Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314 H. F. FEILBERG
rejser sig«; alle er de iførte ligklæderne og forsamler sig
derpå i kirken, hvor de holder gudstjeneste, derefter ven-
der de atter tilbage til deres grave, som imens har været
åbne. Et lignende træk forekommer oftere, som da en
vejfarende mand færdedes over en bygd, som var bleven
ødelagt, og søgte ly under uvejret i kirken, der var bleven
stående, mærkede han, at mange samledes i kirken, der
også fyldtes med tåge og mørke. Ræd for selskabet havde
han søgt tilhold på prædikestolen, hvorfra han opdagede
en iblandt forsamlingen, der syntes at være præsten. Men
ikke førte denne noget frem, der lignede skikken ved en kri-
sten gudstjeneste, men snarere hvad der var usømmeligt
og stygt. Da det dagedes, skiltes folk ad, tilsidst gik præ-
sten ud, idet han sagde: »jeg og vi alle er døde.«
Vi står her ved én af julefortællingerne: de dødes guds-
tjeneste. Da de dødes møde knytter sig til kirken, må beret-
ningerne derom vel stamme fra kristendommen eller dog være
stærkt påvirket af den. Fortællingen er gammel og kan
føres tilbage til det 6te århundrede, og den må have fun-
det villige ører blandt Europas folkeslag, thi den kan for-
følges gennem de fleste lande i vor verdensdel. Blandt
sagnene, der knytter sig til Allesjælestiden, er former af
denne legende alt fremdragne. Ganske almindelig knyttes
den i Nordeuropa til juletiden, en enkelt gang henlægges
den i Norge til St. Hansnat, da alle døde skal i kirke.
Særeget for svenske traditioner er det stærkt realistiske
træk, at de døde fører gravmuld med sig, som julemorgen
kan ses på kirkebænkene og som de levende går vel i at
tårre af, forend de sætter sig.
FORTÆLLINGEN OM DE DØDES GUDSTJENESTE
Da min moder endnu var pige, kom hun undertiden
til en enke, som hun kendte; hun hedte, — ja, hvad var
det nu hun hedte da? Madam, — nej, jeg kan ikke komme
på det, men det kan være det samme også. Hun boede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
