- Project Runeberg -  Fedraheimen. Eit Blad aat det norske Folket / 6:e Aargang. 1882 /
111

(1877-1891)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

f5de Juli 1882.

Fedraheimen. i p

111

en større Forskjel end den, som ret-
færdiggjøres af forskjelligt Folketal.

Men vi skal tage en Sammenlig-
ning med Sverige der, hvor vi er stær-
kest, nemlig i det politiske, forat se,
om Selvstændighedens Æresfølelse er en
Faktor, som det er værdt at regne med.

Vi har i en Række af Aar arbeidet
med en politisk Reform, som endelig
vandt næsten Enstemmighed, jeg mener
Statsraadernes Deltagelse i Tingets
Forhandlinger. Man var enig om, at
store Summer vilde indspares, hvis
denne Reform kom istand, og megen
Tid og megen Evne bedre bruges. Da
den fjerde Gang forelaa til Sanksjon,
var der ikke tusen, nei kanske ikke
hundre forstandige Mænd i Landet,
som ikke ønskede Sanksjon.

Vor Konge kom ind til os fra
Sverige, hans Hjem; hele den norske
Nasjon holdt saa at sige Aandedrættet
tilbage, lyttede . .. han reiste igjen
uden et Ord. Da han atter sad i Sve-
rige, sendte Regjeringen ud over os:
ikke Sanksjon!

Her har vi et Virkelighedsbillede;
saaledes ser vor Stilling ud. Men her
har vi ogsaa et Billede af, hvad man
tænker om Selvstændighedens Æres-

følelse i Norge; man gaar, som vi ser,

rolig ud fra, at den ikke vokser vildt
her, men er en temmelig sjelden Plante.
Ti hvorledes begrundedes denne Sank-
sjonsnægtelse? Med nogle Ord om
Kongens Prærogativer, Forrettigheder.
Folket havde igjenem sit Storting paa
det indstændigste talt om, hvad Landets
Velfærd krævede. Man svarede med,
hvad Kongens Prærogativer krævede.

Vi tager et svensk Modstykke. For
en Del Aar siden var alle tænkende
Mænd og Kvinder optagne af Repræ-
sentationsreformen. Stændernes —for-
skjellige Hus, Riddernes, Geistlighedens,
Borgernes, Bøndernes, skulde gjøres til
ét Hus med to Kammere. De ”konge-
lige Prærogativer” stod sig ikke paa
Reformen efter den gamle Regel: split
og hersk. Reformen stred mod Ade-
lens Prærogativer som mod Geistlig-
hedens; alene Borgerne og Bønderne
talte ikke om Prærogativer, men om
Landets Vel. I denne store Sag kor
der snart noget ind, som vakte Selv-
stændighedens Æresfølelse i det gamle,
bestandig fri Folk. Det er en Kjends-
gjerning, at baade Kongen og Konge-
huset var imod, trods at Forslaget var
- kongeligt. I Stilhed støttedes Adelens
og Geistlighedens store Anstrængelser;
men sprængt blev Forbundet; ti man
frygtede. Kongen maatte lade sig
drage 1 Triumf gjennem Stockholms
Gader, Adelen voterede sig selv ihjæl,
og Geistligheden fulgte Lig, som dens
Geschæft er. Selystændighedens Mil-
lion-Røst bragte alle Prærogativer til
at forstumme; ti naar Løven brøler,
tier ålle de andre Dyr.

Man kan sige: dette var en saa-
meget større Sag end Statsraadssagen
hos os. Men saa var ogsaa Modstan-
den i Sverige saa meget mægtigere.
Hos os var jo tilsist det hele Folk
enigt, — men de faa. som stod om
Kongen, brydde sig ikke en Døit om

Folkets Enighed. Hvad det hele Folk

kaldte sit Vel, det opveiede ikke de

kongelige Prærogativer, og da vi saa
svarede med 9de Juni, fandt man det
hellerikke nødvendigt at bry sig om. den.

Nu siger jeg: naar et frit Folk lar
sig behandle paa den Maade, saa er
det altid fortjent, altid selvforskyldt;
ti saa er der ikke Kraft nok i det, —
netop af den Kraft, som Selvstændig-
hedens Æresfølelse giver, ”den och
ingen annan”.

Et Pksempel til og fra samme Strøg,
altsaa fra det, hvor vi er stærkest.
I min Levealder har Kongen givet
næsten hundre Sanksjonsnægtelser. —
Hvad er en Sanksjonsnægtelse? Det
er, at begge Tingafdelinger, altsaa den
større Del af Folket, gjennem dem,
siger: ”det Lovforslag finder vi er til
Folkets Vel, det trænger vi”, — og
saa siger Kongen: ”Det skjønner I
jer ikke paa, for det ved jeg meget
bedre”. Altsaa henved hundre Ganger
har den kongelige Regjering fra 1830
ladet Kongen sige til det norske Folk,
at hvad der er til Folkets Vel, det
skjønner jeg bedre end I. Jeg tror,
dette er henved hundre Ganger for-
meget.

