Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dd få
Fedraheimen.
6 ———=>> >>> >————
Pris fyr Fjordungaaret Kr. 1.10
Betaling fyreaat.
med Porto og alt.
Fit Blad aat det norske Folket
/
Lysingar kostar 10 Øre Petitlina,
og daa etter Maaten fyr større Bokstavar.
No. 43.
Kristiania den 29de Oktober 1881.
d. Aarg.
TETT ETTE
Henrik Ibsen som "Intelligens*-
Biktar.
(Framhald.)
Dette kjem iser sterkt fram i den
Boki, me alt hev nemnt, Kongsemnerne”.
Det var i dette Arbeidet, at Ibsen fyrst
slog seg ut og ”vart seg sjølv”; dei
Bøkerne, han skreiv fyrr, kunde vera
gode, men var liksom ikkje heilt Ib-
senske; men i ”Kongsemnerne” hev
me Ibsen fullt utvaksen og fullt sin
eigen. Dess tryggare kann me gaa
ut ifraa den her.
”Kongsemnerne” handlar om Striden
millom Haakon Haakonson og Skule
Baardsson. Baae tvo er dei av konge-
legt Blod, men Haakon vert Konge, —
mindre fordi han er den odelsbaarne
enn fordi han ”hev Retten.” Skule er
eldre enn han og hev store Gaavur
til aa vera Høvding; han gjer seg
tilslutt til Konge han og, men taper i
Striden, — fordi han ikkje trur paa si
eigi Sak. Han trur ikke sjølv, at han
hev Retten; i Grunnen skynar han,
at det er Haakon, som er den rette
Kongen; han sjølv er i Grunn og Røynd
berre ein Upprørar.
Men dette, at Haakon hev Retten, —
det kjem seg av, at det er han, som
hev ”Kongstanken.”
Det er han, som forstend, kva Tidi
krev; det er han, som veit, kva Norigs
Konge no hev aa gjera, og han kjen-
ner paa same Tid, at det er han, som
hev Krafti og Gaava til aa setja den
store Framtidstanken i Verk. Difor
er han Konge; difor er han den store
Mannen.
”Den største Mannen er den, som
gjer dei største Gjerningarne”. Den
store Mannen er han, ”hvem Tidens
Krav kommer over ligesom i Brynde,
avler Tanker, dem han selv ikke
fatter, og som peger for ham paa
den Vej, han ikke selv ved hvor bær
hen, men som han dog gaar og maa
gaa, til han hører Folket skrige i Glæde,
og han ser sig om med spilte Øjne og
undrer sig og skjønner, at han har
gjort et Storverk.” Det er aa vera stor.
Men Hertug Skule hev ikkje Kongs-
tanken. Han er ein dugande Mann;
men han er ikkje meir helder; han
forstend berre dei gamle Tankarne og
den gamle Soga og trur, at slik som
det hev voret og er, slik maa det vera
æreleg. Han er ”konservativ”, for-
stend ikkje Tidi og kann altso ingen
sann Konge vera. ”I kunde blevet en
dugelig Høvding paa Erling Skakkes
Tider”, segjer Haakon til han; ”men
Tiden er vokset fra Jer, og I
SSA
skjønner den ikke”: Og no legg
Haakon den store Tidstanken fram for
Skule. ”Ser I da ikke,” segjer han, ”at
Norges Rige, saaledes som Harald og
Olaf reiste det, kun er at ligne med en
Kirke, som ikke har faaet Vigselen
endnu? — Jeg vil bringe Vigselen!
Norge var et Rige, det skal blive et
Folk; alle skal være ét herefter, og
alle skal vide med sig selv og skjønne,
at de er et! Det er Hvervet, som Gud
har lagt paa mine Skuldre; det er
Gjerningen, som skal gjøres af Norges
Konge nu.”
