Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORORD.
Rieseva H. J. HuiTfeLDT-Kaas’s Efterladte have anmodet mig om at ledsage dette
hans sidste Arbeide med en orienterende Fortale. Jeg følger gjerne denne Opfordring,
da jeg paa Grund af mine nære Berøringer med den Afdøde — vi vare fødte i samme Aar
og havde fra den tidligste Barndom af været knyttede sammen ved Familieforhold, fælles
Sympathier og literære Interesser — maaske kjendte bedre til, hvorledes dette hans efterladte
Verk er blevet til, end nogen Anden.
Henrik Huitfeldt og hans halvandet Aar yngre Broder Emil fattede meget tidlig en
varm og begeistret Kjærlighed til sin berømmelige Slægts Fortid. Allerede, før de 1852
bleve Studenter, havde de for ret at studere sig ind i denne lagt Grunden til en historisk
Bogsamling, i stor Udstrækning benyttet Universitetsbibliotheket og nedskrevet alle de Tradi-
tioner, der kom dem for Øre. Strax efter Artium begyndte Henrik Huitfeldt at gjøre daglige
Besøg i Rigsarchivet med Familiehistorien for Øie. Hid kunde Broderen ikke følge ham,
da denne lovende og elskværdige unge Mand var falden i en Sygdom, der allerede 1858
gjorde Ende paa hans Liv, men for Henrik Huitfeldts egen Livsbane kom disse historiske
Sysler til at blive bestemmende. De førte ham dybere og dybere ind i den dansk-norske
Historie fra Reformationstiden af, hvorfor han ogsaa opgav sit paabegyndte juridiske Studium,
og i 1858 knyttedes han som Assistent til det Archiv, som hvis Chef han døde 18 Mai 1905.
I denne lange Aarrække fortsatte han nu vistnok med uformindsket Kjærlighed sine
Samlinger til den Huitfeldtske Families Historie og dette Emne laa ham visselig altid mere
paa Hjertet, end noget andet, men forskjelligartede Arbeider medførte, at Udførelsen af hans
Ungdoms første literære Tanke blev udskudt til Fremtiden. Allerede i 1861 paatog han sig
efter Rigsarchivar Langes Død at fortsætte Diplomatarium Norvegicum, og elleve svære
Bind (VI-XVI) af dette mægtige Værk kom til at blive hans Livs betydeligste Gjerning.
I nær Forbindelse hermed stod Udgivelsen af en Række andre Kildeskrifter, blandt hvilke
jeg fremhæver Oslos ,røde Bog* og en stor Del Jordebøger og Regnskaber fra det sextende
Aarhundrede, ligesom han ogsaa begyndte paa et Værk over norske middelalderlige Sigiller.
Men med alt dette har Middelalderens Historie ikke paa den Maade fængslet ham, at han
kom til at blive Forfatter paa dette Felt. Mere hendroges han til æsthetiske Sysler og stu-
derede bl. A. med stor Iver Theatervæsenets Historie. Et Vidnesbyrd herom er hans bekjendte
, Christianias Theaterhistorie* som gaar til 1809. Ved Siden af alt dette leverede han stadig
mindre Bidrag af forskjelligartet Indhold til Tidsskrifter og Aviser.
Familiehistorien vilde han dog aldrig opgive, og i sine senere Aar syslede han med den
i al den Fritid, som hans øvrige Gjerning levnede ham. Oprindelig har det været hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
