Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - g. Enten — Eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien r norden.
I27
paa sig. En evig uro jager et saadant menneske fra sted til sted; ingen
hvilepunkter finder han for sin personlighet. Ypperlig skildret i avsnittet
om vekseldriften. En nagende følelse følger i sporet og spilder glæden,
nemlig kjedsomheten. Mot den gives det bare et botemiddel: at skifte
driftsmetoderne. Men heller ikke dette hjælper helt. Ved denne evige
omskiftning løser man sig selv ut av virkeligheten. Man kommer ikke i
noget personlig forhold til sine medmennesker. Man erfarer aldrig en
sammenhæng. En saadan æstetikers eksistens blir bare en sum av
øieblikket egentlig leve gjør man ikke paa den maaten. For livet er av
væsen kontinuitet. Livets egenart ligger for K. som for Bergson i at
intet er rent øieblik, bevisst eksistens er tid i sammenhængende enhet.
Helt utenfor livet sætter æstetikeren sig paa ett omraade: Der det
spørres om den ytre samfundseksistens. K. kjender ogsaa denne del av
livet, selv om den ikke ligger særlig tilrette for hans opmerksomhed Det
gives opgaver i samfundet, og det er, utenom den individuelle eksistens
hos æstetikeren, menneskelige livsforhold i egteskap og i ståt. Med disse
refleksioner er undersøkelsen flyttet over til det etiske stadium.
Etikken har ordet i anden del av »Enten — Eller«. K. naar ikke
her med sin fantasi og tankekraft slike høider som i iste del. Like fuldt
maa en tro ham, at det var den etiske del av dobbeltverket som særlig
laa ham paa hjerte. Det sier allerede ikke litet at han skrev anden del
först. Mangt vidner ogsaa om, at han har opfattet baade fint og dypt
hvad menneskepersonligheten vinder ved at ta positiv del i de konkrete
opgaver for mennesket i samfund med andre. Han studerer forholdet
særlig for egteskapets vedkommende, idet han lar den etiske livsopfatning
bli tolket av en lykkelig egtemand, assessoren. Den gifte har med
overlæg overtat sin rolle i moralens verden. Dermed har han tat sin del av
tidens alvorlige yrke1. Han er ikke øieblikkets barn. »Den der etisk
vælger sig selv, han har sig selv som sin opgave, ikke som en mulighet,
ikke som et leketøi for sin vilkaarlighets spil. Etisk kan han kun vælge
sig selv naar han vælger sig selv i kontinuitet«. Træffende har K. i
Afsluttende Efterskrift2 karakterisert Enten — Eller under synsvinkel av
denne hovedtanke: iste del er fantasi-eksistens i æstetisk lidenskap, derfor
paradoks og strandende paa tiden; den er i sit maksimum fortvilelse; i
2den del etisk: »Tiden er tagen den etisk eksisterende til indtægt . . .
kontinuerlighetens etiske seier«2.
1 Assessoren er et dydsmønster, som til stadighet gaar med oplagt borgersamvittighet.
Nu og da minder han fjernt om Helmer i „Et Dukkehjem" hos Ibsen.
2 Samlede Værker bd. 7 s. 213 fg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
