Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORSK JUL 155
tiltrænges. Skulde man, som umiddelbart efter et måltid,
sidde ledig, tager man noget i hånden. Når de sædvanlige
hilsener og talemåder er vekslede, kommer »juleskjænk«
eller »julebeite«. Til venner og naboer frembæres noget
af julegrøden, tit en dram, i hvert fald juleøl, hvoraf der
skal drikkes mindst tre gange under megen nøden og
mange undskyldninger fra den drikkende.
Gæstfriheden er stor allevegne, men især i juletiden.
Hvert eneste menneske, fattig eller rig, stor eller lille, som
gik forbi gården, måtte i Hallingdal og Valders ind at
smage på julekosten. God’villig måtte man dog ikke gå,
jo flere undskyldninger man kunde göre, jo bedre levemåde
havde man. Tilsidst greb husbonden sin gæst i
tröjeærmet og trak ham ind med magt, orkede han det
ikke, fik han hjælp af tjenestegulten eller sönnerne sine.
Ordsproget siger: »spis, spis, til du sprækker, det er dig
vel undt!« At gæsten skulde sprække forlangte dog næppe
hverken Halling eller Valders; at han måtte tage godt til
sig, det var en anden sag. Den fremmede slæbtes med
magt tre—fire gange hen til spisebordet, kniven blev lagt
i hans hånd, og del kunde ske, at værten ledsagede sin
opfordring med en éd eller to. Var det en velstående
mand, der indbødes, spiste han alligevel af det uhyre
oplag af mad, som var fremsat, mindre end et barn kunde
trænge, selv om han var så sulten, at tarmene skreg. At
opføre sig således var dannet og fint.
FORTÆLLINGEN OM BOLLA-OLA.
I et dyrtidsår, sagtens 1743, da sult og sol gik hærjende
gennem de gudbrandsdalske bygder, tyede dølerne i store
skarer over Dovrefjæld for at finde livsophold i de
trondhjemske dalfører, hvor tilstanden var noget bedre.
På gården Barstad i Opdal boede dengang en bonde
ved navn Paal, der var ligeså bekendt for sin velstand,
som berygtet for sin gerrighed og sit hårde hjærtelag. I
julekvælden kom en dølejente tilgårds. Stor og stærkvoksen var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
