- Project Runeberg -  Fedraheimen. Eit Blad aat det norske Folket / 5:e Aargang. 1881 /
164

(1877-1891)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

164

Fedraheimen.

l5de Oktbr. 1881.

havde ogsaa udpeget ham som den næst
Ivar Aasen bedst skikkede til at beklæde
en saadan Post.

Man kan ogsaa anskue Sagen fra et
mere almindeligt Standpunkt, og man
vil komme til det samme Resultat. Un-
der Sagens Behandling
ytrede saaledes Johan Sverdrup bl. a.:
”Vi har — og der var mange Mænd
med i den Henvendelse — henvendt
os til Styrelsen for at faa vort Fol-
kesprog respekteret i vor Folkeskole,
og jeg mener at naar man ønsker dette,
naar det er en Trang hos Nationen,
som har faaet sit Udtryk gjennem dens
valgte Repræsentanter, da er der ingen
nyttigere Foranstaltninger at tage, end
at lade Bygdemaalene videnskabeligt
bearbeide videre, efterat den nødvendige
Samling og Forberedelse har fundet
Sted. Ja, jeg vil sige, at i det Øieblik,
jeg forlanger Folkesproget indført i
Folkeskolen, anser jeg det for min Pligt
at benytte alle Midler, som staar til
min Raadighed, for at se Folkesproget
bearbeidet rent og klart videnskabeligt.
— — Hvad er det, vi her har for os?
Det er vort Folkesprog, Kilden til hele
vort Sprog, som skal opretholde og be-
rige det, fra hvilket der gives og sta-
dig maa komme til at pives saa mange
Bidrag til vort Sprogs Kraft, Fylde og
Skjønhed. Det er ikke alene en Sag
af den største Betydning for det Tanke-
liv og det Følelsesliyv, der skal faa sit
Udtryk paa vor Tunge og mellem os
ved vort eget Sprog; men det" er til-
lige af den høieste Vigtighed for Be-
varelsen af det nationale Baand, som er
knyttet ved Sprogenes Sammenhørighed
paa en fastere Maade, end fast noget
andet kan slynge om os. Det er ikke
muligt at overvurdere dets Betydning
for vort Tanke- og Følelsesliv, for vort
nationale Liv og for Hævdelsen af det
nationale i alle Retninger.”

— I denne Forbindelse kan det
nævnes, at det ogsaa kan være til stor
Nytte for vor Embedsstands praktiske
Uddannelse, at der gives den Anledning
til ved Universitetet at stifte Bekjendt-
skab med vore Bønders Sprog. Mange
Vanskeligheder og Misforstaaelser under
Fmbedets Skjøtsel vil da kunne wund-
gaaes. Under en Diskusssion, der for-
rige Aar fandt Sted i den theologiske
Forening 1 Kristiania, blev det ogsaa
almindelig erkjendt, hvor nyttigt, ja
nødvendigt det var for vore Præster at
have Kjendskab til Folkets Sprog. Men
det samme gjælder ogsaa for vore Dom-
meres og Retsadministratorers vedkom-
mende. — Altsaa ogsaa fra dette Stand-
punkt betragtet var Oprettelsen af en
saadan Professorpost, som den af Stor-
thinget besluttede, særdeles ønskelig.

I det hele taget kan det ikke mod-
siges, at det fra etalmindeligt nationalt
Standpunkt maatte kræves, at det norske
Folkesprog kom under videnskabelig Be-
handling ved vort Uuiversitet. Vi har
jo i vort Land den norske Sprogreis-
ning. Denne Bevyægelse beskyldes saa
ofte for at være uklar og famlende.
Men hvad skulde saa kunne bidrage
mere til at give den Klarhed og Fast-
hed, bortskjære de mulige Overdrivelser
og faa den sunde Kjærne frem end
dette, at der ved vor videnskabelige Høi-
skole blev Anledning til en stringent,
nøgtern, videnskabelig Behandling af det
norske Folkesprog?”

— Alt dette er, som kvar Mann
vil sjaa og skyna, rimelegt og sannt.
Men den norske Regjeringi — vilde
ikkje.

Dei, som ingen Ting vil.
Ein Innsendar, Hr. S—e, skriv i
sSogns Tidende** bl. a.:
Mange klaga yver, at det er so
mykje strid i vore dagar, og strid er

i Storthinget |

der paa kniven og, som ein segjer.
Det er strid millom folkemagt og konge-
magt (demokrati og absolutisme), mil-
lom prestar og lægfolk, millom stat
og kyrkja, nationalforsamling og re-
gjering, millom nytt og gamalt, liv og
daude, ljos og myrkr, millom sanning
og lygn. Det er altid so, at den
klaare, reine sanningi ikkje vinn fram
utan kamp og strid, anten veikare
elder skarpare. Det er ,,forfatnings-
kamp*.

