Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 2. Ludvig Holberg; grundlægningen av den dansk-norske individualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IOO
ANATHON AALL.
H.-F. Ki.
individualitet synbart fremx. Holberg har en stille beundring for skikkelser
som var skutt for glug i officiel dansk historieopfatning, slike som Korfitz
Ulfeldt, Eleonora Kristine, Griffenfeldt. De stikker av fra den almindelige type.
Det vinder ham for dem. — Ogsaa hans tanker om den sterke statsmagt
lar sig forene med det her skildrede almindelige grundsyn. Han har en
næsten Nietzschesk age for den fødte herskernatur. Den som vet at sætte
sin vilje igjennem, han har med det i Holbergs øine retfærdiggjort at han
tar magtens tøiler. Ut fra denne tankegang kan Holberg endog finde sig
av med slike rædselsgjerninger som det Stockholmske blodbad og Sullas
præskriptioner. Blandt politiske størrelser har han lovord for Fredrik 2
i Preussen og Kristjern 2, men fremfor alt for Peter Tsar, som med slik
kraft grundla det russiske vælde. I sin Kirkehistorie kommer H. under
omtalen av Luthers person med de rent revolutionære ord: Visse ting
som gjøres mot reglerne, have behaget gud selv. I det hele er Holbergs
Kirkehistorie noksaa lærerik paa den maaten. Han kritiserer frit flere av
den ortodokse kirkes koryfæer, mænd som Athanasius, Cyprian; med en
viss sympati nævner han keiser Julian, sier det var en mand med
»fortræffelige kvaliteter«. Vi maa mindes hvorledes en anden norsk
individualist har fundet et sympatisk emne i denne sidste hedenske stormand
paa keisertronen, i verket Keiser og Galilæer. — Alt det som smaker av
fanatisk uvilje mot individuel frihet i livet, vækker mothug hos Holberg.
Livsidealet for asketer og munker er ham en styggedom. Han blir harm
i hu saa tidt han kommer ind paa det punkt. Om kjætterne taler han
mildt. Det er bent frem et litterært særsyn at se de ulike religiøse
lærefremtoninger tidene nedigjennem bli skildret saa taalsomt som hos Holberg.
I disse milde dommer over kjætterne kan han ikke berge sig for at ta
en stille revanche for samtidens teologiske censur. løvrig er hans
liberalitet grundet paa en dyptgaaende personlig opfatning. Han agter det
som er personlig følt og individuelt tænkt. Kirkevedtak derimot og andre
frugter av mængdens raadlægninger gir han ikke meget for. Her gjør
hans psykologiske sporesans sig gjældende. Det aandelige kommer først
frem i det som er differensiert. Men saadant lærer man ikke at kjende
der menneskene samraades i flok. Først naar de er ene med sig selv,
gir de svar som det gaar an at regne med. Blandt Holbergs epigrammer
staar ogsaa dette (81):
1 Se herom Sigurd Høst: Om Holbergs historiske skrifter 1913 s. 103 fg. Francis Bull
har i sit skrift Ludvig Holberg som historiker 1913 s. 147 ff. pekt paa visse træk i
Holbergs historiske fremstillingsmetode som gaar i den her nævnte retning: Den
betydning han tillægger entusiasmen som drivfjær, og de indre motiver han søker at
opdage hos enkelte saadanne skikkelser som har gjort storverk i historien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
