Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - j. Teorien om den enkelte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
IoI
individ. Og da dette just er det nye, det særegne i hans livsanskuelse,
saa er den sidste betydning hos ham den overveiende.
Det ord K. her hadde at si, hadde aldrig tilforn lydt saa sterkt. Men
historisk set skal det fremhæves at han med sin individualistiske teori
ikke er helt nyskaper. Det fører, som alt før paapekt, i den danske
filosofi en like linje fra K. optil Treschow og hans lære om »det
besynderlige«. Ja sporene kan følges endnu længer bakover.
Den enkelte dukker tidlig op i synsringen for vor tænker. Allerede
i dissertationen under drøftningen av begrepet ironi dæmrer samme
forestilling. Han priser den utvei for individet at bruke forstillelse og
mystifikation for at stænge mængden ute naar den røber begjærlighet
efter at blande sig ind i personlighetslivets rørelser. I forordet til To
opbyggelige taler 1844 bruker han ordet hin enkelte for förste gang (se
Forord Saml. Værker bd. 4 s. 73). Og i Afsluttende Efterskrift tjener
det som et klart filosofisk grundbegrep; han holder det op særlig mot
hegelianernes lære om det almene og absolute, et begrep som for K.s tanke
ikke har noget indhold, det maatte da være som bestemmelse om
guddommen. Eksistens er bestandig det enkelte; det abstrakte eksisterer ikke1.
Men rent bortset fra den metafysiske overveielse faar begrepet støtte fra
flere hold. Psykologiske iagttagelser fører nødvendig til den enkeltes idé;
etiske overlægninger gir begrepet særegen vegt, og ny styrke faar det
naar man drøfter det religiøse livsproblem.
Med flere individualistiske teoretikere — ogsaa danske — hævder K.
det at være den enkelte som et slags særegenskap for mennesket. I
»Sygdommen til døden«2 sier han: Mennesket udmerker sig ikke blot
ved de fortrin som almindelig nævnes, fra andre dyrearter, men kvalitativt
derved, at individet, den enkelte, er mere end arten. K. fører saa denne
tanke videre derhen, at det betyr at den enkelte er synder; men han
fremhæver ogsaa at i dette at være den enkelte hviler muligheten for at
fuldkommengjøres.
Læren om den enkelte blev fuldbaaren hos K. under hans sidste strid,
men i grunden var standpunktet forberedt længe i forveien. Hans sind
skaffet sig luft for gammel kval. Saarene fra Korsarangrepet var ikke
lægt. Nu vaaknet de onde minder op igjen, alt det han hadde lidt av
spot og mishandling, han den ensomme mand. En patos, slik som den
1 Samlede Værker bd. 7 s. 285.
2 Sygdommen til døden. Samlede Værker bd. 11 s. 230. Smlgn. Afsl. Eft. 1. c. 299. I
dyreverdenen forholder likefrem det enkelte dyr sig som eksemplar til arten,
participerer uten videre i artens utvikling.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
