Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 H. F. FEILBERG
Herodes kasta om sine hästar och sin vagn,
så hastigt han dem kunde vända:
»Är dett nu så långesen de färdades härfram,
så äro de vid verldenes ånda.«
Endnu en skildring medtager jeg, hvor den evangeliske
fortælling, Maria og Jesus, træder midt ind i de gamle
hedenske Guders kreds. Det er i Finnernes folkeepos
Kalevala, 50de sang.
I den rige mands gård opvoksede ungmøen Mariatta,
Mariatta, smukke barnet,
denne lille, unge pige,
leved al sin tid i kyskhed,
uskyld havde hun i eje,
ene fisk var hendes føde,
brød og granbark hendes næring;
æg af höns hun aldrig spiste,
ikke kød af får hun rørte,
havde vædren nær det været.
Ja, hun rørte end ikke malkekoens yver, eller satte sig
i slæden, som droges af en følhoppe. Og når hun blandt
fjældene vogtede lammene, lyttede hun til den gyldne gøgs
sang og spurgte den:
»skal jeg længe bære bart hår,
længe være hyrdepige,
her på disse flade moser,
marker klædte smukt i løvskov;
mon en sommer eller tvende,
eller fem og seks kanhænde,
eller somre ti og flere,
eller ikke fuldt sålænge?«
Svært var det for pigen at følge hjorden, thi
slanger skjuler sig i græsset,
øgler kryber om på marken.
Da skete det en dag, at tyttebærret, der oppe på
bakken sad på sin stilk, råbte til jomfruen:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