Alle kjenner namn som jaabæki-
anarar, sverdrupianarar, mnovember-
menn, pietistar og grundtvigianarar
med fleire. Men der finst ogso folk,
som ikkje høyrer til nokot av desse parti,
og som igrunnen er ingenting. Dei bryr
seg korkje um kyrkja elder politikken
og læt fem vera like, som ein segjer;
desse vil eg kallaingentingianarar;
eg kann ikkje finna nokot høvelegare
namn. Dei tenkjer berre paa aa eta
og drikka og nærmer seg sterkt dyri.
Eg spurde fyr ei stund sidan ein av
kammeratarne mine um, korleids det
stod til med ein av kjenningarne vaare.
,,Åa han er inkjevetta, han*, var svaret.
Um slike folk timest aa halda eit blad,
so lesa dei mest det, som handlar um
mord og draap, um ulukkeleg kjærleike
og slikt framigjenom, og det er slikt, dei
kallar ,,nytt*. Stykkje um kommune
og skule, stat og kyrkje bry dei seg
som sagt inkje um; det er berre,
naar det gjeld pungen, naar ein
kjem honom for nær, dei tek til aa
uroa seg.

Ingentingianarar finst ikkje berre
bland simple folk, slike som av sume
kallast ,,den lause deil av folket* (hr.
storthingsmann Fougner i Kristians
amt kallade deim i all fall so i dis-
kussionen um røysteretten) men bland
folk av alle klassar som bønder, futar,
skrivarar, prestar, lærarar og kom-
munemenn. Eg hev altid tenkt, at,
hadde alle sjølvhjelpne menn røysterett,
vilde folk meir og meir koma utor
denne døsen og likesæla; for der vilde
daa verta ei kapping millom ev-
norne og stenderne til stor velsigning
og framgang. Den som der finst litet
grand malm og fast vilje i, vilde daa
faa høve til aa koma fram i ljoset og
bruka evnorne sine. At det no er
berre sume, som hev rett og magt,
det freistar folk til at gjiva seg iro
og sova paa denne retten og
magti si — 1 vissa um, at der ingen
finst, som kann — um dei so vil —
sgjøre dem rangen stridig*, Denne
eineretten gjer altso, at her finst so
altformangelivebraudsfolk hjaa
oss. Dei kann nok fylgja med, naar det
gjeld aa vinna pengar elder æra, men
naar det gjeld aa taka eit duglegt tak
fyr framgang paa sanningens og fri-
domens grunn, sjaa daa kryp dei
attum og sit som dei er valne i kraai
si. Slike folk hev aldri nokor stød
meining um nokotslag; fyre middag
held dei med Per og etter middag med
Paal; dei er plent som laaka og som
skummet paa vatnet. Dei tykkjer, det er
det beste aa snakka folk etter munnen.
Dei er slike blinde og flate sjæler,
som ikkje ser lenger, enn mnosi rekk,
og som ikkje er mykje verd.. Dei er
rædde aa standa aaleine og fyr aa

verta dømde som kjættarar, og difyr
læt dei yvervisningi si og sam-
vitet sitt fyrr ganga upp i røyk.

Ingentingianararne vil vera med
og hausta, men ikkje saa. Dei kann
rolegt sjaa paa, at folk slit seg ihel
fyr si yvervisning, fyr samfund og
fedreland rettar deiikkje ein gong ein
fing fram til hjelp, trøyst og upp-
muntring, -— ikkje eit ord er aa høyra
til undskyldning, um dei ser, at fri-
domens og rettens banebrjotarar tek
imist i ymse ting. I staden fyr aa
beda fyr deim, fordømer dei
deim og roser seg endaa av kristen-
kjærleike, — i all fall so trur dei, at
dei hev den.

Naar kjempurne er vel under moldi
komne, so tek laakingarne kanskje seg
imillom til aa mumla og segja so paa
lag: ,Aa jau, han var ikkje so gal
lell, han vilde os kanskje væl*, og so
nyt dei i fred frukterne.

Skal ”kje folk ganga radt under i
denne likesæla og aandløysa, lyt her
vel koma ei endaa hardare skaking
og risting, enn her er byrjat.

Folket maa møtast i full uppgjerd
med ljosbærararne sine, skifta tankar
med deim, og her maa stiftast fleire

samlag, som hev til fyremaal aa
vekkja og styrkja samfunds-
tanken. Daa kanskje me vart kvitt

ein heil deil av desse turrpinnarne,
som her finst so altformange av.

Farvel til Norig

fraa ein Utvandrar.
Aa kjære Mor mi, no lyt eg ut
ifraa Heimen.
Her var for mykje av Naud og
her i Heimen.
Det var min Lagnad at her eg sat
med mange Munnar og lite Mat
her i Heimen.

Sut

Eg likad deg, som din eigen Son,
deg og Heimen.

Men ikkje baud du meg nokor Von
her i Heimen.

Eg prøvde mykje og prøvde alt,

men aldri vart det meir hell Braud og Salt
her i Heimen.

Og vrangt og vridet gjekk alle Ting
her i Heimen.

Ein stod og sveiv i ein vonlaus Ring
her i Heimen.

Og snaud og mager var Høgd og Heid,

og kor Ein snudde seg, so var det ”Nei”,
her i Heimen.

