- Project Runeberg -  Jul / 1. bind. Allesjælestiden, hedensk, kristen Julefest /
157

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.


156 H. F. FEILBEBG

hun, men på fjældet havde hun haft hårdt vejr, så hun var helt
forkommen af sult og kulde. På ryggen har hun en gutunge,
hvem hun havde slæbt den hele vej. Hun kaldte sig
Bolla og bad om mad og husly. Den sølvknappede bonde
snakkede vel noget om fyrkjer og landstrygerpak, men
siden det var en hellig juleaften, kunde han ikke godt
nægte hende tag over hovedet og varme. Mad fik hun
også til sig selv og barnet, men den fik hun i hundekoppen.
Den næste dag var Bolla så usel, at hun ikke kunde
tænke på at drage videre, og jo længere det led ud i julen,
desto dårligere blev hun, og inden helgen var omme, grov
man hendes grav lige indenfor muren på Opdals kirkegård.

Den moderløse gut, som hed Ola, og som efter moderen
kaldtes Bolla-Ola, da ingen vidste hans fadersnavn,
blev på Barstad, indtil han var vokset til. Han havde
vel aldrig vidst af bedre dage at sige, og han syntes derfor,
han havde det godt i alle måder, skönt der vankede nok
både af slag og onde ord. Kun engang imellem, når han
våd og sulten kom hjem fra sit hyrdearbejde, kunde der
komme over ham en smule mismod. Bestandig måtte han
vente på sin mad, indtil gårdshunden havde ædt. De åd
jo af samme kop.

Bolla—Ola kom siden ud i bygden at tjene. Stor og
stærk var han, og det syntes som lykken föjede ham i alt.
Mere end én gårdmandsjente kastede sine öjne på den
stoute gul, og mere end én höjættet bonde vilde gerne haft
ham til måg, endda han var kommen af fantestien. Den
eneste, der ikke kunde fordrage ham, var gamle Paal på
Barstad. Da har det så til, at Paals datter, som var indgiftet
på gården Loe, blev enke, og Bolla-Ola kom did som
husbondskarl for at styre bruget for hende. Og om ikke
ret lang tid blev Ola gift med enken, skönt Paal ikke likte
partiet. Men bygdefolket mente dog, at Bolla—Ola ej var
den, der gjorde det bedst af de to, om det skulde komme
derpå an, endda der ikke var noget at sige på enken i
nogen måde.NORSK JUL 157

Da gamle Paal havde knurret af sig den værste harme,
gik det op for ham, at fantegutten ikke var som værst
måg endda, og snart var der ingen måde med, hvor vel
han vilde göre det for ham på sin vis. Julen efter kom
Bolla-Ola og hans kone som gæster til Barstad, men den
gang fik Ola en hel anden modtagelse, end da han for år
tilbage kom til gårds i sin moders følge, minderne steg op
i hans sind, og han var tavs eller fåmælt. Paal tog ham
med en godslig spøg i armen for at få ham til at sætte i
sig ind ved kvældsbordet, men Ola sagde: »kanske jeg også
i kvæld skal få mad af hundekoppen?»

Fra hans börn nedstammer en stor og vidtforgrenet
slægt der er höjt anset i egnen, og som har fået
stamfaderens störrelse og styrke i arv. »Han er af Bolla-Ola ætten«
er udtryk for, at han er en vakker, retsindig og brav
mand, i alle henseender.



I Telemarken har det i gammel tid været skik og brug,
at man om juledagen, når man gik til kirke, enten måtte
komme hjem med gæster eller også rejse i besøg; thi at
komme hjem om aftenen alene blev ansét for en stor
skam. Herom fortælles:

DØDNINGEHOVEDET

Der var engang en mand ved kirken om juledagen, som
havde forsøgt blandt nogen hver af slægtninge og kendinger,
om de vilde følge ham hjem, enten havde de alt lovet
sig bort, eller også skulde de selv have fremmede. De
fleste af almuen var allerede på hjemvejen, og manden gik
endda på kirkegården og ærgrede sig over at være nødt
til at gå hjem alene. Så blev han va’r et stort dødningehoved,
der var bleven liggende ved en nys opkastet grav,
han gik da hen og sagde til det: »eftersom jeg ikke er
bortbuden, og ingen vil være med mig hjem, kom du
så med, hoved!« Ja, hovedet var straks rede og fulgte

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 12:20:05 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/fhfjul/1/0167.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free