- Project Runeberg -  Fedraheimen. Eit Blad aat det norske Folket / 6:e Aargang. 1882 /
147

(1877-1891)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

1bde September 1882.

Fedraheimen.

147

rundt i Høgrebladi. Det er ein Bonde,
som hev forsyndat seg. Han ”var en
af Bygdens ældste og mest formuende
Gaardbrugere, der i mange Aar har
været Medlem af Heredsstyrelsen og
altid har været anseet for en forstan-
dig og tænksom Mand.”

Stakars Kroken, no er han seld.
Kva hev Syndaren gjort? Etter Val-
manns-Valet i Eidsberg sagde han, at
ban hadde røystat med Vinstre, fyrdi
”dersom vi fik et Høirevalg nu, sa&
havde vi Absolutismen med det samme.”

Um detta skriv daa Bladet ei heil
Regla, som det kann vera verdt aa
prenta ein Stubb av som ei Prøve paa
”Intelligensen” i Høgrebladi, som tek
upp slikt Tull:

: ”Det er høist bedrøveligt, at endog
ældre, forstandige Mænd i den Grad
have tabt Besindigheden og den klare
Tanke, at de af ”Verdens Gang” og
lignende Blade samt af de omreisende
’Agitatorers Snak have ladet sig ind-
bilde. saadant Tøv, som at Kongens
absolute Veto ved Grundlovsforandrin-
ger skulde være ensbetydende med
Absolutisme, da det dog til Trivalitet
er gjentaget, at dette saa langt fra er
Tilfældet, at Kongen jo i intet Til-
fælde kan lægge en Tøddel til Grund-
loven, men at en tilfældig Storthings-
majoritet bliver enevældig over den,
saa vi kan siges ingen Grundlov at
have, naar Kongen intet Veto skulde
have.

Saadanne Exempler tjene dog til
at bevise Nødvendigheden af, at det
atter og atter gjentages, hvad Kongens
absolute Veto ved Grundlovsforandrin-
ger har at betyde, og da Alle, der
høre til det liberale Parti, vel tro
Johan Sverdrup paa hans Ord, fore-
kommer det os, at Blade som ”Almu-
vennen”, ”Budstikken”, ”Fædrelandet”
osv. som en staaende Artikel bør optage
Sverdrups Ord ved Mødet i Sandvigen
forleden. De lød: ”Jeg ved ikke, om
Nogen har sagt noget saa dumt, som
at Kongen, naar han har det absolute
Veto, skulde kunne forandre Grund-
loven efter Behag.”

Det er vel ikke at vente, at ”Ver-
dens Gang”, ”Dagbladet” og Konsorter
ville citere sin store Høvdings Ord,
naar de passe saa daarligt i deres
Kram, kanske vi endog faa se dem
at desavouere sit store Forbillede, fordi
han har ladet sig saa uforsigtig en
Udtalelse løbe ud af Munden.”

Eg. skal ikkje spilla mange Ord
paa detta. Skrivar Aymar Sørensen,
som held paa det absolute Veto, hev
sagt det same som denne Bonden,
endaa Ordelagi var nokot anderleids:
”Majoriteten maa regjere, Minori-
tetsregjering er et uindskrænket
Herredømme.”

Eg kann ingen Skilnad sjaa paa
detta og det, som Bonden i Eidsberg
sagde. Men eg hev ikkje set, at Høgre
hev vaagat seg ut mot Sørensen. Kvi-
fyr ikkje? Fyr di kvar kann skyna,
Sørensen hev Rett. Men Bonden daa,
so. hev ’vel han og Rett? Jau, han hev
Rett han og; men — —

— Elder kannhenda ”Fr.stad Til-
skuer” ikkje kjende dei Ordi av Sø-
tensen? Det kann so men gjerne vera;
men elles var det paa eit Høgre-
møte 1 Fredriksstad, Skrivar Sørensen
sagde det.

Haneborgere ser ein no gjetet i
mange Blad. Dei prøvad seg i Skedsmo
og Fet og fleire Stader. Dei gjorde

liksom Cæsar: veni, vidi —*) ja det
tridje, det rauk nok.

”En Cæsar kom og saa og vandt

i Oldtids fjerne Dage.