Der er intet frit Folk paa Jorden,
som kan opvise Magen. — *

Det kan ikke udregnes, hvad vi
har tabt paa slig Overdaad af konge-
lig Visdom. Først ligefrem ved at
Loven ikke i rette Tid fik gjøre sin
Gjerning, og dernæst ved, at det; som
endelig blev Lov, var ikke som det
praktiske Folk selv vilde; ti man maatte
jo modtage Regjeringens Prutningsmon
forat faa Fred. Dernæst kan det ikke
udregnes, hvad vi har tabt i Tid, Ar-
beidskraft og Talent, ja i ligefrem po-
litisk Arbeidslyst. Men allerminst kan
vi udregne, hvad vi har tabt ved alle
de fra Stortinget til Regjeringen af-
givne Anmodninger, som er tilbage-
viste, eller ved, at mangen en sund
Tanke ikke engang kom saa langt som
til Lovforslag eller Anmodning; ti man
gad ikke engang tage alt dette Krangel
paa sig, kanske til ingen Nytte. —

Det er altfor kostbart ikke at eie
Magten. Men Magten faar vi ikke til
Forærings. Vi maa først faa Selv-
stændighedens Ærestølelse, saa ingen
længer tør byde os, hvad man har
budt os.
Tidens Krav, tør man altid byde os
mindre og mindre, og saaledes gaar
Magten efterhaanden og fredeligt over
did, hvor Folkets Vel ene kan bestem-
mes, nemlig hos Folket selv. Jeg siger
efterhaanden og fredeligt; ti hvem tør

’trodse et Folks voksende Æresfølelse?

Spør nogen mig: vil dette gaa fort,
da svarer jeg, at maaler jeg vor Æres-
følelse med, hvad man hidtil har vovet
at byde den, da maa man enten have
for lidet Begreb om den, eller den
maa være liden i sig selv endda. Jeg
tror begge Dele. Jeg tror, de andres
Begreb om den er for lidet; men jeg
tror ikke, at den endnu i sig selv er
stor. Om her stod idag en ny Thor-
mod Kolbrunarskald, — det var dette,
han med langtrækkende Røst vilde
synge ud over det norske Folk i Dag-
ningen: ”Vaagn op til et selvstæn-
digt Folks Æresfølelse. Tales der
til dine valgte Mænd som til Drenge,
slaa da ned den Regjering, som har

Og naar den vokser med!

Ansvaret for det. Og er din Konge
en svensk Mand, og hans norske Re-
gjering alligevel kræver absolut Veto
for ham i din Grundlov,. skjønt det
ikke staar, sørg da for, at det blir
dyrt for den Regjering og for enhver,
som efter den kræver det samme. Og
lader nogen Kongedømmet sige, at
absolut Veto kan det ikke opgive, da
maa du aabent svare, at saa maa det
norske Folk opgive Kongedømmet. Min-
dre maa Valget ikke blive end mellem
det absolute Veto og Kongedømmet”.

Har det norske Folks store Flertal
Æresfølelse nok til at tænke og ville
saa? Store Begivenheder skaber ofte
paa en Morgen, hvad ellers trænger
mange Aartier.

Men sæt, at det ikke har det; sæt,
at det vaagner som den gamle Hær
paa Stiklestad for mere end -800 Aar
siden, ikke til Seier, men til Fald; —
ligesom hin gamle Hær vil den ny
staa op igjen i Folkefølelsen, hvori et
Folks Fremtid fødes, og næste Gang
faa Seier, stor og fager Seier.”

Hr. 0. J. Høyem.

Det var leidt, at Rettingi mi av
dette ”mistyder” kom so seint, men eg
fekk sjaa detta Stykkjet mitt so seint,
at det ikkje naadde til fyrr. Bg ansad
ikkje paa daa hell aa nemna, at det var
gløymt ute Samanlikningi av det nye
Testamente. Vogt og Paulsen var sette
jamsides fyst, og so var det tenkt med
Høyem og Moe likeins, for at kyar kunde
faa si Prøve.

No um slike Umtydingar av Namn,
veit me, det er tvo Meiningar. Sume
vil hava umbrøytt alt saman etter Maal-
skikken i sitt Land, men so er det sume
att, som meiner, at ein skylder framande
Folk og gamle Tider den Vyrdnaden,
at ein maa skriva kvart Namn etter den
Gjerdi det hev, der det er heime, Anten
maa det daa verta Per Sendemann hell
Apostelen Petros. Bg veit ikkje kor-
leids det kann hava seg med Folkemei-
ningi um dette hellest, men naar det
gjeld Bibelen, er eg rædd, det vil vera
ein stor Hop, som vil segja, at Skrifti
vert ”umvre-i”, naar det berst so iveg
med Umtydingar. Dei vil tykkja, at
det bryt for tvert av fraa det gamle,
og dei vil heller halda seg til det, dei
er vande med. U.

