- Project Runeberg -  Jul / 1. bind. Allesjælestiden, hedensk, kristen Julefest /
312

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

end en lang gade på vejen til Europa. Vore heste
standsede af sig selv udenfor det første lysskær, som mødte
dem. Det var så mörkt, at uden dette lys var vi rimeligvis
kørt forbi huset. Men nu sprang min kusk af og gik
hen for at banke på porten.

»Er værtshuset her i nærheden?« spurgte han en muschik
af et ærværdigt udseende, som var kommet ud med
en lampe i hånden.

»Hvorfor spörger du efter værtshuset?« sagde den
gamle. »Mit hus er åbent for julegæsten og min stald for
hans hest.«

»Jeg har en rejsende med mig.«

»Også han er velkommen.«

Med disse ord satte muschiken sin lampe ned, gik ud
af huset og hen til slæden og bad mig høflig om at stige
ud og komme ind.

Jeg så straks, at vor vært hørte til den mere formuende
bondeklasse, og synet af huset bestyrkede mig i denne
formodning.

Det bestod kun af én etage og var, efter skik og brug,
delt ved en bred gang i to store rum, til höjre gornitza
— helligdagsstuen, hvor de smukkeste møbler og
helgenbillederne havde deres plads; til venstre køkkenet, hvor
vi gik ind.

Da vi trådte ind, rejste muschikens hustru og hans to
døtre sig op fra deres pladser foran ilden for at hilse på
os, også bedstefaderen kom frem. Jeg husker, at det var
en meget gammel mand. Han lo, da han vekslede håndslag
med os og det lød, som om han ikke var rigtig klog.

»Domia,« sagde vor vært til sin ældste datter, »overlad
de rejsende din plads, for at de kan varme sig.« Den
unge pige hjalp mig høflig pelsen af. Hun har den røde
»sarafan«, som giftefærdige piger bærer, og havde sit hår
flettet kun i en fletning, hvilket var tegn på, at hun endnu
ikke var forlovet.

»Jeg ønsker Dem en mand efter Deres hjærte,« sagde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 01:29:59 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fhfjul/1/0322.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free