Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - j. Teorien om den enkelte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8 anathon aall.
H.-F. Kl.
Den ensomhet K. priser, faaes ikke for billig pris. Et tragisk vilkaar
for at sikre sig den blir nævnt av flere individualister. En faar bryte
med mange personlige forhold; venner vil gaa tabt. At ha venner er
ikke noget for den som har et kald. »Vil et menneske det høieste, med
enhver opofrelse, saa finder han ingen ven«1. Isolationen er fuldstændig.
I malende ord har K. skildret tilstanden. Forlatt av alle, uten noget fast
holdepunkt, med himmelens hvælving over sig, med vandenes avgrund
under sig, slik skal individet bestaa sjæleprøven. »Paa 70000 favne vands
dyp, mange, mange mil fra al menneskelig hjælp at være glad: ja det er
stort«2.
Til en saadan kommer kaldet, og det blir noget stort, det som er
menneskets egentlige sak. Fremfor alt kommer det religiøse da frem i alt
sit alvor. K. skjelner mellem de store maal og de skinidealer som somme
har det travelt med; han spotter over den staahei som enkelte landsmænd,
f. eks. Grundtvig, vakte i Danmark for at faa frem nogen mindre radikale
rettelser i det ytre arrangement med troen og kirkelivet. Det tyktes ham
bare som en storm i et glas vand. Han ser hos menneskene deres
til-bøielighet til at nøie sig med det halvgode; deres strid staar for ham ikke
som en kamp for principper, men som et stræv for visse lettelser3. De
rotter sig sammen om nogen smaa forandringer, som ikke har nogen
konsekvenser for det indre liv, og holder dermed sig selv og slegten for nar.
I nogen bemerkninger han kommer med i aaret 1851—52, og som han
overskriver: Dømmer selv. Til selvprøvelse. Samtiden anbefalet, staar
bl. a.: »Fuskerier i at reformere er fordærveligere end det mest
fordærvede bestaaende .... O, av al karakterløshet den rædsomste: at ville
løgnagtigen luske sig til at se ut som en reformator eller at ville
reformere ved litt parti-sammenhold, ved ballotation osv. osv.«4.
Det er imidlertid ikke saa let at løfte verden ut av dens hængsler.
Motstanden skal snart merkes. Den kommer helt naturlig. Om den
enkelte vil emancipere sig fra mængden, saa tænker ikke mængden paa at
1 Af S. K.s Eft. Pap. 1847 s. 45. Jeg minder om talrike ytringer i samme retning hos
Ibsen og om N.s bitre ord og erfaringer om venskap.
2 Stadier paa livets vei. Samlede Værker bd. 6 s. 437.
3 Allerede fra aar 1838 har K. forstaat dette. S. K.s Papirer bd. 2 s. 256.
„Mennesket gjør aldrig næsten bruk av de friheter det har, saaledes f. eks. av tænkefriheten;
istedet derfor fordrer man til vederlag ytringsfriheten.
4 Saml. Værker bd. 12 s. 479. Paraleller hos andre individualister ligger i dagen.
Tol-stoi holdt sig av samme grund borte fra den politiske smaafegtning i sit land.
Nietzsche bevæger sig i samme tanker, bruker tildels samme ord. Se min artikel i
„Samtiden" for 1906 s. 296. Hos Ibsen kommer samme træk tilsyne i digtning og i brev.
Smlgn. i digtet Til min ven revolutionstaleren: Jeg gaar ikke med paa at flytte brikker,
slaa spillet overende!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