Kristtania, den 14de Juli.
. Stort og smaatt. Same Dagen som
Oskar den 2dre heldt Truntalen for
Norigs Storthing, same Dagen song han
ei svensk Visa for Gjesterne paa eit
Middagslag paa Sarabraaten og — gje-

nom Telefon — for Gjenturne paa Tele-

fonstasjonen. Desse Kvinnfolki skulde
daa døma yver Kong Oskar II som Syn-
gjar, og det er greidt, at dei gav han
so mykje Ros, som dei kunde finna paa.

— Aa fortelja slikt vilde for eit
Vinstreblad vera Høgbrot. Men no kom
det fyrst i Centralbladet ”Dagen”, og so
kann me vel fortelja det, me og, daa.

Kongen skal i det heile vera glad i
aa syngja. Han skal vera med stundom
og spela Komedie paa Hoff-Teatret i
Songstykkje elder ”Operaer”. Den høge
Songaren fær naturlegvis. altid Ros og
Klapp.

At ban kann gjera Vers, veit me
fyrr. Det er some, som hev rost desse
Versi og.

Folk, som vil vita Greida paa eit og

annat, segjer, at Grunnen til, at Norig
no hev fengje sin rette Fyrsteminister i
Stockholm (Statsminister Kierulf), skal
vera den, at Kierulf er med og spelar
Kort med Kongen visse Kveldar i Vika,
og at han daa veit aa snakka slikt, som
Kongen likar.
— Folk segjer no so mangt.

Men visst skal det vera, at Kierulf no —

er Fyrstemannen millom dei 11, og daa
Kierulf aldri hev havt meir Vit enn
han turvte, so kann ein vita, korleis
det peikar i Veg. —

Sæle Norig! Store var dine Styres-
menn i gamle Dagar; Selmer og Kier-
ulf er dine Styresmenn no. —

«Arbeidsfolk*. Hils Statsraaden og
bed ham forsikre Hs. Maj. om, at vi
arbeide — deri ligger det, mine Herrer!
— arbeide som Hans Majestæts tro Tje-
nere iblandt Folket.” —

Ja, dei ”arbeider”.
Visargutar,

No læt dei sine
Novemberkaksarne, laupa
ikring med den Selmer-Kierulfske Trun-
talen og prøva paa aa skræma Folket
til aa velja novemberskt. —

”Hans Majestæt hev sagt, at han
gjev seg aldri. Altso maa du gjeva deg.
Gjev du deg ikkje, so vert her Krig,”
— segjer dei til den norske Bonden.

Det er ikkje nok med, at dei ”finn
seg? i det personlege Styre og i den
Skammi, som dette legg ut yver Folk
og Land. Dei gjer seg til Tenestgutar
for det personlege Styret; dei tek Træl-
domens Liberi paa seg som ei Stads-
klædning; gjeng so ikring og vil truga
andre til aa gjera det same; for Skammi
vert ikkje til Æra, fyrr alle hev gjort
seg ærelause. —

Med Skræming og Trugsmåal driv
dei sitt syrgjelege ”Arbeid”. Send No-
vembermenn til Things, elder so vert
her Krig! — segjer Novemberkaksarne
til Bonden.

Men dei skulde visst agta seg litt.
” Hvis Nogen ved Valg til offentlig For-
retning, hvor det kommer an paa Med-
borgeres Tillid, . . . ved Trusler eller
paa anden utilbørlig Maade søger at
skaffe sig Indflydelse paa saadant Valg,
straffes han med Bøder eller Fængsel,
— segjer Loven!

— Og kor skulde so den ”Krigen”
koma ifraa? Fraa Kongen? Nei. Kongen
hev i Truntalen sagt, at han minnast sin
Eid til Norigs Grunnlov. Fraa Sverig?
— Nei; det store liberale Sverig hev
sagt, at det blandar seg aldri inn i vaar
Strid; og hellest bryr Sverig seg ikkje
um, at Norig misser sin Fridom. Sverig
kann ikkje i Lengdi vinna paa det,
Kor skulde Krigen koma
ifraa? — Krigen maatte koma fraa No-
vemberkaksarne sjølve. Novemberkak-
sarne maatte bruka sine eigne Grosserar-
Krunur og leiga seg Hærfolk; dei maatte
væpna sine Husmenn med Ljaa og Øx
— for sitt eiget Liv vilde dei visst ikkje
vaaga — og paa slik Maate reisa Bor-
garkrig i Landet! — Ja; Karl Gul-
branson hev snakkat um ”Broderblod”
og slikt. Men naar det kom til Stykket,
— so vilde kanskje Novemberkaksarne
firina, at det ikkje var so lett aa faa ein
Krig istand endaa; og dessutan, hev
me denne Loven, og den segjer, at
”dersom nogen, å den Hensigt at . ..
kuldkaste eller ved lovstridige Midler

tvertimot,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 01:22:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fedraheim/1882/0113.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free