Kva svarar Skule til dette? For-
stend han Framtidstanken, naar han
høyrer han framsett? — Nei. Han
svarar som ein ægte Stillstandsmann:
”Det er ugjørligt” Den store
Framgangstanken er for honom berre
ein vill Draum, ein ”Utopi”, som Mor-
genbladet vilde segja. Og han legg
til: ”Sligt melder aldrig Norges
Saga om før.”
Der hev me Konservativisten!
forstend berre det, som ”Soga melder
um fyrr”, det som hev voret; det nye
er han framand for. So og so hev
det voret, og so skal det vera her-
eiter og.
”Det er ugjørligt!” — ”Ja,” svarar
Haakon, ”for Eder er det ugjørligt;
tbi I kan kun gjøre den gamle
Saga om igjen; men for mig er det
let, som det er let for Falken at kløve
Skyerne.”
Daa Skule høyrer, at det er Aal-
vor med den nye Tanken, vert han
rædd og vond. Det nye er han so
framandt og utenkjelegt, at han trur,
det maa koma fraa den vonde sjølv,
og han set seg fyre, at han vil strida
imot det, so lengje han kann føra
Vaapen. ”Hvor har I slig sælsom
Tanke fra?” spør han. ”Den isner og
ildner mig! — (udbrydendef:) I har
den fra Djævelen, Haakon; den skal
aldrig sættes i Verk, saa længe jeg
har Kræfter til at spænde Staalhuen
paa mit Hoved!” — So blind er denne
Mannen, som likevæl trur, at han kann
vera Konge.
— Ja, han kunde nok vera Konge
paa ein Maate; men han vilde berre
øyda seg sjølv upp i gagnlaust Mot-
stræv og skada Landet. Han vilde
vera Konge paa Lag som Fredrik
Stang kunde vera Minister: han maatte
liggja i Krig med si eigi Tid og sitt
eiget Folk og kom altso berre til aa
tyngja Utviklingi. Han ”hev ikkje
Retten.”
Dette forstend Skule tilslutt sjölv,
daa han endeleg paa sin Maate hev
Han’
vortet ”Konge.” Han kann ikkje tru
paa sin eigen Rett. Og dersom han
vinn eit Slag yver Haakon, so er han
aldri ræddare enn daa. Han hev
den djupe løynlege Kjensla av, at det
nok ikkje nyttar aa slaast mot Fram-
tidi, og at den, som gjer det, ikkje
kann hava Retten elder Guds Vilje
med seg. ”Kommer Tanken om Kongs-
retten uforvarende over mig,” segjer
han med seg sjølv, ”saa er det altid
Haakon, aldrig jeg, som er den sande
Konge. Skal jeg se mig selv som den
rette, da maa det gjøres med Kunst,
jeg maa reise en sindrig Bygning, et
Værk af Kløgt; jeg maa jage Mindel-
ser fra mig og tage Troen med Magt.”
Det er Kongstanken, som hev Skuldi
for dette. ”Siden Haakon talte disse
Galmandsord, staar han stadigt for
mig som den rette Konge.” Og han
vert meir og meir rædd for, at der
kann vera ei Meining i desse ”Gal-
manns-Ordi”, som er høgre enn han
forstend. Det er dette, som gjer han
utrygg. Han er meir enn ein Kvar-
dagsmann, — ”for liten til aa vera
Førar, men for stor til aa vera Kor-
poral”; det er hans store Ulukka.
”Skulde Haakon have faaet Syn for
ufødte Tanker, og ikke jeg? — Hvem
var jevnhøi med Harald Haarfager,
den Tid der sad en Konge paa hvert
Næs, og han sagde: nu faar de falde,
herefter skal der kun være en? Han
kastede den gamle Sagaoverende
og skabte en ny Saga.” — Det er
korkje meir elder mindre enn den hi-
storiske Utviklingstanken, som her gryr
upp for den gamle Konservativisten.
Og no tek han til aa drøyma um, at
det kanskje kunde gaa an aa gjera seg
til Konge paa Haakons Kongstanke.
