Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er jo let at forstå, at når gudehovenes gildestuer
skulde samle hundreder af mennesker ved drikkelaget, som
fulgte offeret, måtte de være store og rummelige. Der
fortælles da også, at Islænderen Thorgrim rejste på Kjalarnæs
i Sydisland et hov 100 fod langt, 60 fod bredt.
Et par træk vil det være nødvendigt endnu at fremdrage.
Under gildet, måske især ved bragebægeret, var
det skik, at mændene aflagde løfte om at udrette en eller
anden stordåd i løbet af året, og for bedre at kunne sés
og høres trådte hver frem på en ophöjet plads. Et par
gange omtales, at manden lagde sin hånd på en stor orne,
der blev ført ind i hallen, idet løftet blev gjort.
Endelig nævnes det, at venner og slægtninge kunde
give hverandre gaver ved julegildet, og at der holdtes
festlege.
Det ligger jo nær at spörge: er der noget særligt, der
samler folket ved julegildet? Det har vel som andensteds
blandt hedningefolk været krævet som en borgerpligt, at
alle vedkommende skulde møde til offer såvelsom til
gilde, men hvorom, om hvilken gud samlede man sig?
Var det den stigende sol med dens sejr over mørket? Det
forekommer mig lidet troligt, når der ikke lægges tanker
ind i sagaernes korte og ufuldstændige redegörelse, som
dær ikke findes spor til. Navnet »Jul« giver ingen
oplysning. Det synes at stamme fra et ord, der betyder at
holde sig lystig, må vel altså blot betyde en lystig
gildestid. Mere oplysning giver udtrykkene om ofringen ved
midvintertide: »til grøde«, »til årsvækst og fred«, »til fred
og god vinter« bragte man offer, hvad der var naturligt
for et korndyrkende og kvægavlende folk, der håbede på
vinterføde ad åre, mens det i festligt lag fortærede en del
af den svundne sommers frugt. Iblandt guderne synes så
Freyr den, man nærmest måtte slutte sig om. Han kaldtes
ganske vist særlig Svearnes gud, men han havde jo sine
trofaste venner i alle de nordiske lande, og det er ham,
»det råder for regn og solens skin og derhos for jordens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
