- Project Runeberg -  Jul / 1. bind. Allesjælestiden, hedensk, kristen Julefest /
48

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

jammerskrig fra mennesker stedte i dødsfare. Så korser
kvinderne sig: »det er sjælene, der sidder lænkede deroppe!«

Deroppe på de hartad utilgængelige tinder, hvor isen
har ligget fra den tid, toppene løftede sig, og vil blive,
sålænge de står der, med den støvfine, fygende sne som
deres slør, dær er gyldne skatte skjulte, og derinde under
isens blågrönne hvælvinger, hvor guldet glimrer og kostbare
ædelstene lyser, sidder der frysende, med klaprende
tænder, skattevogtere og venter på hjælp fra
menneskeverdenenen eller på dommedag, da al anden pine, end de
fortabtes, får ende.

Nu og da har man sét tre herrer iførte lange, fodside
klædninger, med spidse hatte og snabelsko, forsynede
med store, blanke sølvspænder. Ved vintertid besøgte de
sæterhytterne af og til for at varme sig og for om muligt
blandt mennesker at søge afløsere til at tage deres plads
blandt ismarkernes skatte.

En bonde fra Zillerdalen havde været nødt til i et
vigtigt ærinde at gå over bjærgene om natten. Han var
på hjemvejen, da dagen brød frem, og fuglene begyndte
at synge. Med solen kom varmen, det var ved midsommerstide,
og da han betrådte sin egen eng, frydede han
sig over det ypperlige græs og den stærke varme. »I dag
må vi være flittige«, tænkte han ved sig selv, »og ikke
skåne hverken leer eller arme, så kan vi slå i formiddag og
have høet knastört hjemme, inden solen går ned!« I det samme
opdagede han en skikkelse, der nærmede sig, i hvilken han
med forundring genkendte én af sine naboer, der trods
den stegende hede alt i morgenstunden havde en tyk pels
på, lådden hue og handsker og en svær bjærgstav i hånden.
Bonden brast i latter og udbrød: »Hvor i al verden
vil du hen? Over bjærget? Man skulde tro, du rejste til
Nordpolen!« Han fik intet svar, naboen gik tavs forbi
ham, vendte sig dog i det sidste öjeblik om og svarede
med dyb, alvorlig røst: »Til bjærgtoppen, stå vagt ved
guldet!« Et isnende koldt lufttræk fulgte skikkelsen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 12:20:05 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/fhfjul/1/0058.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free