Han bøygjer seg altso for den.
Han er ingen vanleg Stilstandsmann.
Men han bøygjer seg ikkje heilt: han
trur, at han skal kunna bruka Fram-
tidstanken til eit Verkty for seg sjølv,
istadenfor at han heilt og ærlegt burde
gjera seg sjølv til eit Verkty for den, —
altso uppgjeva sine Kongedraumar og
tena Haakon som hans Jarl og Hjelpes-
mann, ettersom han no eingong veit,
at Haakon er Føraren.
Men Upprøraren sit for djupt i
den gamle Konservativisten; bøygja
seg heilt for Framtidi kann han ikkje,
og so maa han gaa under.
Ein Diktar, som hev skrivet slikt,
kan aldri reknast med til ”dei gamle.”
Um han ikkje sjølv hev tolkat ”Kongs-
tanken” 1 vaar Tid, so, hev han iall-
fall set, at det er Kongstanken, som
maa vinna.
ARARAT
I ”Brand” hev Ibsen paanytt vist,
at han forstend Framgangsloven. Han
segjer soleids ein Stad:
”Alt skabt har jo et finis*) bag;
det fanger Men af Møl og Orm
og maa ifølge Lov og Norm (9: naud-
R synleg)
af Veien for en ufødt Form.”
Det er ein heilt annan Tenkjemaate
dette enn den, som me finn hjaa
vaare Stillstandsmenn, naar dei t. D.
segjer som so, at daa Norig hev havt
Kongedøme i tusund Aar, so maa det
hava Kongedøme æveleg. Ibsen hev
set, ikkje aaleine at det gamle gjeng
under, men at det maa gaa under;
det er sjølve Loven, han hev øygnat.
Og so sterkt er han inne påa Tanken,
at han endaa trur, at Religionarne
maa lyda denne historiske Loven. Ikkje
eingong Kristendomen trur han er trygg
for den. Han læt Brand segja:
”Det er ei Dogmer eller Kirke,
som, jeg vil løfte ved mit Virke;
thi begge saa sin første Dag,
og derfor var det muligt vel,
de begge saa sin sidste Kveld.
Alt Skabt har jo et fimis bag” osfr.
Han hev altso voret so radikal, at
det er forunderlegt, at vaare kristelege
Høgrefolk hev kunnat tolt det. Men —
det er nok litt rart med den Høgre-
kristendomen. I den Tidi, daa Ibsen
skreiv Brand, og lengje etter, var
Bjørnson ein trufast, ærleg Kristen.
Men han hadde det Lyte, at han var
”folkeleg”, arbeidde for Folket og for
Fridomen og var i fullt Aalvor med
millom dei, som strævad for Framgang
og betre Vilkaar. Difor hatad og for-
fylgde dei kristelege Høgrebladi han
av al Magt**) endaa han song so
varmt og fagert um Kristentrui, som
berre faa nyare Diktarar hev gjort.
Derimot hadde dei ingenting imot
Ibsen, endaa han skreiv slikt som det
me her uppe hev hermt; tvertimot;
dei heldt Ibsen svært gjæv, og han
galdt for ein rein Mynsterdiktar, og
det altso berre fordi han heldt seg
utanfor ”Fridomstrævet? og hjelpte dei
gamle med aa piska ”Folket.”
I ”Brand” sagde han hellest ”dei
gamle” her i Landet so nokonlunde
beint ut, kva han meinte um dei, so
det var langtifraa berre ”Folket” han
piskad. Ein kann undrast paa, at dei
fann seg so lett i hans Skjelling og
Spott; men Grunnen er ikkje so vond
aa greida som Fin skulde tru.
%) finis: Slut, Ende, Undergang.
*Y Det er eit stort Mistak aa tru, at Hatet
mot Bjørnson fyrst er komet upp no,
etter at han vart Fritenkjar. Dei hatad
han likso heitt, daa han var Kristen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
