- Project Runeberg -  Jul / 2. bind. Julemørkets Löndom. Juletro, Juöeskik /
104

Author: Henning Frederik Feilberg
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

104 H F FEILBERG

kendte, som fortæller ham, hvad der skal vederfares ham
i året. Men vil han slippe levende fra forsøget, må han
gå baglængs ind i kirken, ikke se til nogen side, får han
har klokkerebet i hænde. Dær er han sikker. Når han
atter går bort, må han hænge kappen løst om skuldrene, at
han hurtig kan slippe den, såsnart de døde griber efter ham.

I Sverige, hvor der, såvidt jeg véd, kun findes få spor
af folketroen i denne form, hedder det i Skåne, at man
julenat skal løbe to gange ret om kirken og én gang avet,
så kan man få årets døde at se, men går man det, må
man ikke være ræd, det er en vovelig sag at befatte sig
med slige kunster. Den, som går »julegang«, ser gennem
någlehul i kirkedår alle det kommende års døde sidde
derinde. Den nat er alle døde på færde. Det samme
gælder nyårsnat. Tolv jomfruer. hyllede i lange hvide
slør, går ved midnatstide udenfor Flensborg om det gamle,
nedbrudte slot, Duborgs, plads tre gange, hvorpå de for-
svinder.

I Danmark er det snart jule- og snart nyårsaften det
gælder. Dersom man altså juleaften tager plads paa kirke-
gårdsdiget med en groén tørv over hovedet, kan man se
alle, der i årets løb skal dø i sognet, de kommer i den
orden de skal følge efter hverandre. En karl, som en
julenat klokken 12 satte sig på kirkegårdslågen med grav-
muld på hovedet, blev bagefter spurgt om, hvad han
havde oplevet. Han tøvede med svaret; så kom skrædde-
ren til og udbrød: »da så du, minsæl, ikke mig!« »Jo0,«
svarede han, »da gjorde jeg det, du kom med et bart ben
og stråmpen ned om hælene paa det andet.« Skrædderen
havde ligget og sovet på den tid karlen havde set hans
skygge. Dette er netop et ældgammelt træk, thi den so-
vendes sjæl går ud i allehånde skikkelser, mens legemet
ligger magtesløst og bundet af såvnen.

Mange er fortællingerne herom.

Også herhjemme kender vi jo godt sagnet om dedødes
gudstjeneste i juletiden, og til den samles skyggerne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 01:30:16 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/fhfjul/2/0116.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free