Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 3. Andre opiysningsfilosofer. Diskussionen om Kant. Utviklingstanken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92
ANATHON AALL.
H.-F.K1.
mere tale om længere frem, kritiserer kvast den metode hos Kant, at komme
med logiske utredninger der opgaven i virkeligheten er psykologisk at
fordype sig i emnet. Videre har Tyge Rothe † 1795 vendt sig mot
Kants systematiske kritik over muligheten av at faa sand kundskap om
oversanselige ting. Rothe, som lænet sig til følelsesfilosofien hos Herder
og Jacobi, repræsenterer i Danmark en viss naiv troende optimisme. Noget
som fortjener at fremhæves hos ham, er hans naturopfatning. Den gaar
ut paa at spiren til en relativ fuldkommengjøring er forhaanden som anlæg
ved ethvert trin i de levende væseners række. Han mener, som sin lærer
schweizeren Bonnet, at utviklingen stanses i sine overganger ved artene,
som fra først til sidst er sterkt avgrænset overfor hverandre. Man merke
sig denne for den danske filosofi eiendommelige tanke paa utviklingen
som et problem om grundforhold ved tilværelsen i det hele. I mere
gjen-nemtænkt form kommer samme træk frem hos en anden noget yngre dansk
filosof, Johannes Boye † 1830, som likeledes kom med motlæg mot den
formalistiske fornuftfilosofi hos Kant.
Hos Boye overraskes vi ved, endnu før 18. aarh. er omme, at finde
en klart uttalt utviklings filosof i. Den er uten det biologiske
bevis-tilfang som først kunde gi opfatningen historisk vegt, men indeholder
dog baade de logiske grundlinjer som utkræves for at forme en saadan
universal lære ut, og udmerker sig ved specielt at fremhæve en bestemt
hjælpehypotese, som har meget at si for læren som gjennemført teori,
nemlig hypotesen om hvor vigtig livskampen er for den naturlige
utvikling. Det er i skriftet »Statens Ven«, som utkom i Kjøbenhavn
1792 ff., i andet bind, at Boye fremstiller sine eiendommelige tanker om
dette emne. Han søker her at vise hvorledes det nuværende
menneskevæsen er et utviklingsprodukt; først efterhaanden har »mennesket reist sig
fra et næsegrust dyreliv«. Svingpunktet sætter Boye ved erhvervet av
taleevnen. Overgangen fra natur til ståt er den: Fra et maalløst dyr
blev mennesket mælende, fik ved mæle fornuft. Boyes tanker om den
rolle som princippet om strid, om overtaket og om magt har for livets historie,
er saa merkelig at de fortjener at nævnes ordret:
Den sterkeres ret har fra verdens ophav gjældt og gjælder overalt
endnu. — I planternes rike . . . bestaar alt ved overmagt. Vold er i
dette rike den sjæl der bevarer liv og orden. Ogsaa i dyreriket hersker
samme sterkeres ret. Den sterkere art fortrænger den svakere, og selv i
samme art maa den svake vike for den sterke naar av dem kun én kan
leve paa pladsen. Økonomien i dyreriket er ikke andet end overmagts
bestand ved svakhet. Naturen lar ved styrkeprøve det svake og uduelige
fortrænges . . . Derved blir legemsverdenen, i hvilken det aandelige til-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
