Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
29de Oktbr. 1881.
Fedraheimen.
Et folk i sorg.
Er der nogen tid, da det er muligt
for mennesket at gjøre sig en ide om,
få en forsmag på de tider, da had, fiend-
skab og ondskab skal udryddes, være for
evigt forsvundne, så er det, når en hel
nation står samlet om samme ønske, om
samme håb, om samme sorg, 1 samme
følelse, når individuelt fiendskab eller
had, sorg nød eller glæde, partihadet
viger for en og samme, alle besjælende
følelse, når al strid bilægges, om end
blot for et øieblik, fordi de alle i dette
øieblik føler sig stående overfor noget
saa stort, at had og strid må vige for
agtelse og beundring. Det er ikke ofte,
sådant hænder. Det har hændt oftere
i Amerika end noget andetsteds. Flere
gange har det amerikanske folk stået
samlet i en følelse, og idag gjør det så
igjen. ”Garfield er død”, de tre ord har
udrettet undere, de har samlet mænd,
som man aldrig skulde tro kunde mødes
uden til kamp, de har spredt sorg over
en hel nation, ja over en hel verden.
”Garfield er død”, de tre ord farer med
lynets hast ud over fastlandet og over-
alt, hyor de kommer, vaier nu sørge-
flag, hvert hus draperes med sørgeflor,
klokkerne ringer, og millioner. struber
”gjentager og gjentager hine mørke, mæg-
tige ord ”Garfield er død.”
Ingen sorg behøver at påbydes, og i
parenthes sagt: kan der tænkes noget
tåbeligere end at befale folk at sørge?
Ingen overenskomst er truffen, det hele
arrangement har sin grund i individer-
nes øieblikkelige stemning og resulterer
i en herlig harmoni: et enigt folk sør-
gende over en mand af sin egen midte.
Og hyem er den mand, for hvem
50 millioner sørger, for hvem sørgeflar
vaier i to verdensdele, hvis minde folk
og fyrster kappes om at hædre, for hvem
hundrede —troessamfunds kirkeklokker
ringer? Intet uden en mand, som vilde
sit folk vel, intet uden en borger, som
Lans folk for en tid havde hævet til
den største ærespost. En mand, som
hayde mod nok til at ville en ting,
«skjøndt alt var imod ham. En mand,
som vi Nordmænd vilde have forsøgt at
le ihjel. En mand uden byrd, uden
navn, uden penge, en bondegut. Søn
af en fattig nybygger, født i en bjælke-
hytte, vadende barbenet omkring i sølen,
arbeidende paa kanalen, 23 år gammel
huggende ved for at betale sin første
ordentlige opdragelse, så skolelærer, så
kastende sig med iver ind i politiken,
som, havde Garfield kjendt de ægte Norske
principer, han aldrig vilde have rørt
ved med en finger; men han gjorde det,
og en vakker dag sidder bjælkehyttens
søn, endnu fattig, endnu udekoreret, i
Amerikas præsidentstol, som leder for
verdens mest fremskredne nation; han
dør, og to verdener går i sorg for den
lille barbenede bondegut!
