Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 6. Motslag og kritik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250 anathon aall. H.-F. Kl.
taires og encyklopædistenes oplysningsfilosofi, til Rousseaus lære om
følelseslivets rang og om de umistelige menneskerettigheter. Digtning og
politik, kunst og videnskap i romantikkens tidsalder har sammenhæng med
en vending inden filosofiske leirer fra kritisk oplysningstendens til
historisk konstruktiv tænkemaate. Tilbakeslaget i den naturalistiske kunst og
i den individualpsykologiske digtning har ikke mindre som forutsætning
en forandring i det livsfilosofiske tænkesæt og i det metodiske sjælestudium
hos de moderne. Den politiske opmarsch av arbeiderstanden, som er den
store kjendsgjerning paa det sociale og økonomiske livs omraade, er skapt
av filosoferende teoretikere særlig i Frankrike og Tyskland. Og spør man
hvem som i særlig grad har grundlagt vor tids opfatning av livet, av
verdensutviklingen, av sjælen, saa møter vi mangt et filosofihistorisk navn:
En Herbert Spencer, Stuart Mill, Wilhelm Wundt o. a.
Det kan efter dette ikke være ret, der det filosofiske liv sygner
magtløst hen, at skyte skylden for det paa faget selv, som hadde det ikke
noget kald at overta i aandens rike. Rigtignok lærer historien os at et
par vilkaar maa være opfyldt, skal filosofien bli noget mere end et slags
liebhaberi, eller end en lek med begreper man tumler med ifølge etslags
hemmelig forstaaelse mellem laugets mænd. Det ene vilkaar er at
filosofien tar for sig ting, rører ved spørsmaal som har realværdi for
menneskesindet; filosofien maa, om den skal ha noget at si for menneskene,
staa i levende forhold til de mangehaande erfaringer som gir
menneske-personligheten dens konkrete indhold under livets gang, med de prøver
for tanker og følelser, med de fremskridt og de nederlag som gir
menneskets fantasi sin spændkraft, dets vilje sine maal. Tar man ikke utgangspunkt
i slike emner, vil tankestrævet tykkes ørkesløst og det logiske arbeide bli
uten rette magt. Man vil bale med tankene uten at føie med sig selv at
man bær dem frem dit de skulde. Som naar en skal til at ro, men ikke
faar spændtak i baaten for føttene.
Et andet vilkaar er det at det filosofiske ræsonnement gir visshet.
Filosofien skal ikke alene vække problemtænkning, men ogsaa føre til
problemløsning. Et krav som er vokset sterkt i vor tid, da man paa
videnskapens omraade gjør saa mange fremskridt just i kundskapsmetodene.
Her kjender det moderne menneske ikke til noget avslag. For at bli lydd
maa filosofien vække den overbevisning, at dens sætninger er til at lite
paa. Men skal man række frem til det paalitelige, er visse granskningsveier
foreskrevne; og der en videnskabelig kultur er naadd, der vil ikke den
logiske samvittighet gi kjøp. Den vil ikke ved de ytterste filosofiske
spørsmaal gi slip paa de sandhetskriterier som den hævder ved de mere
elementære undersøkelser. Uigjenkaldelig er den tid omme, da man kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
