Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den svenske filosofi - 4. Den senere bostrømianisme og dens eftervirkninger i Sverige. Begyndende emancipation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
FILOSOFIEN I NORDEN.
IS
praktiske filosofis forrang for den teoretiske. Med stor styrke blir det
fremholdt inden denne leir, at empirismen ikke kan gjøre teoretisk fyldest
for sedeligheten og for de principper som sedelighet alene kan bygges op
paa. Hermed er git et apriorisk utgangspunkt; i dette forhold maa vel
fortrinsvis det baand søkes som forener den yngre svenske spiritualisme
med den ældre spekulation. Mest utpræget som arvtagere til traditionen
fra Boström er, set under denne synsvinkel, kanske Hägerström med
aands-fæller i Upsala og Vitalis Norström.
Axel Hägerström, prof. i Upsala, tar sigte paa mange av filosofiens
principspørsmaal, og hans flersidige produktion vidner om baade trang og
evne til systematisk tænkning; hans granskning av bevisførselen hos
motstandere røber vel meget en tænker som paa forhaand vet hvor han
staar, men er dog ved sin logiske styrke skikket til at vække til
eftertanke. En retsfilosofisk undersøkelse som med sine analyser kan siges at
danne et værdig sidestykke til R. Stammlers Die Lehre von dem richtigen
Rechte 1902, er H.s verk Ståt och rätt I, Upsala 1904. Særlig kan
fremhæves den kritiske vurdering av den objektive retsutvikling indenfor
privatretten s. 169 ff. og de forstaaelsesfulde slutningsord om statens retslige
karakter set i sammenhæng med spørsmaalet om den fornuftige vilje.
Fra en fordelagtig side viser Hägerströms arbeidsmaate sig i en
undersøkelse: Kants Ethik im Verhältnis zu seinen erkenntnistheoretischen
Gedanken, systematisch darsgestellt, Upsala 1902. Det er en større kritisk
systematisk fremstilling av de etiske lærdommer hos Kant. H. hævder
her et sundt princip, som mange nykantianere vilde gjøre bra i at merke
sig, nemlig at man ikke har at utfylde eller at rette paa Kants lære ved
at føie egne standpunkter ind i ytringer hos ham, men at man skylder at
gjengi ham saa tro som mulig.
Hvorledes H. tænker om principielle spørsmaal for filosofien, lærer
man at kjende gjennem andre verker. I en avhandling i Festskrift tiII—
ägnad E. O. Burman, Upsala 1910, Kritiska punkter i värdepsykologien,
tar han standpunkt til det moderne værdsætningsproblem, med særlig
utgangspunkt i Meinong. Et hovedspørsmaal er her det om selve det
psykologiske virkemotiv for værdsætningen. Dette maa ikke søkes i følelsen
(s. 24); for det at værdsætte er aller først at jevnføre; men at jevnføre er
ikke nogen følelsesfunktion. Træffende blir (s. 35 ff.) det værditeoretiske
syn kritisert som bruker en kvantitativ maalestok til at bestemme
forholdet mellem positiv og negativ lystværdi; som om tilstedevær eller fravær
av et lystmoment stod i konstant værdirelation. Den positive følelses sum
kan ikke tjene som værdikriterium; for mennesket opfatter livshelheten som
maal naar det gir sig til at værdsætte noget. Ved fortsat analyse søker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
