Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 2. Ludvig Holberg; grundlægningen av den dansk-norske individualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. 1.
FILOSOFIEN I NORDEN.
83
Sper du fler, lad hver i enrum sig erklære,
Spør du et samlet raad, ett svar du kun vil faa.
Hvert spørsmaal rettet til en person er et vidnemaal om tillid til hans
sanddruhet. Det avgjørende ideal for en individualist er det subjektivt
sande. Dermed er regelen git baade for hvad han søker, hvad han flyr,
og hvad han holder paa. Ensteds sier Holberg om sig selv (i 3dje
lev-netsbeløp), at han likesom de engelske kommer aapent frem med
hvadsomhelst som rører sig i hans indre, og drikker av alle kilder hvadsomhelst
som bevæger ham mest ved sin karakter av sandhet.
Ingen vet imidlertid en for alle ganger hvor sandheten ligger.
Standpunkter maa mang en gang vælges som paa prøve, og man maa ikke
være rædd for at forandre dem. I 1744 skriver Holberg (Mor. Tanker I,
Epigr. 158): Og holder jeg fore, at enhver fornuftig mand bør ikke have
uden provisoriske meninger, hvormed han altid bør holde en port aaben
for lærvillighed og undervisning og consequenter for sandhed. Som S.
Høst, fra hvem jeg har citatet, 1. c. s. i8t fg. har fremhævet, har
Holberg ogsaa i flere vigtige punkter paa sine ældre dager skiftet syn. Han
møtes i dette stykke med andre foregangsmænd inden individualismen,
som har ytret nøie samme livsregel. Kierkegaard gaar saa vidt som at
stemple det at binde sig paa et op- og avgjort system som en uredelighet,
og fra Nietzsche har vi det kjendte ord: Vi vilde ikke la os brænde for
vore meninger, men maaske for den ting at ha lov til at ha dem og —
forandre dem 1.
Noget som har virket med til at utvikle hos Holberg sansen for
selvprøving og for alsidighet i dømmesættet er hans ihærdige studium
av Pierre Bayle, en lærer han (Epigr. 34) finder uovertruffen i kraft
og dybde. Bayle var kritiker. Han gav ikke meget for den saakaldte
medfødte fornuft som sandhetskilde. Det fornuften rækker, indskrænker
sig væsentlig til at opfatte motsigelser. Forfatteren av Dictionnaire historique
et critique har selv brukt fornuften flittig i slikt øiemed, og ingen har vel
vakt mere opstyr med sin kritik over de overleverte meninger, især de
religiøse, end denne skeptiker fra tidsskiftet mellem 17. og 18. aarh. — En
skeptiker hvæsser sine piler mot alt som gjør krav paa at være objektivt
git. Men det objektive er for en væsentlig del et masseprodukt,
dokumentert gjennem historiske vidnesbyrd, støttet av medholdet hos de
mange. Sin naturlige motvegt har den »objektive« lære just i enkelt-
1 Sammenlign om dette punkt min artikel Ibsen og Nietzsche i „Samtiden" 1906 hefte 3,
s. 155 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
