Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den danske filosofi - 6. Søren Kierkegaard - l. Kierkegaards opfatning av kristendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il8 anathon aall. H.-F. Kl.
diligenceposten. De sterke, rene principper i evangeliet hos Jesus trækker
endnu sit dype spor i slegtenes følelser og viljeliv. Men anderledes er
det med de mangehaande tanker, ordninger og troesformer som hadde
raademagt over sindene i den første kristne menighet, og som er dypt
vævet ind i deres religiøsitet. Man prøve bare at skrue tanken tilbake
i de gamle former, den religiøse fantasi hos et nutidsmenneske vil
steile! Den vil ikke bøies ind i jødeproblemet om Moseloven skal gjælde.
Grækerne har helt anden aktualitet for os, naar det spørres om idealer
for aanden og dens liv. Vi priser ikke enfoldigheten i motsætning til
visdommen. Den visdom som er, gjør os ikke andre sorger end den, at
det er — saa altfor litet av den1. Et nutidens menneske kan ikke, slik
som de sværmeriske tilhængere av kristendommen i de første aartier,
fortape sig i spørsmaalet om det tusenaarige rike og om Kristi snare
gjenkomst. Eller om hvorledes haandspaalægning skulde gjøre en syk frisk;
eller om hvorledes et troens ord skulde reise en død op av graven. Han
spekulerer ikke paa at drive djævler ut og øver sig ikke i »at tale med
tunger«.
Svundne tider, hensovede metoder! Heller ikke K. har kunnet faa en
lyd av de gamle toner til virkelig at gjøre sig gjældende. I grunden er
Søren Kierkegaard historisk set en anakronisme.
Har han monstro virkelig tænkt tilbakeføringskravet tilende? Var
han klar over hvad slags menneskeliv han egentlig gjorde sig til
talsmand for?
Det kommer mot slutten av K.s liv frem nogen merkelige uttryk for
kritik . . . Var det en vaaknende frigjøring, bare avbrutt ved at døden
kom saa fort paa ham? Han var ellers den hele tid i sit ræsonnement
gjennem ortodoks. Nu er det ikke frit for at han drar noget paa det
med et og andet i læren. Han snerter visse punkter i bibel og
overlevering. Han tar kritisk fat paa skikken med at døpe de smaa, likesom
han angriper konfirmation og vielse2. Massehvervingen av kristne paa
pinsedagen finder han litt forhastet3. Visse kristelige lærdommer vækker
tvil hos ham; han rokker ved nogen religiøse dogmer, tildels noksaa
centrale. Han kan saaledes ikke noget med forsoningsdogmet. Det drar
op-merksomheten bort fra det store forbillede. Ikke litet har K. at utsætte paa de
store veiledere inden kirken; han kritiserer Luther og protestantismen, ja
1 Smlgn. mit skrift Der Logos II 1899, forord s. X fg.
2 Øieblikket no. 7. Samlede Værker bd. 14 s. 245 ff. Cfr. allerede i Afsluttende
Efterskrift. Samlede Værker bd. 7 s. 514, 523. Endnu holder han jo paa barnedaaben som
en „mulighetenes anticipation".
3 Øieblikket no. 5, 1. c. s. 193.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