Og kanskje dreiv Ein med ”Politik”
her i Heimen.

Det hev no vortet so fast ein Skikk
her i Heimen.

Men um du sette di Meining fram,

so fekk du snarast baade Last og Skam
her i Heimen.

Og her var stuslegt og her var kaldt
her i Heimen.
Og dei som ”raadde”, dei raadde alt
her i Heimen.
Og var Ein ikkje i Høgdi sett,
so fekk Fin neimen snaudt sin arme Rett
-— her i Heimen.

Og ”Uniform” skuld* eg ikkje faa
her i Heimen.

Og uti ”Fillur” eg vil "kje gaa
her i Heimen.

Og difor, Mor mi! din arme Gut

maa segja deg Farvel og draga ut
ifraa Heimen. TE

Kristiania, den l4de Oktbr.

Thomas Konow, Admiral hev vore,
døydde no um Maandagen den 10de
Oktbr., same Dagen som han føddest i
1796. Han var den siste som var atter
av dei Mennerne som i 1814 grunnlagde
vor politiske Fridom paa Eidsvoll. Han
møtte fra Flaaten, som sende sin eldste
og yngste Offiser (Kommandør Fabri-
cius og Løitnant Konow) og ein Un-
deroffiser (Peder Johnsen) og ein Ma-
tros (Even Thorsen). So ung som
Konow var, er det ikkje ventande, at
han gjorde noko vidare til Eidsvolls-
verket; han stod i Politikken paa Sida
av Kr. M. Falsen. Sidan hev han ikkje
vore meir med i det politiske Livet enn
at han i 1839 var Tingmann fra Vest-
fold (Jarlsberg). Konow var ein god
Mann og dugeleg i sitt Arbeid.

Det er ei undarleg Kjensle, som
gjeng gjenom Folket no, daa den siste
er burte av deim som i 1814 gav kvar-
andre Handi i ein Ring med Ordi:
”enige og tro til Dovrefjeldet falder!”
Lat os arbeida med same Ordet i Tan-
ken for Noregs Fridom og Lukke!

Ths. Konow skal pgravfestast um
Maandagen. Det vert mange medi den
Likferdi, Kongen fylgjer og, er det sagt.

Kongen kom hit um Laurdagen. Igaar
for han paa Jarnvegen til Larvik, og
denne Byen heldt stor Stas for honom
og Jarnvegen sin. Men denne er ikkje
so i Stand, at han kann brukast til dag-
legt enno paa ein Maanads Tid.

Minne paa Gravi til M. B. Landstad.
Prestarne i Kristiania manar Folket til
aa reisa eit slikt. Alle Prestarne i Lan-
det vil vist taka imot Pengar til det.

Ved Kristianssund er der funne Sylv-
aarer, som ser ut til giva mykje av seg.

I Ægypten er der nyleg funne ei
Kongegrav med 25 Kongelik i og mange
Fornleivingar.

Lysingar.

an for begyndere, nærmest
Sproglære for bondeungdom, av

I. Bøhn, forord av K. Knudsen. 32
sid. 8. Fåes hos forf., Foldbu, Lille-
hamer. Pr. 20 øre; 5 sendes frit, ellers
10 øre for sendingen. - 20 for 3 kr.,
frit sendt; alt kontant.

et Maaneds-Blad nærmest for Ungdom-
men, udgivet af $. Knutsen. Nr. I,
2 A. og 2 B., 3 og 4 Å. & B er ud-
kommet og indeholder:

Syn og Sagn. — Den som kunde faa sig
et Ønske. — Hjertelaget (med Billede). —
Mari i Maridalen: – Den slemmes Mølje. —
Forskjelligt. — Gaader. — Over Dørstokken
(med Billede). — Mørlandsgruben. — Aldeles-
ingentingianere. — Den lille og den store
Trøster. — Den store og den lille Tænker.
— Fi Utferd og ei Heimvending. — To Slags
Skikkelighed. — Gaader. — En af vore Kjæm-
per (med Billede). — Kongen, som lod sig
narre. — Den lyse og den mørke Søster. —
Barndomsminderne. —Gaader. —Opløsninger.
— Han, som har Lykken med sig. — Før
endnu hun vidste deraf (med Billede). —
Folkevæbningssamlag. — Har ikke Norge o
Danmark endnu lidt tilovers for hinanden
— Brev fra den Vesle. — Et uheldigt Bil-
lede. — Før og nu. — En af de gamle Sko-
lemestre. — Forskjelligt.

Bladet koster 33 Øre for Halvaaret
og kan bestilles paa alle Posthus og i
Expeditionen Torvgaden 5 b, Kristiania.
For mindst 10 Exemplarer gives 25 2
Rabat.

Fedraheimen

kjem ut i Kristiania. Han kostar 1 Kr. 10.
om Fjordungaaret med Postpengar og alt
Han kann tingast i Ekspeditionen, Torggata
5 b, og paa alle Posthus.

Kristiania.
Nikolai Olsens Boktrykkeri.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 01:22:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fedraheim/1881/0168.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free