Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30 H. F. FEILBERG
Spiser man nyårsmorgen fastende et stykke blodpølse,
fries man i året for feber. Andetsteds hedder det fra Tysk-
land, at spiser man sig dygtig mæt juleaften, skal man
ikke sulte i året, og drikker man meget øl, bliver man
stærk. Måske ligger heri grunden til den megen og over-
flødige mad, der skal fremsættes og spises i julen: der
skal søges et godt varsel for dagene, som kommer.
Bonden ønsker vel i regelen, at hundyr fødes på hans
gård, derfor skal en af gårdens piger juleaften lukke dåren
til kostalden, så vil der fødes flest kviekalve. En anden
form er, at hun lister sig ud får nogen anden efter nad-
veren og råber ud i gården: »gimimerlam!« Ellers siger
man, at drengen, når han har spist, råber: »hesteføl, tyre-
kalv, væderlam!« og pigen: »horsføl, kviekalv, gimmer-
lam!« så får hver, som de råber, og det skal ske nyårs-
aften. Der kan nås mere åd denne vej, i det ordet i
folketroen udretter, hvad det lyder på. Husbonden skal
kl. 12 nyårsnat gå ud på sin mark og jævne muldskud,
og når det sidste er jævnet, siger han: »Gudskelov, i år
har jeg ingen muldskud på marken!« så søger muld-
varpene andensteds hen. Nyårsaften råbes, så håjt man
kan, hundens navn ud i gården, og derved holdes i årets
løb tyve så langt borte, som den råbendes røst høres. I
Norge endelig, hvor gammel vedtægt har magt, går bonden
ud på møddingen i sin gård med grødtvoren i hånden —
det er den kløftede pind, hvormed husmoderen rører i sin
gryde —, når julegrøden er kogt. Han siger da tre gange:
»Basse, basse, du skal ikke få mere af kyri mi ad åre
end af denne grødtvore!« så rører bjårnen ingen af går-
dens dyr.
Her standser jeg et &jeblik for at se tilbage. Den ro-
merske digter Ovid siger: »principiis omina inesse solent«
(Fasti I. 178), det er: »al begyndelse plejer at gemme varsel
for fremtiden«. Denne tankegang rådede i den romerske
kejsertid og sagtens længe får, som sikkert længe derefter,
for menneskers færd i stort og småt. Kirkefaderen Chryso-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
