Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORSK JUL 161
kryb rørte sig. Det kunde jo ikke være andet end helve-
des ild. Hans angst steg, stenen voksede i störrelse og
tyngde over hans hoved, flammerne fra dybet slikkede op
imod ham, bede vilde han og kunde ikke, imens sad han
uafladelig og talte lindens bladskifter og længtes blot efter,
at dødningen atter skulde komme. Han kom jo da omsider
og spurgte straks, hvormange gange linden havde skiftet
blade. »Tre hundrede gange!: »Så kan vi gå, svarede
den døde, og da manden ikke turde røre sig for flammerne
i dybet og stenen over hans hoved, tog dødningen ham
ved hånden og førte ham bort og trøstede ham med, at
han kunde frelses, vel havde han syndet, men det var i
letsind og overmod. Den udståede angst var hans straf og
intet at regne mod helvedes kval. Møllestenen var guds
vrede over synden, ilden under hans fødder syndens lön.
Snart stod de atter på kirkegården, og manden lovede sig
selv, at han aldrig mere skulde håne de døde.
Så gik han hjem, hvor alt syntes ham ukendeligt, nye
ansigter, fremmed tale. Det kom til forklaring, han havde
været 300 år borte, såmange år som linden havde skiftet
blade, og den gamle mand stod nu ene i verden, men
folk var gode mod ham, han fik nådsensbrød på gården.
Da han var bleven så gammel og sammensunken, at han
omsider ikke var större end et lille barn, tog Gud ham til
sig, og han fik lov at gå ind til den evige hvile.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
