- Project Runeberg -  Jul / 1. bind. Allesjælestiden, hedensk, kristen Julefest /
303

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

dagsgudstjenesten foretog igennem vore stuer for at ønske
glædelig jul. For hvert nævedask udveksledes et »judlime
inuvdluaritse!« og »ilivsilo!« mens de defilerede forbi hele
familien opstillet i række. Nå, for dem var det nu en
fornöjelse, og os kostede det intet uden en smule gulvvask
bagefter og lidt røgelse på kakkelovnen.

Aage Ibsen: Nordlys, Skitser af Livet i Grønland (1894) s. 49 fig.


DA TYSKERNE BELEJREDE PARIS

En fransk julehlstorie

Jeg havde ofte brudt mit hoved med, hvorfor min onkel
Henrik hver eneste juleaften med aldrig svigtende
regelmæssighed deltog i julegudstjenesten. Ellers var han dog
ikke særlig religiøs og kom kun sjældent i kirke, men
juleaften var han altid i »Vor Frue kirke«. Klædt i sort
havde han stedse den aften et eget, höjtideligt udseende.
Hans blik duggedes, og han så ud, som skulde han briste
i gråd.

Hans adfærd ved denne lejlighed passede så ilde til
hans øvrige vaner, at jeg ikke kunde betvinge min
nysgerrighed, men en dag ligefrem spurgte ham om grunden
dertil. Og han fertalte mig da følgende:

»Skönt jeg allerede var gråhåret i 1870, meldte jeg mig,
da Tyskerne belejrede Paris, under fanerne. Det var slet
ikke nogen rar bestilling at være soldat. Ja, havde det
endda gået på livet løs med kamp og vekslende kår. Men
vi var tvungne til at ligge stille. Vi led frygteligt af den
stærke kulde, og sult og kedsomhed var vore værste fjender.
Kun yderst sjælden kom det til en geværkamp med fjender
af kød og blod.

Den 24. December, — jeg stod da ved et regiment, som
lå i omegnen af Vitoy, — blev der imidlertid lidt liv i
kludene. Ved mörkningstid havde vi foretaget et udfald,
og salverne havde knitret og braget uafbrudt. Henimod
klokken ti blev det stærkt snefald, et uigennemtrængeligt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 23:10:45 2022 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/fhfjul/1/0313.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free