Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 de Januar 1882.
Fedraheimen.
JE
døma, kvenn som søkjer ho paa rett
Maate elder ei, me lyt berre sjaa til,
at me sjølve søkjer Sanningi paa
pen rette Maaten. Detta Ordet ”vond
Vilje? vert fælt misbrukat. Ein kann
ikkje segja um alle, som kjem til ei
onnor Yvertyding enn den som me
hev, at han gjere detta av vond Vilje.
Det er ein Ting, at ein Mann kann
mistaka seg storleg, og ein annan det,
at han gjere det av vond Vilje 9: av
Traass. Tenk at ein Mann av vaar
evangelisk-lutherske Kyrkja finn, at
han bør forlata henne og ganga inn
i eit annat Kyrkjesamfund, t. D. Metho-
dist-samfundet, vaagar so Hr. Å. koma
og segja, at han gjere detta av vond
Vilje, avdi han ikkje vil finna San-
ingi 0. s. v.? — Det maa me difor
halda paa, at Fritenkjaren og fer so,
som han etter si Yyertyding (NB. si
Yyertyding) finn aa vera rett, at han
som sagt er førd inn paa den Vegen
ved si Yvertydings Makt. Detta maa
me halda oss til, fyrst me ikkje vil
døma han urettvisi.
”Fedr.”, hev haldet fram. — Ei onnor
Sida av Saki er det, at den kristne
ikkje kann slaa nokot av paa si Yver-
tyding, at han ikkje kann vika ei
Haarsbreidd fraa Grunnen aat Trui, han
maa hava full Rett til aa strida mot
Fritenkjarens Meiningar, men denne
Retten vert slett ikkje minkad ved at
han hev det Synet paa Tingen, som
me hev hævdat ovanfyr, tvertimot.
Det vilde vera svært ynskjande, um
dei kunde strida paa ein betre og meir
verkningsfuli Maate fyr Kristendomen.
enn dei no gjere, og iser vilde det
vera gagnlegt, um dei let vera aa
blanda Politikk inn i denne Striden.
Hr. A. finn, at Diktet ”Livsnjoting”
er ukristelegt. Jaso! Diktet skildrar
ein ung Mann, som berre hev livt fyr
aa njota Livet. Daa han no ligg
sjuk og kjenner, at Dauden nærmar
seg, er han reint hugsprengd, avdi
han maa forlata all Livsens Njoting
og Gleda. Hjaa honom stend ein gamall
Mann, som paa ein Maate prøvar aa
trøsta han. — Naar ein maa forlata
Livsens Gledor, so slepp ein og
dess Sorgjer, meiner han. Denne
”Trøsti” hjelper ikkje, kann ein vita.
So trøstar Gamlen han med, at han
daa hev livt, men detta hjelper likso
litet, og den unge døyr i Vonløysa og
med Hædingar paa Lippa. Den einaste
Trøsti,som kundehjelpa, Kristendomens,
kjem Gamlen ikkje med, avdi han væl
ikkje sjølv er ein Kristen. Det er
plent, liksom Diktaren med denne
Skildringi vilde segja: Her ser du,
kosso den døyr, som ikkje er ein Kri-
sten. Han hev inkje aa halda seg til
elder trøsta seg med; Venerne hans
kjem med mindre Trøst enn Hjobs
Vener. Ligg det ikkje just i detta
ei sterk Uppmaning til aa søkja Hamn
i Kristendomen? Nokor onnor Meining
kann eg ikkje finna i Diktet, og eg
skynar difor ikkje, at det kann kallast
ukristelegt.
So til Slut berre eit Par Ord.
Fyrst” Fedraheimens” Styrar vildespyrja
meg, korleis han best skulde ”blaasa
i Luren”, for at Bladet kunde verta
Det er detta,
godkjent fyr eit kristelegsinnat Blad,
so vilde eg svara: Berre gakk
yver til Høgreflokken.
Norsken i landskulen.
”Undervisningen bør såvidt muligt
meddeles på børnenes eget talesprog.
Efterhånden opøves de i at forstå og
skriftligt at udtrykke sig i det almin-
delige bogsprog.” Ja sopålag stend
det i ei liti bok, som kallar seg ”Un-
dervisningsplan for den lavere al-
mueskole i Tromsø stift”. Skrifti er
underskrivi av Chr. Kjerschow, J. Smitt,
J. Killengreen. Det var no norsken på
papiret; men no skal du høyra, kor-
leis det stend til med norsken i livet.
Det er prostevisitats i- Norland,
Borni les i testamenta på kyrkjegolve:
”I begjyndelsen var ore og ore var hos
Gud . . . Og ore blev kjøt og bode
i blant oss.”
Prosten segjer inkje nokot.
Ein gut fortel bibelsoga:
”Ein mann gjekk frå Jerusalem til
Jeriko. På Veien treft” han røvara.
Di reiv klean utav han og slo han
forderva og let han ligg der halldau.
