- Project Runeberg -  Jul / 1. bind. Allesjælestiden, hedensk, kristen Julefest /
153

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

NORSK JUL 153

Begge mændene kastede tömmerne på samme tid, og
hver af dem vilde forsøge at komme først ind i kirken,
de mødtes i kirkedören, ingen vilde give tabt, begge var
de håndfaste mænd, og der opstod et frygteligt slagsmål,
under hvilket de begge tumlede ind i kirken, hvor folket
kun med besvær fik dem skilte. Præsten befalede, at de
begge skulde føres ud af kirken, og såsnart julen var forbi,
blev de sat under tiltale. Begge måtte de bøde, Ulf slap
billigst, men Tosten skulde give Næs kirke en messehagel,
så var sagen dermed forligt.

I de tider og længe derefter holdt præsten fra Saude
hver juledagsmorgen ottesang i Næs kirke fra 6—8 om
morgenen. Folkene i Bø og Sande rejste dengang først
til Næs for at høre ottesang og derfra tilbage til
hovedkirken, hvor de kunde nå höjmessen. Mændene var som
oftest berusede, følgen deraf mangeslags fortræd og tit
slagsmål på kirkevejen eller ved kirken. Året efter
kapkørselen bestemte Tosten sig atter til at køre til ottesang
julemorgen, en kirkerejse, der ikke gik mindre ord af end
af den forrige. Han satte nemlig tömmer af sammentvundne
tobaksblade i hestens bidsel og kørte dermed rolig
ind blandt almuen, der var forsamlet på kirkepladsen.
Folk morede sig og lo, men Tosten lod, som han intet
mærkede, gik stilfærdig ind og satte sig hos klokkeren.
Men da han var borte, varede det ikke længe, för hesten
stod uden tömmer. Det var endnu ikke lyst, og de for-
samlede benyltede lejligheden til at hjælpe sig til noget
tobak. Toslen blev rolig siddende, til der skulde ofres og
præsten stod for alteret, og klokkeren var lige ved at be-
gynde salmen. Da rejste Tosten sig på engang op i sin
fulde höjde, stemte op med sin mægtige basrøst:

»Nu er den kommen, den ventede tid,
at præsten skal få i taska si,
og klokkaren, han er ikke vand,’)
han tæk baade nyste aa hoseband.«

’) kræsen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 12:20:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/fhfjul/1/0163.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free