Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nm
se
ANMÆRKNINGER 325
påvirket af kristelige forestillinger om skærsild eller helvede. 1 Her-
varar S, (udgivet af N. M. Petersen 1847) s. 15: »>Ilden spiller, åbnes
høje, jord og sumpe brænde, bort lad os ile!« og »ild over hele øen
brænder«. jfr. s. 17: »brænde kan I ej så bal om natten, at jeg frygter
Eders flammer« siger Hervor. da hun så håjildene og håjboerne
stående udenfor. Hun vadede ilden som rog, indtil hun kom til ber-
særkernes håje. I nr.1 af Islenzk Fornkvædi i visen om Olav Liljeros,
der kommer til Alfernes bolig, lyder omkvædet: raudur loginn brann,
jfr. Arnas. I. 223 ned. Lys i håjene kunde måske sammenstilles med
den almindelige gildeskik: lys tændte i hallen, bålene på gulvet mel-
lem mændenes rækker, således at livets skik udenvidere overføres til
de dode. Jeg henviser til fortællingen om Skarphedin og Høogne, der
så Gunnars håj åben og fire lys brænde derinde. Eyrbyggja Saga
beretter, at fårehyrden så Helgefjæld åbnet mod nord og indenfor
store ilde og hørte desuden glam og hornlyd, da den døde Thorsten
Torskebider blev budt velkommen, se Njåla k. 14, Eyrbyggja S. k. 11
(Vigfus. s. 12.29). Sammenlignes hermed kan udtryk som: >»den ostre
håj stod i en lysende lue på fire gloende stotter«, Kr. Sagn 1. 203.158;
>»hun så håjen stå på fire stotter. der var tændt lys under den«, nr. 759;
>»man så Store Vorbjærg stå på fire gloende pæle, og ildsluer brænde
under det», nr. 763. — Bånhåg, Skytts h. 90; Wigstr. I. 166; Cav. Wår,
I. 18: jfr. nåde, Fb. Ordb.
51 Valborgfaften Kr: VIN22: Thiele II 179: Kr.Vl. 92, højene står
hver nat på gloende pæle. — Gods ud at sole, Thiele II. 179. — Hvid
kirke, Kr. VIIL 8.19; Arnas. I, 32.
.32. Ryste muldet af lemmer, Kr. Sagn V. 241.66: jfr. Vigfuss. Eyrb.
s. 100.277. — Spøgeriet begyndte i Novhb.…. Kr. Sagn V., 463.1639. 372.1364.
553.1929; Kr. II, 152.212. — Slag på kokkendåren, Kr. Sagn V. 244.875. —
genfærd: går juleaften på kirkegård. Kr. Sagn I. 437; kommer hvert
femte år, juleaften, Sagn V, 210.765; hver jul, s. 345.1900; driver folk ud
jule-. nyårs-, kongeaften, IV. 211: selvmorderske, V. 372.1305; barne-
morderske. V. 348.1207. 362.1959: genfærd kører under hundetuden, IV,
176.616, 229.151, V. 159.609, jfr. Wigstr. FS. 192.601; kommer hanetrin nær-
mere gård, Kr. Sagn IV. 191.657. 238. 765. jfr. Fh. Ordb. kokketrin.
.33. Genfærd af prokuratorer, Kr. Sagn V. 140.545. — Samuel i Thorsjå,
Cav. W, I. 490. — Gravmuld fra de dode, Cav. W. 1. 491; Djurkl. Un-
narbo 73: Gasland. 22; Gr. Tjust 23. — Kirkegården rejser sig, Arnas.
I. 223: Maurer, Isl. Sagen 76.
34. Tilhold i prædikestolen, Arnas. I. 260. — De dodes gudstjeneste,
Asbj. III. 79. — Sagnet er gammelt og meget udbredt. Dets ældste
form. jeg kender, findes hos Gregor af Tours, De gloria Confessorum,
og lyder i overs.: I byen Autun ligger ved Stefanskirken en kirke-
gard, hvor man fordum hyppig om natten horte stemmer, der sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
