Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - j. Teorien om den enkelte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
IoI
idéomraade. Det er hos K. nogen av de samme ord som de kjendte
Nietzsche lot falde om das Herdentier, om flokkemennesket, dets moral og
maal. Aandsmennesket, sier K.1, rangerer som aandsmenneske i forhold
til hvor sterkt han kan utholde isolation, mens vi mennesker bestandig
trænger til »de andre«, flokken, dør, fortviler om vi ikke er betrygget ved
at være i flokken, av samme mening som flokken osv.
Under den her nævnte synsvinkel kommer et hovedpunkt fra
Kierkegaards personlige liv til at faa nogen forklaring. Han har tvilet om en
mand av aandstypen kan indgaa en varig forbindelse med en av det andet
kjøn2. Likesom man i dette uten møie sporer en form av den specifik
mandlige individualisme, saa er det karakteristisk for K. at i hans
refleksioner ikke slipper ind nogen tanke paa »den andre« eller »de andre«.
Menneskeeksistensen i samfund og samlag veier i det store og hele ikke
noget for ham. De andre store individualister utvikler sit standpunkt
saaledes, at traader fører over fra den enkelte til menneskeheten; de ofrer
en tanke paa den ting, at slegten, samfundet vinder paa det naar individet
faar tilbørlig raaderum. I denne aand har Nietzsche utviklet sin lære om
overmennesket, Tolstoi sine reformplaner og Ibsen har bygget En
Folkefiende over den idé. Men Kierkegaard staar i dette punkt for sig. For
ham er enkelsjælen ikke bare den høieste, den er nærsagt den eneste
værdi. Vivat individuum, pereat mundus! Bare én filosof naar op til
en lignende atomistisk individualisme, Max Stirner. K. gir sin lære en
religiøs underbygning, Stirner holder religion for hjernespind. Det ene
har et evig jeg at frelse, den anden har et jordisk jeg at hævde; men i
det punkt møtes de, at ingen værdi gjælder noget uten den tar sigte paa
den enkelte jeg-personlighet.
1 Øieblikket no. 5. Saml. Værker bd. 14 s. 196.
2 Af S. K.s Efterl. Pap. 1854—55 ed. Gottsched s. 46 fg. smlgn. 88 fg. Kvinden kan
ikke gjøre for det, men hun er bestemt til at ydmyge manden og ubetydeliggjøre ham.
Tidligere optegnelse: Som oftest vælger en pike i bund og grund at ødelægge et
menneske, og da er hun høimodig nok til at trøste ham med sit favnetak og en
børneflok. S. K.s Pap. bd. 4 s. 253. — Ægteskapet er en løgn . . . denne fortsatte lyven
er for manden ytterst degraderende. Med kvinden er det en anden sak, hun er en
gang for alle født virtuos i at lyve o. s. v. . . . (Efterat manden er godt og vel gift):
Fra nu av kan idéen skyte en hvit pind efter manden, enhver høiere uendelig stræben
likeledes, ja om vor Herre og hans engler vilde søke at røre manden, det hjælper ikke,
mutters egoisme er en saa uhyre magt at hun kan holde ham fast. K. tror ikke at
dette kan bli anderledes ved nogen reform i kvindens opdragelse eller livsvilkaar. Vist
er det ogsaa — sier en optegnelse hos ham — at kvindernes emancipation ... er
djævelens opfindelse (Af S. K.s Eft. Papirer fra 1849 s. 257). K. har i sit eget
kjærlighetsforhold været mandfolkelig forfærdet over hver tone som ikke var stemt efter
hans eget aandelige instrument. Smlgn. hans makeløse utbrud i optegnelser fra 1843:
Naar jeg tænker paa at der virkelig gik nogen tid hen, inden det egentlig gjorde
indtryk paa hende at jeg engang om uken læste Mynsters prækener for hende! (S. K.s
Pap. bd. 4 s. 54).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
