finn aldri det
du vil.
Dei gamle Folk er burte, og ny” er komne til.
Du minnest vel eit Andlit, som eingong log
: so lett,
og Kinni var so rundlagd, og Skallen fin
og slett.
Men no er Skallen skrukkutt, og Kjaken er
so skrinn,
og Merke paa Sorger hava gravet seg inn.
Du minnest ymse Gluntar, som eingong var
80 smaa,
du slapp aa vera bljug, naar du møtte deim
daa.
No ha” dei vordet store og lært aa vyrda
seg;
dei vil vist ikkje no hava ’nokot Lag med
å deg.
Du minnest vel ein Unge, som ingen vyrde
stort;
han syntest helder lagad til Vesaldom og
Skort.
Men Ungen heve mannast og komet seg so
braadt,
at han gjeng fram um hine, som vyrde ho-
nom smaatt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
