Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tde Oktober 1882.
Fedraheimen.
i
er ikke nok med det, at venstrefolk
veit so litet, dei vil helder ikke bruka
det, dei veit, vond vilje, ikke ærlege,
ikke etter samvitet o. s. b.
3
Eg kann ikke la vera at spyrja:
ka er sanning for nokot? For min
del, so er det sanning, at høgrere-
daktørar er mnokre svære karar i
eigne augo, men ikke fullt so gilde i
røyndi. Ennvidare er det for min del
sanning, at den ålmenne mann ikke
er fullt so dumm, som høgre biller
elder må billa seg inn, at han er.
Dersom det verkeleg er høgres tanke
og meining at koma til fleirtal i vaart
land, so har eg eit litet gott råd, at
dei ikke skryter av seg sjølv so, som
dei har gjort. Fit annat råd, som
helder ikke er at forakta: Snakk meir
beintfram, so folk kann koma etter
meiningi. Lat oss få høyra, ka de
har at bé på.
verkeleg vil hjelpa oss fram til upp-
lysning og velvære, at de vil hjelpa
fram det, som er oss kært og dyrt,
vort mål og vore minne og alt, som
er ækte norsk, dersom de endeleg vil
hjelpa fram kyrkjeleg sans og bevist-
heit hos oss, ækte luterdom, ikke pave-
dom, då skal de ha oss straks, vi skal
ikke bry oss um, at de heiter høgre
og har voret i minoritet, de skal straks
koma i majoriteten, og når de vil
reisa um og halda talor — som visst
var gott — skal me koma og flokka
oss kring dykk. Og dersom vi ser,
at venstre sviktar og svikar oss, kann
de vera sikkre på, at dei ikke skal få
sitja mange åri på tinget og hefta oss
burt med unødig pasiar. Og held
vinstre på det, som vi ventar og vo-
nar av dei, so skal høgre og venstre
verta eitt, eitt einaste folk med kær-
leik i alt og eining i hovudsaki og
fridom i tvilsame ting.
4.
Høgrepressen er vorten fanatisk d.
e. ivrig yver all måten i at riva ned
på venstrepartiet og halda fram si
”sunne og sanne” upplysning. Når
ein har at kempa for ”sanningi” og
”sunnheiti”, då geld det um, må vita,
at redusera sine motmenn til usanning
og galskap. Då geld det at springa
forbi grunnar og annat rask, som ligg
i vegen, at fara høgt upp og syna
fram fana, som med store bokstavar
seger: ”sanning”. Men den sanning,
som ikke viser seg vera meir enn store
bokstavar og store ord um sanning,
har ikke kraft nok til at sigra. Det
er nok det, høgre sjølv tviler på, og
er difor so reint utav det. Dei tenker
so myket på folket, som no viser seg
at vera so umodent, som no fylger
med venstre. Dei angrar no, at dei
er so altfor seint ute med sitt folke-
lege arbeid, at andre er komne førut.
Ja kære høgre, kvi har du lagt so
lenge på latsida og berre tenkt: ”Vi
har det so gott.” No får du sjå, kor
gott du har det, når ikke fleirtalet
vil fylgja deg. Men du får trøsta deg
med framtidi, som vil visa, at di
upplysning var den ”sanne og sunne”,
då kem du atter i fleirtal, det vil gå
av seg sjølv det.
5g
Ja dette velsignade og fortrædelege
fleirtal! Når ein berre kunde få det
på si sida ved at snakka um sanning;
men at ein skal verkeleg innlata seg
med folk og upplysa folket, som ikke
straks står ferdigt at ta imot, det er
for brysamt; sett at ein var nøydd at
tala 1 folkemålet, for at få folk til at
høyra etter. Med skending og skræ-
ming vert ingen uppiyst. Du får ta
det rolegt og giva deg god tid og ikke
fara med hastverk, ser du ikke kor-
leids venstre tek det? Nei slike middel,
som venstre brukar, kann vi ikke
Når vi får sjå, at de!
bruka, seger høgre. Å bi litt, hovud-
midlet, som venstre brukar er inke
annat enn det, at dei verkeleg innlæt
seg med folk, går burt til og helsar
og talar varmt og med eldhug um
saki, og ikke ger som fanten og går,
når han har fått nokot. Det vert
aldri nokot av, solenge du vil vera
storkar, solenge du kem med dette
nedlatande, venlege, forbittande smil
utanpå, men med kalde um hjartaroti.
Fyrst når nordmannen kenner, at du
er som han, med hjarta mot hjarta,
då kann du tå han 1 handi og lita på
hans ord. Då skal åu ikke verta hal-
den for framand, då vil han bé deg
inn 1 stova, og snakka fortruleg med
deg og giva deg av det beste, han
har. Men du må ikke la han merka
korki på ein elder annan måte, at du
synest hans kår er simple. Det toler
han ikke, han er stolt på si vis, hans
gard er hans rike, hans hus er hans
slott, og han set ikke den høgt, som
foraktar hans kår. Eit slikt folkeferd
har du at gera med, høgremann, og
no veit du, ka du har at retta deg
etter. Vil du ha med eit folk at gera,
har du fyrst at læra folkets skikk, ja
ikke utantil som av ei bok, men so
at du liver deg inn deri, at skikken
vert deg naturleg. Uf, seger du, det
vil verta at gå for langt ned! Og sannt
er det, myket sannare enn di ”sanne”
upplysning, at det er ei leksa, som
ikke er so lett og snar at læra for alle.