Så kom dæ ein prest gåand. Han såg
stakaren, men brydd seg ikkje om
han. Så kom dæ ein levit. Han såg
han og, men han ga seg ikkje om
han. Så kom dæ ein samaritan. Då
han såg ’armingen, gjekk han bort åt
han, vaska såran hans, smorde olje
og vin paa dem og løfta han oppå
dyre, som han rei på og tok han me
seg tilgårs og pleia han. Andre dagjen
for han bort. Då sa han åt verten:
Pass han vel! her er eit par peningar
(kruna), og lyt du legg ut meir, skal
eg betala dæ, når eg kjem att.”
Prosten gat ikkje nokot.
Ein lærar spyr paa lag soleis
”Kva krev loven av oss? Kann vi
elske Gud soleis og næsten som oss
sjølve? Kva segjer så loven til oss,
naar vi inkje kann gjere dæ?”
Prosten tegjer still då og.
Men nokot heiter kyrkjemøte. Då
tagde ikkje prosten. Fyrst um lesingi.
Naar det stod ordet, so stod det ikkje
ore. Ein fekk lesa rett. —Nokot
annat tillet ikkje han, prosten. Pre-
sten og lærararne slo på, at ein fekk
lesa med vit og ikkje nemna alle daude
bokstavar; for det var meiningslaust,
var ikkje brukt ved nokon god skule.
Det brydde ikkje prosten seg um.
Borni skulde læra aa skriva det ”al-
mindelige sprog”, og det lærde dei
ikkje, naar dei ikkje fekk lesa ”rett”.
So um ”bygdesproget”. Han vilde
ikkje vita av nokot slag målstræv og
lærararne fekk bruka ”det almindelige
sprog.” Han vilde ikkje vita av nokot
annat i — sine skular. Presten og
lærararne slo på ”undervisnings-
planen”. Berre ”misforståelse — af
ordene,” — ”De blev at fortolke
anderledes”, ”Hovedsagen var
sidste passus.”
Hr. Bladstyrar! Vil De ikkje vera
so god å senda dette nr. av ”Fedra-
heimen” til skuledirektøren i Tromsø
og sjølv beda um eit greidt svar i
bladet? Saki er ikkje liti. Det vert
”intelligensen” syner greidt,
no meir enn ord. For maalsaki er
ikkje lenger læra, men liv.
Audmjukast
R.
Nordland, novbr. 1881.
Me sender Bladet til Skuledirek-
tøren i Troms. Bldst.
ERGO
(Innsendt.)
pPen oplyste del af nationen*.
”Den oplyste del af nationen” hell
”de meningsberettigede” (”intelligen-
sen”) kallar høgrefolket seg. Vinstre
er ”den uvidende masse”, ”de ukulti-
verede, raabarkede bønder.” Desse
namni er ”gjengangere” fraa den tid,
daa embættsmennerne verkeleg var
meir danad og raadde yver større
krafter hell bondeflokken i tinget lik-
som andre stader. No er det ikkje
meir so. T. d. diktararne vaare:
Bjørnson, Ibsen, Kjelland, Elster, John
Paulsen o. s. fr. vil væl inkje høgre-
flokken reikna til seg? Endaa Jonas
Lie stend inkje so langt ifraa vinstre.
Vaare høgrefolk hev inkje andre dik-
tarar no hell Teodor Caspari, og han
kann væl inkje reiknast med dei største
skaldarne. Ja, so hev dei Andreas
Munch, som nokk ei gong hev voret
diktar, men dei seinste skaldestykki
hans i ”Morgenbladet” er slike, at eg
inkje tykkjer han kann fortena diktar-
namnet no lenger — for kva skal ein
segja um slike ting som t. d. i diktet
til krunprinsparet: ”demagogers brus”,
”friheds tale Öördnet under kronens
vegt?” ”Aftenpostens? Rungolf og kong
Oskar lagar nokk au vers, men eg
kann ikkje tru nokon fyr aalvora vil
kalla dei diktarar fyr det.
Paa vitskapens grubn stend det
noko likare til med høgre; dei hev
fleire hæve vitskapsmenner. Men i dei
seinare tider ser det ut til at vinstre
skal koma ovanpaa her au; solcis skal
dei fleste av professorarne vaare vera
fridomsmenner — naar ein tek undan
teologarne aa juristarne daa, maavita.
Kor haagt stend høgre i folkeleg-
skap (”humanitet”)? Det er inkje
mykje haagt det. Det er no ”kje ta-
lande um ”Morgenbladet”, for det til-
stend nok mange av dess eigne folk
at det stend laagt 1 det stykkje. Men
allstad
han kann koma til, at han er grunn-
raa. Enn flagdmøtet i arbeidersam-
fundet 1879? Den ringaste husmannen
vilde skjemmast fyr aa bera seg so
raatt som kgl. fullmektigi Torvald Boeck
og dr. Yngvar Nielsen gjorde den
kvelden. Sameleis var det paa Tuns-
bergmøtet ifjor o. s. fr.
Kristofer Janson som Prest.
(Slutten.)
