Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
svsusx JUL 203
dog får mændene gerne en »aptilsup«, dog ikke altid, og
det er som regel den eneste »sup«, som drikkes, i altfald
af dem, som fejrer helgen i hjemmet.
Hvor festlig juletiden end er i Lapland, er det ingen
kirkefest; det forbyder sig nemlig af sig selv i en klingrende
frost at sidde i en iskold kirke og høre på en prædiken.
Der samles dog altid nogle. Fra de fjærnere byer
kommer folk dagen i forvejen, de, som bor nærmere, rejser
først til kirke juledags morgen, men skal man nå frem,
inden ottesangen begynder, må man til bryde op fra hjemmet
kl. 3—4 om morgenen, og naboer plejer at følges ad
på kirkerejsen. Denne er det en fryd at være med til.
Hestene er hvide af rimfrost og udsender ved hvert åndedræt
hvide skyer i den frostklare luft. De er omhyggelig striglede
og bærer söndagsseletöjet, hvorpå der er fastgjort en hel
række bjælder; en større klokke er fæstet til skaglen og
nogle små i hovedlaget. Så går færden gennem de mørke,
tungsindige fyrreskove, mens lyset fra måne eller stjærner
falder over dem og kaster flagrende skygger på den
hvide, gnistrende sne. [sær betages barnesindet af en slig
kirkefærd. Forfatteren af denne skildring mindes, at han
som barn var med en julemorgen. Han sad i den brun-
malede kirkeslæde, gemt under et par varme fåreskind, og
lyttede med forundring og henrykt til bjældeklangen, stirrede
på de kæmpehöje fyrretræer, de mørke, sørgeklædte graner,
mens de tindrende stjærner strålede over hans hoved. I
barnets fantasi hørtes del, som om skoven var opfyldt af
engleskarernes lovsange, der snart lød glade, snart vemodsfulde,
eftersom landskabet vekslede, men altid med festens
höjtid i klangen.
En timestid efter at man er nået frem, begynder så
ottesangen, der bliver lejlighed til at give hestene et foder
først og selv få lidt varme, inden man går ind i den kolde
kirke. To eller flere naboer har gerne kirkestue og stald
fælles, og sædvanlig sendes en mand en dag eller to forud
for at göre ild på, så der er en varm stue til kirkefolket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
