Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - h. Religionsfilosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8
anathon aall.
H.-F. Kl.
Begrepet er fremgaat av hans dialektiske tænkemetode i det hele, og
han bruker det med forkjærlighet. Er en ting noget uvanlig, noget for
sig, straks staar dette ord til tjeneste. Det passer paa logiske størrelser
paa tildragelser, men ogsaa paa personer og deres færd. K. sier om en
apostels liv at det er paradoksalt — dialektisk. Dette er en svært fri
bruk av ordet. Et paradoks betyr en paastand med et indhold som
motsiges av tanken. Naar paradokset likefuldt godkjendes endog som logisk
berettiget, saa kan dette naturlig bare ske, idet den tænkning som blir
motsagt, ikke er fuldstændig, eller fordi dette indhold alene gjælder inden
visse konventionelt antagne grænser. I hin tids tænkemetode hadde særlig
Hegel skaffet det indpas. Paradokset kom i kurs sammen med læren om
tingen og dens motsætning som skulde gaa op i den høiere enhet. For
K. er det likefrem et fortrin at noget for tanken er paradoksalt. Det
betydde for ham1 en melding fra en høiere verden end den fornuften magtet.
Han kalder paradokset for en tankens lidenskap. Standpunktet uttrykker
selv et paradoks og gaar bent mot det logiske. At K. kunde ræsonnere
saaledes, hænger sammen med hans syn paa erkjendelse og videnskap i
det hele. Han tænker væsentlig dualistisk, ser principielt en motstrid
mellem sandheten, det evige paa den ene side, erfaringen, den
forstandsmæssig naturlige erkjendelse paa den andre. At noget ved en sak er
utænkelig, gir den en særegen værdi for et religiøst stemt sind2. Under
sin strid med de rationaliserende teologer, særlig med Martensen, gaar K.
endnu videre og diskrediterer forstanden i det hele. Forstanden, sier han i
Filosofiske Smuler (Saml. Værker bd. 4 s. 215) vil sin egen undergang. K. er
ikke mere end intuitionsfilosoferne opmerksom paa at den som hylder et
saadant paradoks, aapner veien for mange vetløse indskydelser blandt
menneskene.
Trods disse utskeielser bunder læren hos K. i en dyp, om end
ensidig opfatning av religionens væsen. At tanken ender ved et paradoks,
gir livet den høieste grad av spænding. Menneskets kaar gjør nu at
proportionalt med spændingen vokser lidelsen. K. skildrer den i »Syg-
1 Filosofiske Smuler, kap. 3, Det absolute Paradox, Samlede Værker bd. 4 s. 204 ff.
Paradokset er tankens lidenskap, og den tænker som er uten paradokset, han er lik den
elsker der er uten lidenskap: en maatelig patron.
3 Kierkegaard har flere utfald mot sandsynligheten: Den er den troende saa litet kjær
at han frygter den mest av alt. Afsl. Eft. Samlede Værker bd. 7 s. 196. Sammenlign ogsaa
Stadier paa livets vei, Saml. Værker bd. 6 s. 106. Mener vi med tro ikke bare en ren
stemningstilstand hos den troende, altsaa et emotionelt faktum, men et indhold som
objektiveres for den tænkende bevissthet, saa er begrepet bygget netop efter
sandsyn-lighetens skema, enten saa indholdet er verdslig eller religiøst, rent intellektuelt eller
personlig. Jeg har søkt at vise dette i en avhandling, Glaube, i Videnskapsselskapets
Skrifter II Hist.-filos. kl. 1901, no. 6.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