Som ham du kom og saa, Kleant,

Det tredie staar tilbage.”

So hev ein stor Diktar skrivet um
ein Friar, som det gjekk bin Vegen
med. Um Haneborg og hans Hane-
borgarar kann me segja: Dei kom,
saa og svandt. Skulde dei ikkje etter
detta helder kallast Høneborgarar?

Fraa Folkemeti.

” Samfundsspørgsmaalet”.

(Or ein Tale paa Folkemøtet paa Nærstrand
av Storthingspræsident Rektor Steen.)

”— — Det var efter lange Aar-
hundreder, vi gjenvandt og gjenfandt
os selv. Da vi i 1814, løste fra den
gamle Forbindelse, valgte at være os
selv, var det ingen kongelig frivillig
eller halv aftvungen Naadesakt. der
gav os Friheden. Vore Fædre tog den
som frie Mænd med Livet som Ind-
sats for at værne om det dyre Værk
og beskytte det mod Fiendehaand.
Grundloven, som den var vedtaget paa
Eidsvold, blev urørt og urokket den
4de November, det absolute Veto
afvist, og ingen Forandringer uden de,
der var en Følge af Forandringen med
Sverige, — og, ”Norge frit og selv-
istændigt i Forbund med det frie Bro-
derland” var dens første $, — Indhol-
det af alle de andre, hvormed vi tog
Plads blandt Europas Nationer, med
Ret, som vi havde givet os den selv.
Det er derpaa vort Samfund hviler
endnu, og den kræver vi, og det er
kun den, vi hævder. Den er Grund-
laget for alle vore Institutioner. — —

— Vor Grundlov er tidt. bleven
nævnt den frieste i Verden; det er
dens bedste Ros, at den har rummet
og rummer vor Udvikling; derved har
den kunnet blive en Fremskridtets Lov,
eftersom Forholdene gjør det Behov —
de ydre Forhold, og endmere naar
Folketrangen melder sig med større og
større Indsigt og Kraft. — Og Stor-
thinget har handlet efter denne Op-
fatning. Tidsmæssig Udvikling af Selv-
styret paa Forfatningens Grund er dets
trygge Program. Det er Betingelsen
for Selvstændighed, for Frihed og Lan-
dets Vel, — og Vælgerne har givet
dets Valg Medhold.

Ved Beslutningen om Statsraader-
nes Deltagelse i dtorthingets Forhand-
linger, Midlet og Borgen for det rette
konstitutionelle Forhold mellem Stats-
magterne og en virkelig — ikke blot
juridisk Ministeransvarlighed ligeover-
for Nationalforsamlingen, ved Stemme-
rettens Udvidelse efter den vedtagne
Beslutning, hvorved 1 det store alle
selvhjulpne Mænd vilde være bleven
vore Medborgere, har det inden Grund-
lovens Ramme og Principer villet gjøre
fuld Virkelighed af Selvstyrelsens
Tanke, at Folket har Raadighed over
sin Skjæbne, da Nordmænd raader i
Norge, — og muliggjøre ethvert Frem-
skridt efter vore Evner og vort Behov.

Skal det lykkes? Ingen tviler, men
intet stort Maal naaes uden Kamp,
Derfor skal det ei undre os, om Stri-
den bliver hed og Modstanden samler
sig til en sidste Anstrengelse. —Vore
Dages Brydninger er et Udslag af en
lang Række Begivenheder, som ei bør
lades uberørt, naar vi skal vurdere
Modstandens og Kampens Natur, dens
Formaal eller dog dens Resultat, om
den vandt. Vi skal deraf hente Styrke
til Seier.

