Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og så på vejen en stor, grim tudse, der langsomt og
besværligt vraltede afsted på den støvede vej. Bag vognen
var et bræt befæstet, hvor en mand kunde stå, og dær
lykkedes det dyret at komme op og sætte sig til ro. Manden
gad ikke se på det stygge dyr og pirrede det ned med
piskeskaftet, men tudsen krøb igen op, og således gik det
flere gange, indtil han lod dyret i ro, og det kørte med så
langt som til det hjörne, hvor vejen går af til kirken i
Seefeld. På en gang var tudsen borte, og i dens sted stod
en dejlig jomfru i skinnende hvide klæder for fragtmanden.
Hun takkede ham og sagde, at hun i levende live havde
lovet en valfart til Herrens hellige blod i Seefelts kirke,
men ikke fået sit løfte fuldført, og som straf måtte hun
færdes i tudseham, til det skete. Nu var hun der og
skulde ikke lide længere. Med det samme forsvandt hun.
Derfor advares börn mod at göre de stakkels, grimme
tudser fortræd, »i dem er der fattige sjæle«, især gælder
dette, når man træffer dem paa kirkegårde eller møder
dem Allesjælesdag.
En tudse sad med røde, tungsindige öjne i et hul ved
arnen. Det var oppe på fjældet i sæteren. Den rørte sig
ikke, gjorde ingen fortræd, sad blot og stirrede hen for
sig; selv om der kunde falde noget ned på den, flyttede
den sig ikke. Når folkene kom på sæteren om foråret, var
også den på sin plads. I kådhed tog en dag karlen en
ildskovl, glødede den, stak den ind under tudsen, der
brasede på den som i en stegepande og kylede den ud i
elven. Men da han kom tilbage, sad tudsen igen på sin
plads, så ræddedes han og rørte den aldrig siden. Kort
efter døde han under forfærdelige smærter.
Også kan man endnu få held til at se sjælene som
smålys, der vandrer om på kirkegården Allesjælesnat; de,
hvis stilling er håbefuld, skinner med et grönligt lys, de
store syndere som blodrøde flammer. Mellem gravene
i Allesjælesugen høres jamren under jord, og derhjemme i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
