Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 H. F. FEILBERG
hekse og troldkvinder, som rider i kvæld, imørket og
plager mennesker. Der omtales steder, hvor ingen kan
være om natten for bjærgtrolde og onde vætters vrimlende
mængde. På en ø var der megen troldridt om natten.
Endelig nævnes jætterøster, der lyder advarende ved
nattetide, kampe med jætter i mørket. Udgårdsloke er lænket
i det mørke land, og ved nattetide anfalder uhyrer de
søfarendes skibe.
I nær forbindelse med denne tankegang, at mørke og
nat hører døde og vætter til, står det næste, at på den
årstid, da mørket er stærkere end lyset, har alle disse et
særligt stærkt liv. Derfor kommer atter og atter udtrykket, at
den døde ligger stille, sålænge solen står höjt, men såsnart
den synker, går det med dødningen som med den levende,
når solens første stråler trænger ind til ham, han bliver
urolig på sit leje, dagen og arbejdet kalder. Mange fandt
det efter Torolf Bøgefods død ilde at være ude ener
solnedgang. Mod enden af sommeren bemærkede man, at
Torolf var på færde, man kunde ej vaere ude, når sol var
nede. Om høsten kom hverken fårehyrde eller kvæg hjem,
man hørte dön om natten. Da vinteren kom, viste Torolf
sig hjemme på gården, og ingen turde om vinteren drage
gennem egnen. I Gretters saga hedder det, at hen på
foråret, den tid, da solen stod höjest, tog spøgeriet noget af,
men aldrig såsnart lakkede det ad høsten, förend spøgeriet
atter tog til. Glåm lå ikke stille isin grav; iden tid,
solen stod höjt, så man ham langt sjældnere, men i
begyndelsen af vinteren viste han sig jævnlig på gården.
Sigurd og hans folk lider skibbrud ved Østerø og
drukner, men da vinteren kom, rejste mange gengangere sig i
Gata og rundt om på Østerø, og Trånds frænder sås ofte.
Folk led meget derunder, nogle fik benbrud eller anden
mén, og Trånd blev i den grad forfulgt, at han turde ikke
færdes alene om vinteren.
Hermed bör måske et andet forhold sættes i forbindelse.
I sövne er sjælen på vandring, da færdes den sammen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
