Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - k. Angrep paa staten og statens prester
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H.-F. Kl.
Som den enkelte ikke i religionen kan søke nogen reel støtte hos »de
andçe«, saaledes kan han ikke lette sjælebyrden ved at dele sit sind og
gi rum for andre hensyn paa siden av det religiøse. Dette er kanske den
mest betydningsfulde lærdom som er knyttet til navnet Kierkegaard. Tanker
og liv, filosofi og personlig gjerning griper her over i hverandre; de
vidner ihop. Det var ikke mulig andet end at et saadant vidnemaal
maatte faa polemisk form. Længe gik han med det i det stille; som om
han væsentlig hadde sagt fra med sit »Enten — Eller«. Uttrykt med et
billede han selv bruker: Lik floden Guadalquiber dukker han under, for
først langt om længe at komme synlig frem igjen. Hele 10 aar gaar, saa
skaffer uroen sig utbrud i ham, og skredet løsner. En liktale over en
biskop var den ytre foranledning for K. Nu ser han det grant: Religion,
slik som den er efter hans overbevisning, kan ikke forlikes med det som
kristendom gik og gjaldt for i den kirkelige forkyndelse. Saa grep K. til
vaaben og rettet sine uhørt hvasse angrep paa kirke og alt som heter
officiel kristendom. Det stridspunkt han kastet ind, gjaldt bruken av ordet
sandhetsvidne, et ord som K. ikke fandt det tilladelig at bruke om den
avdøde biskop. Med grund fremhæver Høffding1 at det ’ord hadde en
særegen religiøs følelsesværdi for Kierkegaard, som hadde brukt det til
personlig selvkritik. Han fralægger sig selv saa stor en ære som at
kunne kaldes et vidne for sandheten. Men han mener rigtignok at ha
tæften av hvad som er usandhet. »Jeg tør ikke kalde mig kristen, men
redelighet vil jeg, og til den ende vil jeg vove«2.
Sandhetsvidnet er först hvad han er, ved forsagelse og lidelse. Men
at ville, efter største maalestok, ta alle goder og fordeler, og saa tillike
være sandhetsvidne, derom maatte man kristelig nøiagtig si: det var satan
til sandhetsvidne3.
K.s sidste strid fik en dramatisk karakter. Han sendte ut flyveskrifter
med den paaskrift: Dette skal siges, saa være det da sagt! og han
retter et oprop til sit folk om at bryte med kirken.
Fra kirken kommer nemlig hele forfalskningen i det religiøse. Mens
religion i sandhet er en sak for det indre menneske, saa gjør kirken det
hele om til en slags maskindrift. Allerede i en optegnelse fra aaret 1851
skriver K.: Luther opslog 95 teses paa kirkedøren. Nu kunde man
indrykke en eneste tesis: Kristendommen er ikke til4.
1 Søren Kierkegaard som filosof s. 134.
3 Bladartikler 1854 — 55. S. K.s Saml. Værker bd. 14 s. 55.
3 Bladartikler fra 1854 — 55. Samlede Værker bd. 14 s. 17.
4 Af K.s Efterl. Papirer 1851—53 s. 54, smlgn. fra aar 1855 samme ord. Saml. Værker
bd. 14 s. 45.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