3. Jeg tror ikke paa den Helligaand
som mnogen Person, men kun som en
Guds udstraalende Kraft, hvorfor dette
Led ogsaa i tredie Artikel stilles sammen
med Kirken, Syndernes Forladelse osv.,
medens de to. første Artikler udeluk-
kende handle om Personer? den første
om Gud Fader, den anden om Guds
Søn.
4. Jeg tror ikke paa Skriftens In-
spiration paa den gamle Maade, nemlig
at hvert Ord og hver Mening deri
skulde være direkte dikteret eller ind-
blæst af Gud, og at Menneskene, der
skrev dem ned, kun var villieløse Red-
skaber. Jeg tror meget mere, at der i
Skriften, baade det gamle og nye Te-
stamente, findes Unøiagtigheder, Mod-
sigelser, menneskelige Skrøbeligheder;
at de Mænd, som skrev, skrev ud af
sin Samtids Syn, sin Samtids Vildfa-
relser, at der saaledes tydelig kan paa-
peges en Udvikling fra de ældre Skrif-
ter til de nyere. Jeg tror derfor, at
der bør tillades fuld og aaben Granskning
baade af det gamle og det nye Testa-
mente, ja at man maa være de Mænd
saare taknemlige, som har offret et Livs
Arbeide paa denne Granskning, selv om
dens Resultater ikke behage os. Men
paa samme Tid som jeg tror, at Skriften
bør behandles med den samme Kritik
som enhver anden Bog, paa samme Tid
tror Jeg, at den altid kommer at indtage en
Serstilling mellem alle andre Bøger, — det
gamle Testamente fordi det behandler
det Folks Historie og Udvikling, ud af
hvilket Jesus udsprang; det nye Testa-
mente, fordi det indeholder de ældste
Beretninger, vi har, om vor Herre: Je-
sus Kristus, og Apostlernes Opfatning
af ham.
Jeg tror, det er en af den hjem-
lige Kirkes Synder, at den har drevet
og endnu driver Aføuderi med Bibelen,
saa at Saligheden formelig grundlægges
paa en Bog, mens man glemmer, at Kri-
stendommen var til, længe før Bibelen
var til, at Personen Jesus Kristus er det
kristne Samfunds Grundyold, som han
og kalder sig selv Hovedbjørnestenen.
d. deg tror ikke paa evige Hel-
vedesstraffe — vel paa Helvedesstraffe,
men ikke paa evige Helvedesstraffe.
At hver Synd medfører sin Straf, hvad
enten den er en Synd mod Legemet
eller mod Aanden, det er noget, Alle
kan se hernede. Det er en evig Natnr-
lov, og jeg tror, at den Naturlov ogsaa
fortsættes hinsides. Gjennem den selv
paadragne Straf lutres Sjælen til om-
siler at faa Øie og Hjerte for Guds til-
budte Naade. Hvis det skulde være
sandt, som de orthodokse paastaa, at kun
en liden Flok frelses og den store
Mængde gaar evig fortabt, da vilde det
forfærdelig anklagende Spørgsmaal reise
sig med Rette mod Gud: ”hvorfor skabte
han da overhovedet Mennesket, naar
han vidste forud, at Størsteparten skulde
evig pines?”” Gud blev da en lunefuld,
grusom Tyran; man kunde ikke længer
tro paa ham som Kjærlighedens Fader,
man kunde ikke længer elske ham. Skal
vi tro paa dette forfærdelige Dogme,
der er opstaaet gjennem Uklarhed og
Misforstand af det nye Testamente, da
blir jo virkelig Djævelen Seierherren og
Gud en latterlig liden En, som nagtet
han skal være almægtig og alkjærlig,
ikke formaar at vinde Bugt med de
Menneskehjerter, han selv har skabt.
Nei, jeg tror paa Alkjærlighedens ende-
lige Seier, som jeg tror paa dens ende-
løse Taalmodighed og Opfindsomhed.
Vel indeholder Menneskets frie Villie
ogsaa Muligheden af en evig Modstand,
det er sandt, men jeg tror ikke paa
denne Mulighed. Man ser jo hernede.
at selv stakkels Menneskers Kjærlighed,
naar den aldrig aflader, trods alle Prø-
velser og Skuffelser, dog omsider vinder
Bugt med den mest forhærdede. Og
hvor meget mere da ikke Guds uendelige
Kjærlighed? Ja jeg tror, at Guds for-
følgende Kjærlighed, der møder op paa de
forskjelligste Maader og paa de forskjelig-
ste Veie, hvor Menneskesjælen helst troede
at undgaa ham, omsider vil smelte det
mest stenhaarde Hjerte; jeg tror med
Apostelen Paulus, at ”i Jesu Navn skal
hvert Knæ bøie sig en Gang, baade deres
i Himlen og deres paa Jorden og deres
under Jorden, og hver Tunge bekjende,
at han er en Herre til Guds Ære.”
(Phil. 2: 10, 11). Uden denne trøste-
lige Tanke maatte jeg sige Kristendom-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
