Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 3. Det døde tidsrum. Schweigaards kritik over den spekulative filosofi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Og endda er Welhaven, om end ikke personlig, saa dog indirekte, ved
den episode som knytter sig til hans offentlige færd, kanske den av
periodens mænd som kom til at bety mest for utviklingen, ogsaa den
filosofiske, hertillands. Til den mening vil man, synes jeg, bli ført ved at
studere de nationale røtter for vor politiske historie og denne histories
skjulte virkning for den senere filosofiske tænkemaate. Om Welhaven
som akademisk lærer gaar vidnesbyrdet ut paa at han bandt sine tilhørere
ved sin aandfulde veltalenhet, og vidste ved eksempler fra livet og historien
at gjøre ogsaa saadanne emner anskuelige som let flyter ut i uklare
abstraktioner, men at han ikke evnet at vække nogen spænding overfor
problemene eller med logisk magt at føre sine elever til en bestemt
utpræget filosofisk opfatning. Han regnet psykologien til
erfaringsvidenska-pene, og om han end selv bare gjorde sparsom bruk av erfaringsstoffet,
saa fortjener han ros for det kritiske syn han hadde paa den hegelske
dialektik og det han kaldte dens »spil med hjælpeverber«. Hos Welhavens
person kan merkes en viss æstetisk livsfilosofi. I grunden det eneste av
filosofi hos ham som det er værdt at tale om. Den er av væsen
romantisk og har aandsslegtskap særlig til den hos J. L. Heiberg i Danmark1.
Om de andre filosofer i denne periode er ikke stort at melde. Georg
Sverdrup synes* at dømme fra de forelæsninger som er efter ham i
manuskript, uten nogen mere individuel tillempning at ha referert det som i
den efterkantiske tid blev lært som filosofiske almensandheter efter tysk
skjøn2. Hans foredrag hadde ord for at være fængslende, og hans
eftermæle gik ut paa at han var upartisk og tolerant som tænker. At han
fandt leilighet til at vise Henrik Wergeland sympati paa en tid da omtrent
alle flokket sig om at pine denne norske sanger, er et træk som passer
godt ind i billedet av den djerve Eidsvoldsmand fra 1814.
De 4 aar Poul M. Møller gjorde sin gjerning i Norge, først som
lektor, senere fra 1828 som professor i filosofi, har ikke sat merkbare spor
efter sig. De utgjorde den unge mands læreaar og er nærmest karakterisert
ved at han som den første indledet i Norge studiet av hegelianismen, en
filosofi som han selv senere som dansk lærer fridde sig fra, men som her
oppe skulde vinde varig fotfæste.
Poul Møller var kaldt til Norge for at avløse Claus Winter-Hjelm,
som i to aar hadde foredraget filosofi ved Kristiania universitet, men i 1826
1 G. Gran har i sit skrift Norsk aandsliv i hundrede aar 1915 s. 61 fg. sammenstillet
grundtrækkene i denne filosofi: Krav paa skjønhet i al aandens idræt, en skjønhet som
av væsen er harmoni, en nøie overlagt tilpasning av enkeltheter til helhet osv. Se
ogsaa samme forf. Norges Dæmring 1899 s. 50 ff., 105. ff. Og en avh. om Welhavens
æstetik av Arne Løchen Nyt Tidsskrift, Ny Række I s. 250 ff.
2 Til karakteristik av Sverdrup se C. W. Schnitler, Eidsvold 1814 s. 254 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
