Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - h. Religionsfilosofi - i. Den Kierkegaardske individualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8
anathon aall.
H.-F. Kl.
Slik som K. trodde paa den bibelske aabenbaring, maatte han forbinde
sin lære om angsten med historien om menneskets fald. Sat paa prøve
av guddommen blev menneskesjælen grepet av denne følelse; i
uskyldstilstanden føler man muligheten av at gjøre det urigtige. Det svimlet for
mennesket. Det blev sat i en drømmetilstand, følte angst og tok det
skjæbnesvangre skridt. Mennesket faldt.
Det teologiske ræsonnement hos K. har den systematiske betydning
at flytte det bibelske problem fra en rent historisk over til en væsentlig
psykologisk grund. I angsten røber sig selvopholdsdriften. Den religiøse
skjæbne det er tale om for mennesket, faar ved denne tolkning av K. en
subjektivistisk bakgrund.
i. Den Kierkegaardske individualisme.
Kierkegaards subjektivisme har git sig uttryk i flere meget
vidtgaaende dommer. Al personlig værdsætning maa ske paa det grundlag. Godt og
sandt, de to begreper faar sit indhold ved at være en virkelighet for en
menneskesjæl. Subjektiviteten er sandheten. Godt blir noget først i og
med at en personlighet kommer i forhold til saken. Men det sker for hvert
personlig tilfælde paa en ny maate. Det gode lar sig slet ikke definere.
Det gode er friheten, sier K.1 Det er altsaa bare et indhold for
subjektiviteten. Og sandheten har ingen anden mening end at være et personlig
standpunkt for en overbevisningsdygtig sjæl2.
Overfor det subjektive staar som motsætning det man kalder det
objektive. Det objektive kommer frem i to former. Det møter os paa det
omraade vi med et fælles navn kalder naturen. Og det foreligger i
den sum av kjendsgjerninger vi kalder historien. Et træk særeget
for to av de mest fremstaaende talsmænd for individualismen i nyere tid:
Kierkegaard og Nietzsche, er deres holdning til disse to begreper: historien
og naturen. De er likegyldige overfor dem, ja røber likefrem uvilje mot
dem. Hvad særlig historien angaar, saa er forholdet ret paafaldende. En
av de 4 saakaldte Unzeitgemässe Betrachtungen, som Nietzsche aapner sin
kulturkamp med, har titlen: Vom Nutzen und Nachteil der Historie für
das Leben. Han kjæmper her lidenskabelig mot den mening, at slegten
hadde nogen gagn av at stelle med det som var skedd tidligere inden
1 Begrebet Angest, Samlede Værker bd. 4 s. 379 fg.
2 Afsluttende Efterskr., Samlede Værker bd. 7 s. 166, smlgn. 168. Naar blot dette forholds
hvorledes er i sandhet, saa er individet i sandhet, selv om det saaledes forholdt sig til
usandheten. Smlgn. „Begrebet Angest" 1. c. s. 405. Sandheten er kun for den enkelte,
idet han selv frembringer den i handling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
