Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 8. Principielle brytninger og deres filosofiske perspektiver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
261
1 Norge raadet i 60 —70-aarene den religiøse ortodoksi uten
indskrænkning — det spæde islæt av frisind hos grundtvigianerne skulde ikke ændre
stort ved saken. Og det blev kjørt med stram taum. En ram luft av pietisme
og religiøst formynderi trængte sig ind i alle livsforhold til de inderste
kroker. To professorer ved Kristiania universitet var de veiledende og
styrende. Teologen Gisle Johnson var oraklet som avgjorde den rene
lære, og medicineren Lochmann sørget strengt for, at ikke fremmede røster
blev hørt inden den leir som skulde være forbeholdt troen.
Universitetshistorien viser et litet tiltalende skuespil av en akademisk censor, som
ængstelig vaaker over, at ikke saadanne slåp til som kunde bringe radikale
idéer ind blandt den akademiske ungdom. Et forslag om at Ernst Sars
skulde bli professor i historie, fik alvorlig motbør, fordi han gjaldt for
fritænker, eller som Lochmann mente »positivist« Og i et skriftlig indlæg i
saken uttaler Lochmann: Det er den konservative kristelige, men paa
samme tid fremadskridende retning som vi maa takke for, at vort folk har
været uberørt av de konsekvenser for stats- og samfundsliv som
positivisternes lære i andre land med nødvendighet har fremkaldt2.
Det teologiske trangsyn fandtes imidlertid i flere kredser. Ikke
bare hos dem som i overleveringene og autoritetene av enhver art øinet
frelsen for samfundet. Den samme maske hørte hjemme ogsaa blandt
venstremænd, selv om den ikke klædte dem noget særlig. Tydelig traadte
dette frem ved midten av 80-aarene, da stortinget hadde at avgjøre
spørs-maalet om digtergage til Alexander Kielland, en sak som gjorde
hjertenes tanker aabenbar for mange. I 1885, da spørsmaalet første gang blev
lagt frem, indstillet 7 av 8 medlemmer i gage- og pensionskomitéen an-
for nordmændene bare ved tanken paa at skulle ha noget med fransk revolutionær
aand eller engelsk fritænkeri at gjøre. Litet er det i landet som lover godt for
virkelig aandsfrihet. I journalistikken er tonen ikke fornem; striden føres i pressen uten
humanitet, og støtt merkes det at redaktørene er ræd for folkemeningen.
Opmerk-somheten hos det religiøst interesserte folk blir systematisk sysselsat med en litetsigende
motsætning mellem grundtvigianere og skriftteologer. Imidlertid rykker timen for
alvorligere opgjør nærmere. Man læser Renans bok om Jesu liv. Og bak de stridende
ortodokse partier — grundtvigianerne og skriftteologene — reiser sig en meget farlig
motstander, vantroen, nyrationalismen. — De historiske forutsætninger for den religiøse
konservatisme hos det norske folk maatte ventelig gaa en indbygger av en anden
verdensdel, et barn av et andet religionssamfund, forbi. Men hvor kold karakteristikken
end falder, saa kan det ikke negtes at flere av disse utsagn av den personlig
uinteresserte fremmede virker som øiebliksbilleder »tat paa stedet«.
1 Positivismen kommer kanske ikke tydelig frem i Sars’ Udsigt over den norske historie,
men man kan se den mellem linjerne, paastaar Lochmann, og »den umodne eller
uerfarne læser har inddrukket dens gift under en blændende form«.
2 En malende fremstilling av denne sak og i det hele av aandsforholdene i denne periode
har G. Gran git i sit foredrag: To stadier i universitetets liv. Se Norsk aandsliv
s. 209 ff., 229 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