Gartield levede saa langt borte, at
vi Nordmænd synes, vi kan tage os lov
til at beundre ham, skjøndt han var en
leyende protest mod vore ideer og en
persionifikation af alt, hvad vi anser som
vranglære; men vor beundring for Gar-
field, de sørgeflor, der ganske vist vaje
for ham ogsaa i vort høie norden, vil
ingenlunde hindre os Nordmænd fra
imorgen at lade lattersalyerne runge over
de mænd, som i vort eget Land strider
Garfields strid. Med lige ulyst vil vi
lytte til den mand, som taler til os
uden penge i lommen og uden storladne
titler lige meget vil vi le af parvenuer,
lige skånselløse vil vi være mod den,
som alene ved egen magt har lært noget,
som har lyst og evner til at være med,
men i hvem endnu bondegutten skinner
igjennem, lige absolut vil vi lægge vort
veto paa ethvert ønske om lige adgang
for alle til skolerne, skjønt Garfields liv
lærer os, at skolen selv fra udørkenen
kan fremtrække friske stærke kræfter,
ja folkeledere og folkefrelsere, lige stærkt
vil vi kræve, at alle, som skal nyde
tillid, maa fragtes fremad til himmelen
gjennem den eneste saliggjørende, den
eneste moralske Luthersk -evangeliske
Norske statskirke, og dog ser vi al ver-
dens kirkesamfund, ja hedninger og van-
tro, fra paven til den moderne vantros
ypperstepræst Bob Ingersoll, bøie sig i
sorg, i bøn for et medlem af et af de
ubetydeligste troessamfund på jordens
overflade. Havde Garfield tilhørt vort
folk, havde han end været født i en
bedre stilling, aldrig vilde han dog have
nået nogen vei, havde han ei hyklet en
tro, han ikke havde; — og det kunde
Garfield aldrig gjøre, ei heller nogen
anden mand, som fortjener at komme
frem.
Washington, Lincoln, Garfield; de
tre største og vakreste navne, som de
sidste århundreder har at opvise og paa
dem alle kan Amerika gjøre fordring,
ei alene fordi de er fødte der; men fordi
Amerika har gjort dem til hvad de er
blevne, fordi intet andet land under
solen kunde have frembragt en Wha-
shington, Lincoln og Garfield; thi —
man må undskylde mig denne lille radi-
kale meningsytring — den sort mænd
gror kun i republikansk jord, republiken
har skabt dem og den har de tjent, den
og dem til lige stor ære og fortjeneste.
Havde republiken ingen andre fortjene-
ster, så har den dog denne: at have frem-
bragt tre af menneskehedens ædleste hel-
teskikkelser, et trekløver, som det uden-
for republiken aldrig har existeret og
hvortil kanske oldtidens fristater ei en-
gang kan oplyse mage.
Washington, Lincoln og Garfield !
Eksempler for alle mænd, for alle tider,
i alle lande.
Men er det en hæder for Amerika
at have skabt disse mænd, da er det ei
mindre en hæder for dem at have hjul-
pet til at danne et folk, som allerede er
så stort, at det freidigt tør anerkjende
fortjenesten, hvor den end findes; så stort,
at misundelsen ei kan nå frem; denne
afskyelige misundelse, som bevæger os
til at le af en mand, når vi føler vi
ikke formår at være som han, denne
misundelse, som driver partikampen
lige ind over hjemmets dørtærskel,
som af en ædel kamp for folkets vel
under folkets øine, gjør en smålig in-
quisition af personers kassabøger, ja
af grydernes indhold!
Med fordoblet iver og lyst må Ame-
rikas nuværende og vordende statsmænd
gå til deres værk, når de ser, hvorledes
nationen hædrer og elsker sine store
mænd. Blandt de mange vakre histo-
rier, der nu flyver verden over fra Gar-
fields sygekammer, er der ingen jeg sy-
nes bedre om end følgende: Da Gar-
field lå farlig syg i Washington og de
forskjellige staters guvernører sluttede
sig sammen om at forordne menighe-
dernes bønner for ham, blev dette til-
kjendegivet Garfield. Han lå et øieblik
uden at svare. ”Doktor”, sagde han så
til Dr. Bliss, ”hvor det dog er deiligt
at være præsident for de forenede sta-
ter!”
Præsidentposten bragte ham døden;
men den bragte ham også bevidstheden
om, at han var den første mand i et
stort og ædelt folk, og for at få dette
at føle kan det vel være værdt at dø.
