Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - b. Filosofens personlighet og utviklingsgang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8
anathon aall.
H.-F. Kl.
kjert opdragelse, en knugende paavirkning fra farens side fuldførte
mis-verket og indgjød i hans sind en fiendsk stemning overfor al naturlig
verdslighet. Hans hele hug blev paa den maaten vendt indad, og alle
hans tanker fik en dragning henimot den isolerte verden som rummedes
i hans egen sjæl og dens fornemmelser. Det som naturen og opdragelsen
i hjemmet hadde lagt grundvolden til, blev end yderligere fuldstændiggjort
ved det som fulgte paa. I Kierkegaards liv som voksen har særlig tre
momenter været avgjørende: Hans teologisk-filosofiske utvikling, hans
erotiske oplevelse og hans sammenstøt med kirken og pressen i Danmark.
Det fag K. valgte for sine universitetsstudier som ungt menneske,
var teologien. Den var særlig i hin tid nøie knyttet til filosofien.
Tilsammen gav dette hans tanke emner i retning av teologisk religionsfilosofi;
de studier han gjorde utenom dette, i litteratur og æstetik, er ikke
nævneværdige. Forøvrig er han nærmest en type paa en boklærd, bare at han
til sine stunder tar revanche ved at la fantasien gjøre streiftog i slike land
som blev fremmed for hans liv. Det er en filosoferende sekterer vi har
for os, en fjerdedel digter, tre fjerdedel lægprædikant av den høiere type.
Hans personlige forhold til realitetenes verden er ikke anderledes end hos
en mellemaldersk klosterbror. Det skal vanskelig, saa langt ned som til
hans tid, findes en mand med Kierkegaards aandsdimensioner saa helt
indlullet i den dannelse hvis sprog er latin, hvis mønstre er laant fra
antikken, hvis problemer er teologiske. Han er helt igjennem uberørt av
naturvidenskapen. Det virker meget avstikkende, prøver man paa at
værdsætte hans synsmaater efter en maalestok som kan gjælde for vor tid.
Som bevis paa hans rent metodiske trangsyn paa dette omraade er det
nok at minde om nogen ord i hans Efterladte Papirer fra aaret 1846, der
han kalder det for hykleri naar naturvidenskapen siges at føre til gud.
Ved en anden leilighet uttaler han: Naturforskeren bruker mikroskopet
likesom lapser bruker lorgnetten — kun brukes mikroskopet mot gud.
Ord som overhoved alene er tænkelige hos saadanne som aldrig har hat
et mikroskop i sin haand1.
en væsentlig del tilskrives personlige lidelser han gjennemgik fordi han var syk, uskjøn,
og paa grund av legemlig vanførhet utestængt fra at gjøre de erobringer som hans
hjerte stundet mot. Paa dette punkt gaar Emil Rasmussen ind i sit skrift G’aeomo
Leopardi som menneske, digter og tænker, 1900 s. 104 ff. En interessant monografi, som
bl. a. trækker en paralel mellem L og hans tyske aandsfrænde Schopenhauer, med
hvem jo ogsaa S. K. har visse træk tilfælles som filosof. Forøvrig er Rasmussens veik
om Leopardi mere en skildring av den indre utvikling hos en stor og dyp
personlighet end den gir en kritisk vurdering av L.s filosofi. For at finde nøklen til
Leo-pardis opfatning av naturen — et punkt sorn er meget centralt i hans
verdensanskuelse — har man at søke tilbake til hans græske, specielt stoiske forbilleder, noget R.
overser s. 231 fg.
1 Af Søren Kierkegaards Efterladte Papirer 1844 — 46, utgit av H. P. Barfod s. 739, 743.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