6.
Du høgremann trur, at det er med
lokking og smiger, at venstre vinn
folk for seg. Har du nokor tid for-
søkt dette middel? Du er måske reint
uvand med at smigra? Nei den,
som fer med sanning stendigt, smigrar
ikke. Men sett at du smigrar deg
sjølv med eitt elder annat, det er ikke
betre, det vere no anten med, at du
er So ivrig for sanningi elder, at du
er so upplyst, og at du er so samvits-
full. Du trur, at du er somyket betre
og står so langt yver det folk, du
høyrer til. Du memer folket er vill-
ført, og du er på rette vegen. Det
er store tankar; det kem an på, um
du forstår at få folk at tru slikt; ger
du det, vil eg segja, at der er meir 1
deg enn berre store tankar um deg
sjølv. Men langt større vilde du
vera, um du kunde tenkja folkets tan-
kar og læra folket at kenna seg sjølv
og arbeida seg fram i folkeleg retning.
Kor vis og bra ein einkelt mann kann
vera, han kann då inke vera god for
eit heilt folk her på jordi, og vil du
segja, at folkeslagi ikke har nokor betyd-
ning? Lat den einskilde mann koma
til sin rett og gelda med sine evner
og sitt arbeid det, han formår. Men
lat han ikke gå burt i yvermod og
tenkja, at hans evne og arbeid geld
meir enn det heile folks. Er dette
sanning elder smiger?
te
Og no eitt ord um trua, som høgre
kempar for åleine! At høgre kemper
for si tru, det er sannt, men ka er
no høgres tru? Høgre trur, at dei
sjølv trur, og at det er dårlegt med
andres tru. Ja, det er bra at ha god
tru um seg sjølv, og no arbeider dei
på at få denne gode tru um høgre
ogso inni dei, som ikke er faste i
denne tru. Men dette er ikke det
same som den sanne kristelege tru.
Denne består ikke deri, at vi trur på
menneskar, men at vi trur på deu tri-
einige Gud. Eg har ikke seet, at
høgre har gjort nokot serlegt forat
få oss til at tru på den sanne Gud,
og setja vor lit til han i sorg og gleda,
i medgang og motgang. Um so er,
so lat oss få sjå det. Det er ikke
gjort med, at ein set eit ord av den
heilige skrift under titeln på ei avis,
det er ikke gjort med at rosa seg sjølv
for sitt arbeid for trua og lasta på
andre for vantru. Nei kære høgre,
vis oss nokot, som du serlegt har
gjort for trua 1 vort land, vis oss det,
so skal vi tru deg, ikke ellest. Vi er
ikke so reint dumme, at vi trur, alt
er sannt, når berre du seger det.
Ein lutersk prest.
Jorsalfararen.
Han:
Aa aldri med meg du fylgja kann
til Landet so langt ifraa.
Ho:
Med deg eg gjeng til Guds heilage Land,
so langt som det vera maa.
; Han:
For Vegen er tung yver Heid og Hav,
og Foten fær Saar og Verk.
Ho:
Med deg eg gjeng til Guds heilage Grav,
daa vert eg ftull’glad og sterk,
Han:
Langt burte byggjer dei Villmenn blaa;
dei lurer med Sverd og med Kniv.
Ho:
Med deg eg gjeng til Guds heilage Aa;
der strøymer eit evigt Liv.
Han:
Kor vert din Far og kor vert di Mor,
kor vert deg di Syster kjær?
Ho:
Bg eig ikkje Ætt paa den heile Jord;
naar deg eg maa fyleja paa Ferd.
Han:
Sin Ungdoms Leik yver grøne Strand
snart saknar den sæle Møy.
Ho:
Med deg eg gjeng til Guds heilage Land,
maa so mine Draumar døy.
Romarbrevet paa Norskt.
Paa Statskostnad og under Stats-
tilsyn er denne Boki tilkomi. Um-
skrifti er gjord av dei beste Bibel- og
Maalkjennarar og godkjend av Menn,
som Kyrkjedepartementet hev utnevnt.
Det store og gode Verk aa faa
Bibelen umsett paa det norske Folks
Maal, hev altso byrjat paa beste Maate.
Her er Soga um, korleis det hev gjen-
get til:
”Ifølge Andragende fra det Norske
Samlag*) fattede Storthinget under 17de
Juni 1881 følgende Beslutning:
”Ti] Prøveoversettelse af en Del faf
det Nye Testamente paa det Norske
Folkesprog, f. Ex. Johannes Byangelium
eller Romerbrevet, bevilges udbetalt Be-
styrelsen for det Norske Samlag Kr.
