Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HENDES SIDSTE SYGDOM.
127
»Jeg har da endelig faaet mit Ønske opfyldt,
at faa mine Børn adopterede. De hedder saaledes
nu Alle Fibiger og ere i »et og alt som Ilia
Fibigers ægte Børn at anse«, kun at de ikke
tager Arv efter min Familie. Jeg behøver vist
ikke at sige dig, hvad Betydning denne Sag har
for mig, og af hvor stor Vigtighed den er for
mine faderløse Børn. Det er søde smaa
Skabninger, og jeg haaber, at de ikke skulle gøre
Familienavnet Skam. Jeg beder dig og dine at
tænke venligt paa dem og mig, mig og dem, thi
vi høre nu lige overfor Verden uadskilleligt
sammen.«
Hermed var det Hverv fuldført, som hun, i
Følelsen af, at Kræfterne mer og mer svigtede
hende, havde nedstemt til, hvad hun i et af sine
sidste Breve kalder »at sørge for Børnene, til jeg
har faaet dem over de mest uføre Steder paa
Vejen«.
Spøgefulde Ord som disse: »Ja, vent kun,
til jeg faar voxne Døtre!« forekommer aldrig i
Brevene fra de sidste Aar. Hun var træt til
Døden.
I Forsommeren 1867 blev hun angrebet af
en let Brystbetændelse; men hendes store Svaghed
lod strax befrygte det værste. Børnene fjernedes,
og nære Slægtninge og trofaste Venner samledes
om hende. Dagen før sin Død talte hun for
første og sidste Gang til Vennen Johannes
Fibiger om Oswald Marstrand. Hun rystede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