”Den mand dør ei forgjæves, ved
hvis grav et folk bilægger alle tvistig-
heder og føler med et hjerte”, siger et
blad. Nei, thi disse dage, da over et
helt kontinent alle tænker den samme
tanke og sørger over det samme tab,
vil styrke drømmerne, modne forsætter
og skabe planer, som engang skal bevise
påny, at martyrernes blod er en herlig
sæd. Garfield dør ei forgjeves; thi hans
tragiske endeligt vil indbrænde i levende
og kommende slægters erindring et navn
så stort, så ædelt, at ingen er så stor,
at han ei vil blive større, ingen så god,
han ei vil blive bedre ved at bestræbe
sig efter at følge i Garfields fodspor.
Han dør ei forgjæves; thi hans stolte
liv vil hos disse millioner, der imorgen
skal vise ham den sidste ære, efterlade
en stolt, uudslukkelig kjærlighed til det
land og de forhold, der har formået at
frembringe en Garfield.
Garfield dør ei forgjæves; thi det
tør vel hænde, at under de tusinder af
sørgeflag, der vajer i den gamle verden,
nogle fordomme vil jages på dør, andre
mildnes og midt i sorgen kanske der
vil komme et gladere og menneskeligere
syn på livet. Det tør vel hænde, at de
ligklokker, der ringer over Garfield, vil
vække agtelse og medlidenhed med de
klasser af jordens befolkning, hvorfra
han kom, det tør vel hænde, at når
Garfield sænkes i graven, en menneske-
klasse reises fra en åndelig grav, det tør
vel hende, at sørgebudene vil bebude
for den nye som for den gamle verden
en ny tid, det tør vel hænde, at Gar-
fields blod bliver den sæd, hvorfra en
reformernes tid skal spire i begge de
sørgende verdener.
Et stort folk sørgende for en ædel
høyding! hvilket et herligt syn midt i
sorgen, hvor det virker oplivende.
Hvor kjærlighed og sorg har en så-
dan magt, er det umuligt, at menne-
skerne kan være så onde, som det gjerne
heder de er. — Noget godt må der dog
være i dem. Et mægtigt folk sørgende
over en slagen høvding, Gud ske lov,
menneskerne er bedre end deres rygte.
Et frit folk sørgende over en stor bor-
ger!
Men sålænge menneskerne hædrer
det store og begræder de faldne stores
tab, er der ingen grund til at fortvivyle
oyer menneskernes ondskab. Amerika,
verden i sorg ved Garfields grav bevi-
ser, at verden er ei værre, men bedre
idag end på Kvisti tider!
Man taler om Amerikas usle forholde,
i modsætning til europæiske tilstande,
om humbug, en løgn så fræk, at den
vilde besudle en Guiteaus læber. Vil
man ingen vidnesbyrd tro, vil man fast-
holde, at en republik må føre til ussel-
hed, så se til frugterne, — den dom
underkaster den unge, blomstrende re-
publik sig gjerne; træet skal du kjende
på dets frugter: Washington, Lincoln
og Garfield.
Ei gamal Vise fraa Valdris.
(Ved Hallvard Bergh.)
Mannen seg aat skogen gjekk
Han vilde den røven liska: -
(Spyr Mannen:)
”Aa kann eg ”kje faa huden din*)
Til foring innuppunder luvan min*)?”
(Svarar røven:)
”Aa aldri so faar du huden min
Til foring innuppunder luvan din.”
(Spyr Mannen:)
”Aa kjære kann eg faa huden din
Til foring innuppunder luvan min,
So skal du faa smaka gaasa so feit,
So beste du hugast aa eta?”
(Svarar røven:)
”Huden er vond aa missa;
Men maten lyt vera vissa:
Du lyt væl faa huden min
Til foring innuppunder luvan din!”
(Fram kjem røyen si systre:)
”Eg meiner du misst heve Vit aa umsinn:
Aa vil du no selja skinnpelsen din
Til foring innuppunder luvan hin !”
(svarar røven:)
Maten lyt vera vissa,
Men huden er vond aa missa:
Du kann slet inkje faa huden min
Til foring innuppunder luvan din!”
sk * *
Mannen spendte bogan fyr kne,
Aa skaut den røven so han datt ne.
