Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 4. Romantikken i Danmark. Utviklingsfilosofi og individualisme - c. Brødrene Ørsted. Naturfilosofi og retsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
IoI
ledes slutter han ut fra standpunktet (s. 99) — foruten den almindelige
etik en særegen for hvert enkelt individ. Ja individet maa for at ha etisk
holdning selv agte sin egen natureiendommelighet. Dersom den
sagtmodige vil paata sig den djerves og denne hins rolle, kan de begge være
visse paa at tale og handle forgjæves (s 101).
Men den individualistiske moral blir den nødvendige av endnu en
vigtig grund. Ikke bare opkløvingen i individuelle subjekter er til hinder
for at man kan opløse etikkens opgave i faste typisk gjældende
former, men stoffet for menneskelig virksomhet gjør at menneskets pligter
ikke lar sig anvise ved bestemte begreper (s. 111). De begreper og
formler som moralteorien magter at levere, er ei tilstrækkelige til at
løse alle de opgaver som livets mangfoldige forviklinger fører med sig
(s. 136). Man har neppe tilstrækkelig veiledning i regelen: Det større
gode bør foretrækkes for det mindre; . . . hvad er større gode til bestemt
tid og sted? (s. 112). Retspligtenes materie er ikke fuldstændig git av
fornuften. Ørsted viser paa en flerhet av retsbud som ikke lar sig utlede av
noget fornuftbegrep; det samme er at si om rettergangsordenen. Den bestaar
av former hvis eksistens vel er nødvendig, men hvis bestemte indhold
ingenlunde lar sig utlede av fornuftbegreper (s. 130). Vigtig er det
derfor, at vi sammenholder sedelighetens grundidé med hvad granskning og
erfaring lærer os om den menneskelige natur i almii)delighet. Det blir
tilslut i disse saker spørsmaal om sedelig takt. Det kedelige liv er ikke
blot videnskap, men ogsaa kunst (s. 137). Og denne kunst er ikke saa
rent let at øve. Ofte vil vi, hvor sedelige opfordringer av motsat slags
moter, være i uvisshet om hvad der bør vælges. Kant, Fichte og engelske
etikere har ikke ret, naar de paastaar at samvittigheten i sidste instans
altid gir os fuldvisse dommer om pligten. Vor sedelige takt er heller ikke
tilstrækkelig til at avhjælpe ufuldstændigheten i vort sedelige skjøn (s. 138 fg.,
144). Det forløsende er, at det er baade nødvendig og sedelig krævet
at en vaager sig til at træffe et valg og gjøre noget.
Den logiske slutning av disse forhold blir den, at det er en avstand
mellem teori og praksis i etikken. Ørsted viser (s. 145) til et grundtræk i
vor natur, »der avskyr at indknibe det hele menneskeliv og dets
bevægelser under staaende, al eiendommelig og fri behandling av de os møtende
forhold udelukkende formler«, og han minder om, at mennesket er et
væsen hvis bestemmelse er en »evig fremskridende udvikling, ikke en fast
besiddelse«.
Ord som disse vidner baade om menneskekundskap og om human
følelse. Vi har her et vakkert bevis paa, hvor frugtbar for tankelivet den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