For over tyve Aar siden overtog
det rekonstruerede Statsraad Ledelsen

*) Veni, vidi, vici, ”eg kom, saag og vann”,
skreiv Cæsar til Senatet i Rom.

af Landets Anliggender med det Hverv
at hidføre en Revision af Unionsakten,
hvorpaa dengang gjordes Krav af en
mod Norge alt andet end velvillig
Stemning. Det var et Udbrud, —
lykkeligvis kan vi haabe for alle Tider
det sidste, derfor borger Repræsenta-
tionsreformen i vort Broderland, — af
forgangne Tiders Misopfatning og For-
dom mod Foreningen som den var
og er. — Og dets Skjæbne inden Stor-
thinget svarede hertil; mod 17 St.
forkastedes det. Storthinget saa deri
en Fare for vor Selvstændighed. Det
skulde været vort Veto, vort Over-
hus, Begyndelsen til Enden. Al kon-
stitutionel Statsskik tilsagde, at en
saadan Underkjendelse af selve den
Sag, hvorpaa Ministeriet var gaaet
ind, skulde medføre dets Fratrædelse;
— hos os optog det ved første Le-
dighed inden sin Midte den Mand, der
havde deltaget i Forslagets Udarbei-
delse og baaret dets frugtesløse For-
svar i Storthinget. Loddet var altsaa
kastet. Storthinget, det første aarlige
Storthing, der havde mødt og afværget
den truende Fare, skulde reduceres,
dets Virkeevne indskrænkes og dets
Kraft brydes. Prolongationen negte-
des; næste Aar, da Statsraadssagen,
Storthingets Tilbud om Samarbeide,
efter omkring femti Aars Forhandling
vedtoges, — afvistes den af den samme
Mand, der med størst Varme havde
taget Ordet for Nødvendigheden af
denne Reforms Indlemmelse 1 vort
Statsliv, — og paa hvilke Grunde?
Enten Umyndighedens, det kan jeg
ikke tro, eller rene Skingrunde, det
vil jeg ikke tro, eller en Eventyrpoli-
tik, saa dristig og fremfor alt saa
radikal omstøbende, at Regjeringen
ikke vovede mere end Antydninger, og
endnu ikke har vovet at vedstaa alle
sine Konsekventser. Storthinget ud-
talte sin WMistillid — forgjæves. Et
kongeligt Forslag, der hvilede fra 1874,
da Statsraadssagen atter vedtoges, nød
i 1877 den sjeldne Udmærkelse
ikke at faa en eneste Stemme. Men
Regjeringen var og blev den norske
Regjering; — nogle kaldte den Fædre-
landets Frelser; — andetsteds vilde
den vel have faaet et andet Navn. Og
intet Forsøg paa at forsone, ikke Spor
af ledende Tanker, uden om muligt at
svække Storthingets Anseelse og Magt,
dette Storthing, som havde reddet Na-
tionen og slaaet deres Anslag til Jor-
den, — og udtrætte Vælgerne, medens
de nedværdigede Folket 1 dets Repræ-
sentation. Det havde ei gaaet at kue
sit Folk under Fællesstyret; det
maatte da forsøges her hjemme. — —

— I 1880 forelaa Statsraadssagen
atter vedtagen 4de eller enslydende for
3die Gang, nu med 93 Stemmer af
113. Nu var dog alle Muligheder ud-
tømt. Nei, Maalet var ei endnu fuldt.
Der maatte gjøres en sidste Kraftan-
strengelse — det koste hvad det vilde,
— hvad havde de ogsaa at tabe? Lan-
dets Ro, de spildte Kræfter, Spliden
og Striden, ja selv Tvilen om Lovlig-
hedens fine Grænse, thi der var Tvil
— alt maatte vige for Lysrædheden
og Uvilligheden til at møde Folkets
Repræsentanter, og det absolute Veto
blev ophøiet over Tvil. Ja, for
det var det ikke. Storthinget beneg-
tede det nu strax og hævdede sin Be-
slutnings Gyldighed uafhængig deraf.
Det var den 9de Juni 1880. Og saa

jev der vel Tvil. Saa spurgte man
sig for og tik et Svar. Ja, skal jeg
tro, at man glædede sig derved? Af
det juridiske Fakultets Betænkning er
der knap mere igjen end Adressen af
1824, der ganske rigtig gjentager Komi-
teens ikke godkjendte Motiver, og
”Sagens Natur” — ”en tom Frase”,
begge disse Argumenter, hvis Betyd-
ningsløshed vore Venner østenfor Kjø-
len broderlig har friet os fra yderligere
at godtgjøre. I Grundloven har det

aldrig ladet sig paavise. Det findes
grangivelig ikke. Ja, saa har Regje-
ringen paaberaabt sin egen urokkelige
Overbevisning til yderligere Bestyr-
kelse! > —- —

— Beskatnings- og Bevilgningsret-
ten har i frie Stater været og er Fri-
hedens Palladium, Nationalforsamlin-
gens store Magtmiddel til at fremme
og bestemme om alle Samfundets efter
dens Mening berettigede Formaal, og
til Værn for Folkefriheden.