”No kann eg faa skinnpelsen din
Til foring innuppunder luvan min!”
(syng mannen og vrengjer belgen av honom.)
) Er slike Former ægte, 30 maa Visa vera bra gamal.
Bldst.
Styraren
av Verftet paa Horten hev i Dagbladet
upplyst, at Verftet ikkje hev fengje
Tilbod um aa byggja dei tvo Fim-
skipi, ’me skreiv um i No. 40; det var
berre ein av Direktørarne for Eim-
baatslaget, som spurde han privat,
um Verftet kunde taka eit slikt Ar-
beid. Og daa svarad Styraren nei —:
”1. fordi Verftet ikke har Ret til —
saaledes som en privat Årbeids-
herre — at paatage sig Akkord-
arbejder, hvoraf der muligens, som
Følge af uheldige Konjunkturer
o. desl., kan opstaa Tab, et Tab,
der i Tilfælde vilde — til Fordel
for private — falde tilbage paa
Statskassen.
2: Fordi Dampskibene antagelig vilde,
kunne bygges ved f. Ex. Nylands
mekaniske Værksted, og det be-
følges som Princip ved Værfts-
driften ikke til Fortrængsel for
Landets private Industri at mod-
tage Arbejder eller Bestillinger for
private.
3. Fordi Værftet ikke er i Besiddelse
af et saa stort Antal Arbeidsma-
skiner, som vilde udkræves, om
man skulde levere de omhandlede
Dampskibe færdige til den af ved-
kommende opgivne Tid og samtidig
holde Marinens egne Nybygnings-
arbeider i forsvarlig Gang. LY
Fordi Værftet paa Grund af de
sidste Storthings afknappede Be-
vilgninger til Marinen har været
nødt til at afskedige saamange År-
beidere fra Værftsvirksombeden, at
man ikke paa langt nær ved Værf-
tet har eller her paa Stedet vilde
kunne opdriyve den til et saa betyde-
ligt Arbejde nødvendige Arbeids-
stok. Og paany at tilkalde Arbei-
dere andetstedsfra — selv om de,
hvad der er tvivlsomt, overhovedet
var at erholde — for saa atter at
maatte afskedige dem, naar dette
enkelte Arbejde var til Ende, vilde,
efter de havte sørgelige Brfaringer
om Følgerne haade for Stedet og
Arbeiderne af deslige Afskedigelser,
været uforsvyarligt ligeøverfor Ar-
beiderne og endnu meget mere
uforsvarligt ligeoverfor Kommunen
og Stedets nuværende Indvaanere.”
Det ser ut til, at Verftstyraren
hev noko Rett i det han her segjer,
endaa der er fleire Ting, som me enno
ikkje finn so godt upplyste, at me kann
segja nokot visst um dei. At Verftet
ikkje skulde vaaga aa taka paa ’seg
slike Arbeid, fordi dei kunde gjeva
Tap, er no ein Grunn, som ikkje veg
stort; den kongelege Regjeringi plar
ikkje hellest vera sorædd for aa taka
Andsvaret for, at Rikskassa lid Tap,
og Verftet maatte naturlegvis faa Lov
av Departementet til aa byggja private
Eimskip.
Men det fær no vera som det vil
med dette. Er det so, at det finnst
nokot annat Verft her i Landet, som
kann byggja slike Skip, so maa Ein
segja, at Hortensverftet i denne Saki
er angerlaust.
Og daa vert det Kristiania-
kararne, som fær Skuldi, dersom
dei utan rimeleg Grunn hev gjenget
utum det norske Verftet, f. Eks. Ny-
lands, og gjenget til Sverig. Det vil
vera dei, som daa hev vist, kor lite
Tanke der er her i Landet for vaart
eiget Arbeid og vaar eigi Framtid,
Like galet er det for Landet, kven
det er, som 1 kvart Tilfelle hev Skuldi.
Den same Tanken er i alt, den same
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
