- Project Runeberg -  Jul / 1. bind. Allesjælestiden, hedensk, kristen Julefest /
124

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

124 H. F. FEILBERG

storm, uvejr, vandflod; men hvor höjt end havet nåede
op i byen med de mægtige istykker og det beske, salte
vand, længere end til kirkebakkens fod nåede det aldrig
og evnede kun at sende sit skumstænk op mod kirken.
Men stormen fik fat i den og tumlede sålænge med den svære
jærnstang, der bar flöjen, at den blev tvunget over mod øst;
thi det véd dær i egnen det mindste barn, at stormen er
en mægtig herre, som kræver, at alle böjer sig for ham.
T ræerne, de få, der findes, kryber sammen og luder mod
øst, menneskerne bygger deres huse, så de vender gavlene
mod vest og øst. Endda knager det i tømmeret en stormdag,
og man lægger harver, stiger, hvad man har på taget;
thi river stormen hul, går det med taget, som med klitten:
alt søndres og spredes.

I ly bag kirken ligger en gammel, vejrbidt præstegård,
og mod øst strækker sig nedenfor kirkebakken bondebyen
med dens lave huse. Præstegården har sikkert også engang
været ung og rank, vel sagtens endog et særsyn af pyntelighed,
men det er længe siden, nu er den gammel og
forslidt. Slægt efter slægt af præster er dragne ind ad
dens döre; nogle er blevne trætte af ensomheden, tyngede
af naturens barskhed, de forlod den og drog til andre
egne. Ikke så helt få blev der, til de blev kaldte hjem af
livets og dødens herre. De har nu også fundet en stille
plads udenfor det hus, hvori de færdedes. Græsset gror
ved forårstid frodigt over de sunkne grave, sommeren
pynter dem med små, blå klokker, røde nelliker, lillablomstret engelskgræs; lærkerne synger hvert år den samme
sang over de dødes hoveder, og havet i vest stemmer jævnlig
i med sin dybe bas.

Stuerne i det lave hus bar genlydt af småbörns jublende
glæde, af deres sagte gråd. Kirkegården blev börnenes
legeplads, da de voksede til, og de døde var et stille folk,
der ej tog börnene det ilde op, om de var lidt stöjende i
deres lege, om de brugte gravenes små höje til skjulesteder
og skød tilmåls efter gravminderne. De lod börnene i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 12:20:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/fhfjul/1/0134.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free