Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den svenske filosofi - 7. Svenske eksperimentalpsykologer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 H.-F. Kl.
lismen. Han roser retningen for at ha paavist hvor nøie forbindelsen er
mellem vort tankeliv og vort hele menneske; paa samme tid fremhæver
han sterkt ensidigheten i denne bevægelse, som mener sig saa raskt at
kunne løse alle vanskeligheter for tankens metafysik og historie. J.
kritiserer den pragmatiske paastand, at sandt er det som er nyttig, det som
har gode følger. Det lar sig ikke bortræsonnere at virkeligheten i sig
indeslutter noget nødvendig, altsaa er noget uberoende av viljen, av
subjektiviteten. »Icke det som tillfredsställer alla behov er verkligt, utan det
som faller under kausalkategorien«, s. 65 fg. I et andet arbeide, Henri
Bergsons intuitionsfilosofi, offentliggjort i Skrifter tillägnade P. S. Eklund,
Lund 1911, s. 439 ff-, viser Jacobsson at selve det grundlæggende begrep
hos Bergson, intuitionen, egentlig er bare en potenseret intellektualitet.
Begrepet tyndes ut til at bli en viss jegbevissthet, en opfatning av selvet
som et levende noget, med et ubestemt indhold. Nogen selvstændig
menneskelig kundskapsevne skjuler sig i hvert fald ikke i intuitionen.
Kundskapsteoretisk staar overhodet al indre under samme vilkaar som den ytre
erfaring. Begge er for opfatningen fænomener, med kausalforhold av
indbyrdes beslegtet art. Vi trænger ikke at konstruere frem en ny
psykologisk mekanisme utenom den hittil kjendte, som man har drøftet under
navn av associationslover og i sammenhæng med opmerksomhetens og
følelseslivets psykologi.
Denne avhandling om Bergson er en dygtig og lærerik prøve paa
fuldt moderne kritik; den synes, sammenlignet med J.s første arbeide, det
om pragmatismen, at vise os en forfatter i betydningsfuld utvikling. Ikke
saa at forstaa, at ikke ogsaa undersøkelsen av pragmatismen og dens
forhold til kriticismen har sine fortrin. Forfatteren har, for bare at nævne
ett eksempel, øie for overdrivelsen ogsaa inden den nykritiske, ekstrem
intellektualistiske leir. Træffende er det kritiserende referat av den
nykantianske synsmaate s. 118: Man vil gjerne la materialet komme gjennem
sanseorganet og møtes av kategorier indenfra jeget — »så har kanske i
någon mon också Kant tänkt«. Men nærmere set er J. her endnu ikke
helt fri for en bevissthetsmetafysik i Kantisk aand, og saalænge det endnu
er rester tilbake av den, avskjærer man sig muligheten av at løse de
problemer som pragmatismen har rørt ved. Naar han f. eks. paastaar
(Pragmatismen s. 47): Begrepet filister er uberoende av om filister
nogensinde eksisterte, saa maa denne maate at løse det logiske realindhold fra
det psykologiske tilb’ivingsvilkaar paa bli skjæbnesvanger. Et aldrig
eksisterende filisterbegrep, et filisterbegrep som ikke blev motsvaret av et
historisk eksisterende noget, vilde ha like tomt et indhold som om vokablet
filister blev læst den bakre vei. Ingen vilde faa nogen tanke ut av det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