1000 paa Betingelse, at Kirke-Departe-
mentet godkjender Valget af de Mend,
der overtage Oversettelsesarbeidet, samt
at Arbeidet, før det udgives, undergives
en Bedømmelse, som neynte Departement
finder betryggende.”
Angaaende denne Bevilgning udtaler
Departementet for Kirke- og Undervis-
ningsvæsenet i sin Indstilling af 8Sde
Juli 1881 følgende:
”Heller ikke den under Post 3 0
besluttede Bevilgning til Udgivelse af
en Prøve paa Oversettelse af Afsnit af
det Nye Testamente finder Departemen-
tet paa Forhaand at burde modsette sig.
Naar man sammenstiller det oprindelige
Andragende og Komiteens Indstilling
med Pastor Sverdrups af Storthinget
vedtagne Forslag, og derhos ser hen til
den Motivering, som gaves af Forslags-
stilleren og Andre, som sluttede sig til
*) Sthfrhdl. 1881, 5te Del Dok. No. 12, jfr.
Indst. S. No. 130 i Sthfrhdl. s. A. 6te
Del Side 440 og Sthtid. 1881 I Side
1188 flg.
ham, tør Departementet anse det som
en Forudsætning for Beslutningen, at
man for at sikkre sig mod Misereb har
villet give Styrelsen en Stemme med
ved Valget af Oversetter og endnu mere,
naar Spørsmaalet bliver om Prøyens
Udgivelse. Det vil saaledes, saafremt
nærværende underdanigste lndstilling
tages til Følge, paaligge dette Departe-
ment at treffe den videre Forføining
med Hensyn til de i Beslutningen op-
stillede Betingelser.”
Ved kgl. Resol. 25de Juli 1881 be-
faledes Stortbhingsbeslutningen tilfølge-
tagen i Overensstemmelse med Kirke-
Departementets Indstilling.
Efter at have modtaget Meddelelse
herom henvendte Samlagsstyret sig til
Professor Dr. E. Blix om at overtage
Oversettelsen af Romerbrevet. Paa Be-
tingelse af Bistand fra Sprogforskeren
Ivar Aasen erklærede Professoren sig
ogsaa villig til at gaa i Gang med Ar-
beidet, forsaavidt angaar det nevnte Brev.
Valget af Oversettere godkjendtes
af Kirke-Departementet, og efterat disses
Arbeide var fremlagt for Departementet,
overdrog det DHrr. Professorer F. W.
Bugge og UC. R. Unger at bedømme
Arbeidet.
Dette er nu skeet, og der foreligger
følgende Erklæringer fra de neynte Mend
om Oversettelsen:
Fil
det kel. Departement for Kirke og Un-
dervisningsvæsenet.
Fra det kgl. Departement har jeg
faaet oversendt til Gjennemsyn den af
det norske Samlag foranstaltede Prøve-
oversættelse af Paulus’s Brev til Ro-
merne paa det saakaldte Landsmaal.
Efter at have gjennemgaaet mæynte
Arbeide har jeg herved den Ære at
udtale, at Oversættelsen, til Grund for
hvilken er lagt Zeætus receptus, er ud-
ført med Nøiagtighed og Dygtighed; at
den paa en heldig Maade har forstaaet
at tage Hensyn baade til den for vort
Folk gjennem den kirkelige Oversættelse
tilyante Ordlyd og til Ønskeligheden af
at gjengive den hellige Forfatters Tanker
paa en med Grundtexten saavidt muligt
stemmende Maade; at den paa de Steder,
hvor den afviger fra vor kirkelige Over-
sættelse, utvivlsomt byder Forbedringer,
og at den saaledes efter min Mening i
det Hele meget vel kan offentliggjøres.
For at forebygge mulige Misforstaa-
elser tror jeg at burde tilføie, at denne
min Erklæring over Prøveoversættelsen
slet ikke indeholder nogen Udtalelse fra
min Side angaaende Nødvendigheden
eller Ønskeligheden af overhovedet at
foranstalte Oversættelser af den hellige
Skrift paa det saakaldte Landsmaal,
ligesom jeg selvfølgelig heller jkke kan
have nogen Mening om den Sprogform,
hvori den her omhandlede Oversættelse
er udført.
Kristiania den 7 Juni 1882.
F. W. Bugge.”
il
Det kgl. Departement for Kirke- og
Undervisningsvæsenet.
Efter Anmodning af det høie Depar-
tement. har Undertegnede gjennemlæst
den paa norsk Folkesprog skrevne Over-
sættelse af ”Pauli Brev til Romerne,”
og jeg finder, saavidt jeg kan skjønne,
at den er holdt i en smuk og værdig
Stil.
Kristiania den 31 Mai 1882.
Arbødigst
C, R. Unger.”
Efter Modtagelsen af disse Erklærin-
ger har Kirke-Departementet tilskrevet
Samlagsstyret saaledes:
”Fra
Den Kongelige Norske Regjerings
Departement for Kirke og Under-
visnings- Væsenet.
I Forbindelse med Departementets
Skrivelse af 18de April sistl. meddeles,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