I en Menneskealder var ei reist
Spørgsmaal om Bevilgningsretten hos
os, at den ikke skulde ligge hel og
ubeskaaret hos Storthinget. Det var
en Tanke saa fremmed, at man van-
skelig kunde fatte den, at deri skulde
forsøges Indgreb, og endnu er der vel
mange, som ikke rigtig tror derpaa.
Og dog, det utrolige er skeet.

Den samme Bevisførelse, hvorefter
Fakultetet har fundet det absolute
Veto i Grundlovssager, maatte og be-
grunde Bevilgningsvetoet. Det norske
Folk skal ei længer gjennem sit Stor-
thing kunne beskatte sig selv og be-
stemme over Statsmidlernes Anven-
delse. Dette er ikke blot en ufrugt-
bar Doktrin; den er allerede traadt
ind i Verden som en Hindring for en
frugtbar Forberedelse af landsvigtige
Sager og nu sidst som Indsigelse og
Negtelse ligeoverfor en stor national
Folkesag, hvori Grundlovens Tanke
gjennemføres ved Folkets frivillige Sam-
menslutning til Forsvar for Hjem og
Land. Bevilgninger som Grund-
lovsbestemmelser skal blive en Ak-
kord, en Gjenstand for Kjøb og Salg,
et Pruteri om Magten; — hvor er saa
Friheden og Selvstyret og snart: hvor
er Selvstændigheden og Selvstændig-
hedens Værn i Folkets Raad?

Men ei heller her standser man.
Allerede dukker der op en Paastand,
at Storthingets Ret er Pligt til
at bevilge det nødvendige, om at
det ei har Ret til at negte, at Admi-
nistrationen maa være berettiget til at
bruge, hvad for den er uundværligi.
Det findes antydet i officielle Aktstyk-
ker, og Partiets Organer generer sig
ei for aahenlyst at docere det.

Og saa, hvad der saa ofte er frem-
holdt og alt tidligt var en Torn i Øiet
og derfor udsat for Angreb, men lige-
saa ihærdig kraftigt værget i vor Fri-
heds Morgen, — vor Grundlovs $ 79,
denne Sikkerhed en Gang for alle, at
hos os skal intet hindre, om det end
kan udsætte og paany faa prøvet, hvad
Folket i Kraft af sin Selvbestemmelse,
sin Raadighed over Landsens Lov og
Folkets Ret havde forlangt og villet
— det suspensive Veto skal ei heller
undgaa Anfægtelse. — Man glemmer
eller man glemmer ikke, men dog —

man fornyer i fuld Bevidsthed, hvad :

forlængst er forsøgt. at hævde Konge-
magten Afgjørelsen om dets Anvende-
lighed 1 hvert enkelt Tilfælde, om det
formenes at kunne berøre Kongens
Prærogativer.

Ja de Prærogativer. Ret som For-
fatningen var en Udbytning af Magten
portionsvis for dens egen Skyld og ei
blot en Fordeling | af Funktioner i
Samfundets Interesse.

Det er denne Forvexling, der giver
vort Statsliv det juridiske Tilsnit. for-
negter Væsen og Indhold for Form og
Myndigheds Udøvelse. — Det er Bure-
aukratiets Kjephest og, saalænge det
holder Kongemagten fangen og denne
ei vil frigjøre sig. den Tilflugt, hvor-
til det klynger sig for at holde sine
synkende Aktier i Kurs. Det er alle-
rede bebudet, at en eventuel Gjenta-
gelse af Lensmandsloven vil give Ån-
ledning til Konflikt paa dette Punkt.
Naar saa hertil føies de dunkle og
aabenbare Udtalelser i den hel- og
halv-ofticielle Presse om Rigsrettens
Inkompetence som politisk Domstol,
denne Ret, der har at dømme om og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 01:22:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fedraheim/1882/0149.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free